Pressemeddelelse -

Kontroversielt byggefirma topper søgestatistik

Kontroversielle personager og virksomheder, der bevæger sig på kanten af det lovlige, er noget, som kan vække folks nysgerrighed. Den nordsjællandske byggevirksomhed Our House, der i april var anklaget for social dumping, topper månedens liste over de ti mest søgte virksomheder på B2B-søgetjenesten Proff.dk, mens iværksætter Magnus Kjøller igen stryger ind på førstepladsen over de mest søgte personer, hvor han også lå højt placeret i efteråret 2013.

Top 10 over april måneds mest søgte virksomheder på B2B-søgetjenesten Proff.dk indeholder succeshistorier i form af store danske C20-virksomheder som Mærsk, Lego og Jysk samt designvirksomheden Ilse Jacobsen, som blev kåret til årets nye brand ved Danish Beauty Award 2014. Men også skandaleramte virksomheder og farverige personligheder giver mange klik på Proff.dk.

Social dumping, storbrand og konkurs får danskerne til tasterne 

Det nordsjællandske byggefirma Our House ville nok have foretrukket ikke at optræde som nummer et på Proffs liste over de mest søgte virksomheder i april, da den store opmærksomhed omkring byggefirmaet formentlig hænger sammen med afgørelsen i en sag om social dumping. I april blev det nemlig afgjort, at Our House skal til lommerne og betale 18,8 mio. kr. i bod for ikke at have givet 33 polske medarbejdere en ordentlig løn, og det har tydeligvis gjort Proffs brugere interesserede i at tjekke virksomhedens finansielle nøgletal.

På listen finder man også den danske betalingsleverandør Ewire, der i april måtte dreje nøglen om efter at have indleveret en konkursbegæring til Finanstilsynet. Endelig indtager smykkevirksomheden La Chance listens 10.-plads på endnu en trist baggrund. Virksomheden, som er ejet af Stein Baggers ekskone, Martina Banach, blev ramt af en storbrand i slutningen af marts, og ejeren har derfor måttet se sig om efter nye lokaler.

”Proff giver adgang til oplysninger om danske virksomheder og erhvervspersonligheder inden for alle brancher. Og det er ofte virksomheder og erhvervsfolk, der er synlige i mediebilledet, som brugerne kigger efter i kortene. Proff er et valideringsværktøj, der eksempelvis giver et nemt og hurtigt indblik i, hvor godt en virksomhed som La Chance er polstret til at overleve en så voldsom brandulykke, som de blev ramt af. Når man skal validere en potentiel forretningspartner, kan det også være nyttigt at vide, hvilke virksomheder en bestemt person er involveret i, eller få et overblik over bestemte relationer og netværk,” siger Brian Giovanni Pedersen, der er produktchef for Financial Search & B2B hos Eniro Danmark.

Champagnedreng tilbage i Top 5

Øverst på Proffs liste over de mest søgte erhvervspersonligheder finder man den kontroversielle iværksætter og Pointshop-stifter Magnus Kjøller. Den kulørte personlighed med hang til dyre dråber har lagt sig i spidsen på Proff.dk, stærkt efterfulgt af liebhavermægleren Jan Fog, som toppede listen i de to foregående måneder. Med i Top 5 er også Dyne-Larsen og Claus Meyer.

Top 10 over de mest søgte virksomheder på Proff.dk i april 2014

1. Our House
2. REMA 1000
3. Coolshop
4. Ewire
5. Mærsk
6. Lego
7. JDM
8. Jysk
9. Ilse Jacobsen
10. La Chance

Top 5 over de mest søgte personer på Proff.dk i april 2014

1. Magnus Kjøller
2. Jan Fog
3. Lars Larsen
4. Lars Juhl
5. Claus Meyer


Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • valideringsværktøj
  • søgetjeneste
  • krak
  • eniro
  • proff.dk
  • proff

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er en søgevirksomhed, som indsamler, filtrerer og organiserer lokal information. Vores vækst drives af brugernes øgede mobilitet og multiscreen-anvendelse, hvor vi ligger i forkant med moderne teknologiske løsninger. I mere end 100 år har Eniro hjulpet mennesker med at finde lokal information og virksomheder med at finde kunder. I dag er det en multiscreen-løsning – vores brugere søger informationer på smartphones, tablets og desktop-computere. Mobilannoncering er den hurtigst voksende del af Eniros forretning. Eniro giver dig en smart genvej til det, du søger, hvor end du er eller skal hen.

Eniro er én af de største lokale søgevirksomheder i Norden. Eniro-gruppen har ca. 2.800 ansatte og har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000. I 2013 var Eniros omsætning på 3.660 mio. SEK.Mere end 80 procent af Eniro-gruppens omsætning kommer fra digitale kanaler. Hovedkontoret ligger i Stockholm. Læs mere på www.enirogroup.com.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 400 ansatte.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968