Pressemeddelelse -

Krak hvæsser kortene

Valby Langgade, Bogense og Vejle Fjord bliver nu skarpere i kanterne end nogensinde før. Danskernes mest brugte korttjeneste, Krak, har nemlig opgraderet sit velkendte danmarkskort til den såkaldte Retina-opløsning, der er den højeste billedkvalitet på markedet.

Retina-opløsningen rummer efter sigende flere pixels, end det menneskelige øje er i stand til at se, og giver markant flottere og ultrapræcise billeder. Det betyder, at både kort og grafik kommer til at fremstå langt skarpere på Krak.dk og i Kraks app til mobil og tablet.

Det nye knivskarpe kort er tilgængeligt allerede nu på alle enheder, der understøtter den høje opløsning. Det sker ved hjælp af en teknisk løsning, hvor kortet kommunikerer med browseren i brugerens enhed.

Det skarpeste kort på markedet
Dermed er Krak-kortet køreklart til de nye standarder inden for skærmopløsning, som blandt andet findes i de nyeste generationer af smartphones og tablets. Det forklarer Pernille Trolle Brøgaard, der er Mobile Product Manager i Eniro Danmark, som står bag Krak.

”Det er naturligt for os at øge opløsningen, efterhånden som brugernes computere og mobile enheder understøtter en billedkvalitet, der langt flottere end før. Med opdateringen til Retina-opløsning er Krak på niveau med de skarpeste kort, der er på markedet,” siger hun.

Det giver både mere præcise kortbilleder og en forbedret brugeroplevelse med Krak, fortæller Pernille Trolle Brøgaard.

Flottere billeder på farten
”Vi mener, at vi i forvejen har det indholdsmæssigt stærkeste danmarkskort med de bedste funktioner – og nu tilbyder vi det også i den absolut lækreste kvalitet, der er tilgængelig. Med den nye opløsning får vores 1,7 mio. brugere mulighed for endnu flottere kortbilleder, når de krakker sig vej på mobil, tablet eller computer,” forklarer hun.

Det højtopløselige kort er tilgængeligt på Krak.dk og i Kraks app 2.0 til iPhone og iPad. Android-understøttelse af de højtopløselige kort kommer inden for kort tid. Kraks app 2.0 rummer desuden en række nye funktioner. Det gælder blandt andet 360-graders gadefoto, der hjælper brugeren med at finde hurtigt rundt i større byer, integration til Facebook og en helt ny brugerflade, der gør søgning væsentligt hurtigere.

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • krak
  • kort
  • retina
  • app
  • iphone
  • ipad
  • android
  • pernille trolle brøgaard

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er Nordens største lokale søgevirksomhed. Både forbrugere og virksomheder kan benytte Eniros medier til nemt at finde ud af, hvor de kan købe produkter og services, uanset om de søger via internettet, telefonbøger eller mobiltelefonen. Med hjælp fra Eniro kan annoncører aktivt markedsføre sig over for købeklare forbrugere og virksomheder, finde nye kunder og øge deres salg.

Eniro har ca. 3.500 ansatte i Norden og Polen. Eniro har været noteret på OMX Nordic Exchange Stockholm siden 2000 og har hovedsæde i Stockholm.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 430 ansatte.

Læs mere på www.eniro.com.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968