Pressemeddelelse -

Mobilbetaling hjælper små butikker og private

Danskerne har taget mobilbetaling til sig i stor stil, og det nyder de små erhvervsdrivende og private sælgere godt af. En undersøgelse fra Eniro Danmark viser nemlig, at mere end hver fjerde dansker mellem 18 og 35 år har brugt mobilbetaling på et loppe- eller madmarked, mens fire ud af ti har brugt det til at betale for produkter hos private sælgere.

Det er ikke længere ualmindeligt, at den lokale frisør eller pandekageboden på kræmmermarkedet tager imod mobilbetaling. Og det gør særligt den yngre del af befolkningen brug af. I en undersøgelse fra Eniro Danmark svarer 17 procent af de 18-35-årige således, at de har brugt mobilbetaling til at betale for et produkt i en fysisk butik, mens 28 procent har brugt det på et loppemarked eller madmarked.

Ifølge Eniro, der står bag Krak og De Gule Sider, kan mobilbetaling vise sig at være en regulær vækstdriver for de små virksomheder og selvstændige, fordi det nemt og billigt at integrere i sin forretning:

”De mindre erhvervsdrivende på for eksempel kræmmermarkeder og nogle af de mange madmarkeder, der er skudt op rundt omkring i landet, har ikke altid en kortløsning til rådighed, og er de for eksempel kun på markedet i nogle dage, er mobilbetaling ofte langt billigere end kortterminaler, ” siger Allan Jakobsen, der er administrerende direktør i Eniro Danmark, og fortsætter:

”Derudover har de fleste sikkert oplevet at passere en bod og ærgre sig over, at man ikke lige havde kontanter på lommen. Det problem løser mobilbetaling stort set – og det må betyde, at flere købelystne danskere foretager impulskøb og laver hurtige handler til gavn for dem selv og de små erhvervsdrivende. ”

Undersøgelsen tyder også på, at privatpersoner, der sælger ud af ejendelene eller egenproducerede produkter på sider som Trendsales og DBA, nyder godt af de nye betalingsmuligheder. Således har 25 procent af danskerne brugt mobilbetaling til at betale for et produkt eller serviceydelse hos en privat. Blandt de 18-35-årige er det hele 40 procent.

Fakta fra undersøgelsen

  • 10 procent af danskerne har brugt mobilbetaling i en fysisk butik, som ikke var del af en større kæde. Blandt de 18-35-årige er det 17 procent.
  • 16 procent af danskerne har brugt mobilbetaling som betalingsmiddel på et loppemarked, kræmmermarked eller madmarked. For de 18-35-årige er det tal 28 procent.
  • 25 procent har brugt mobilbetaling til at betale for et produkt eller en serviceydelse hos en privat fx gennem DBA eller Trendsales. Blandt de 18-35-årige er det 40 procent.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget gennem Epinions Danmarkspanel i perioden fra den 5. maj til 15. maj 2015. I alt 2.003 personer har deltaget. Data er vejet i forhold til alder, køn, region og uddannelse, så undersøgelsen er at betragte som repræsentativ i forhold til den danske befolkning.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • mobilbetaling
  • allan jakobsen
  • eniro
  • mobilhandel
  • smartphone

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er en søgevirksomhed, som indsamler, filtrerer og organiserer lokal information. Vores vækst drives af brugernes øgede mobilitet og multiscreen-anvendelse, hvor vi ligger i forkant med moderne teknologiske løsninger. I mere end 100 år har Eniro hjulpet mennesker med at finde lokal information og virksomheder med at finde kunder. I dag er det en multiscreen-løsning – vores brugere søger informationer på smartphones, tablets og desktop-computere. Mobilannoncering er den hurtigst voksende del af Eniros forretning. Eniro giver dig en smart genvej til det, du søger, hvor end du er eller skal hen.

Eniro er én af de største lokale søgevirksomheder i Norden. Eniro-gruppen har ca. 2.100 ansatte og har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000. I 2014 var Eniros omsætning på 3.002 mio. SEK, og EBITDA var 631 mio. SEK. Over 90 procent af Eniro-gruppens annonceomsætning kommer fra digitale kanaler. Hovedkontoret ligger i Stockholm. Læs mere på www.enirogroup.com.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 260 ansatte.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968