Pressemeddelelse -

Ny lederundersøgelse: Stadig flere små og mellemstore virksomheder rykker ind på de sociale medier

I dag er det mere reglen end undtagelsen, at man kan finde sin lokale bilforhandler og dagligvarebutik på Facebook og andre sociale medier. Det bekræfter en ny undersøgelse, som Eniro har foretaget blandt 1.500 små og mellemstore virksomheder i Danmark og Sverige, og som viser, at seks ud af ti virksomheder har en profil på ét eller flere sociale medier. Måske ikke overraskende er Facebook det mest populære sociale medie i både Danmark og Sverige, hvor hhv. 47 og 51 procent af virksomhederne er til stede. I Danmark, hvor det er fjerde år i træk, at undersøgelsen foretages, er andelen af SMV’er på Facebook steget med 10 procentpoint det seneste år.

Næstmest populær er LinkedIn, men hvor det er 26 procent af de svenske virksomheder, der har en profil der, gælder det for hele 32 procent af de danske virksomheder, hvilket er en stigning på fem procentpoint i forhold til sidste år. De svenske virksomheder fører omvendt, når det gælder Instagram, hvor dobbelt så mange svenske som danske virksomheder er til stede. Også Twitter er mere populær blandt de svenske virksomheder, mens et medie, der det seneste år har fået massiv opmærksomhed, nemlig Snapchat, bruges af blot én procent af virksomhederne i både Danmark og Sverige.

”På den ene side sammenligner vi os jo ofte med Sverige, men som undersøgelsen viser, er der altså også forskelle mellem os. At så mange flere svenske end danske virksomheder er på Twitter, hænger nok sammen med, at kanalen er langt mere udbredt i Sverige, mens det her i Danmark stadig er et fåtal af de almindelige forbrugere, der er aktive der,” siger Kristoffer Apollo, der er kommunikationschef i Eniro Danmark.

Ifølge undersøgelsen er der også forskelle på, hvordan virksomhederne bruger de forskellige sociale medier:

”Også når det handler om, hvordan SMV’erne bruger de sociale medier, er der forskelle på virksomhederne. Eksempelvis viser undersøgelsen også, at de danske virksomheder på Facebook opdaterer profilen oftere end de svenske, og at danske virksomheder i stigende grad orienterer sig mod Facebook som salgskanal, hvor svenskerne i højere grad end danskerne eksempelvis bruger Facebook til rekruttering.”

Få styr på formålet med tilstedeværelsen
Ifølge Eniro er det fuldt ud forståeligt, at så mange små og mellemstore virksomheder i dag er til stede på de sociale medier, men der skal være en strategi bag:

”Det, at være til stede på de sociale medier, kan for mange små og mellemstore virksomheder være en fin mulighed for at gå i dialog med kunderne og generelt styrke deres digitale tilstedeværelse. Det kræver dog, at man, ligesom med alle andre markedsføringsaktiviteter, har gjort sig nogle tanker om, hvad man vil have ud af indsatsen, og sætter noget budget af til at opnå det. Ellers kommer man ikke langt, heller ikke selvom en virksomhedsprofil i udgangspunktet er gratis. Og så skal virksomhederne selvfølgelig kun være der, hvis det giver mening i forhold til deres målgruppe,” siger Kristoffer Apollo og nævner, at hver fjerde SMV oplever, at virksomhedens målgruppe er svær at ramme via sociale medier.

B2B-virksomhederne kommer på Facebook
Undersøgelsen viser dog også, at de virksomheder, som primært leverer ydelser til andre virksomheder, er ved at få øjnene op for sociale medier som Facebook. I Danmark, hvor Eniro har foretaget undersøgelsen fire år i træk, er andelen af B2B-virksomheder med en Facebook-profil således steget fra 30 til 41 procent det seneste år.

”Det kan hænge sammen med, at der er kommet en slags konsensus om, at virksomheder bare skal være til stede på Facebook, uden at det er noget, man tænker videre over. Mange virksomheder bruger i dag Facebook som et slags digitalt visitkort på samme måde som en helt simpel hjemmeside og kan på den måde styrke deres digitale tilstedeværelse i samspil med andre medier. Et eksempel er, at vi på Krak og De Gule Sider nu automatisk henter billeder fra virksomhedernes Facebook-sider og linker til dem, og på den måde bliver profileringen af virksomhederne stærkere.”

Fakta: Små og mellemstore virksomheder på sociale medier

  • 47 pct. af de danske SMV’er har en profil på Facebook mod 51 pct. af de svenske.
  • 32 pct. af de danske SMV’er har en profil på LinkedIn mod 26 pct. af de svenske.
  • 9 pct. af de danske SMV’er har en profil på Instagram mod 18 pct. af de svenske.
  • 8 pct. af de danske SMV’er har en profil på Twitter mod 14 pct. af de svenske.
  • 60 pct. af de danske SMV’er på Facebook opdaterer ugentligt eller oftere mod 50 pct. af de svenske.
  • 26 pct. af de danske SMV’er på Facebook bruger profilen til direkte kundedialog mod 22 pct. af de svenske.
  • 12 pct. af de danske SMV’er på Facebook bruger profilen til rekruttering af nye medarbejdere mod 18 pct. af de svenske.
  • 26 pct. af de danske SMV’er oplever det som en barriere for tilstedeværelse på sociale medier, at virksomhedens målgruppe er svær at ramme her. Det gælder for 21 pct. af de svenske SMV’er.
  • 32 pct. af de danske SMV’er, der i dag er til stede på sociale medier, mener at virksomheden kunne få en gevinst af at øge tilstedeværelsen. Det samme mener 43 pct. af de svenske SMV’er på sociale medier.

Om analysen
Analysen er baseret på 1.500 webinterview med ledere og topledere i svenske og danske små og mellemstore virksomhed­er (2-249 medarbejdere). Interviewene er foretaget via Userneeds’ lederpanel i perioden fra den 19. april til den 3. maj 2016. De er gennemført med henblik på at opnå en repræsentativ fordeling på landsdel og branche. Det er fjerde år i træk, at Eniro gennemfører ”SMV-analysen” i Danmark, og første gang den gennemføres i Sverige.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • eniro
  • markedsføring
  • sociale medier
  • smv
  • små og mellemstore virksomheder
  • facebook
  • linkedin

Om Eniro
Eniro er en førende søgevirksomhed for personer og virksomheder i Norden. Med kvalitetssikret indhold og en uovertruffen brugeroplevelse inspirerer Eniro til lokale opdagelser og bidrager til et levende lokalområde. Eniros indhold er tilgængeligt gennem internet- og mobiltjenester, trykte vejvisere samt nummeroplysnings- og sms-tjenester. I Danmark udgiver Eniro bl.a. online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. Eniro-koncernen har ca. 1.900 ansatte i Sverige, Norge, Danmark, Polen og Finland. Virksomheden er noteret på Nasdaq OMX Stockholm [ENRO] og har hovedkontor i Stockholm. Læs mere om Eniro på www.enirogroup.com.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968