Skip to main content

Smartphones og tablets trives bedst i hjemmet

Pressemeddelelse   •   Jul 17, 2013 06:30 CEST

Den mobile æra er over os, og mange taler om, hvordan vi går på nettet i toget, på ferien, i supermarkedet og alle andre tænkelige steder, hvor vi har brug for at søge lokalt.

Men faktisk taster danskerne mest ivrigt på smartphone og tablet, når de er bag hjemmets fire vægge. Det viser en ny undersøgelse, som analysebureauet Cint har foretaget på vegne af Eniro. Undersøgelsen understreger, at der er sket meget, siden dengang man bad resten af familien om at lægge telefonen på, så man kunne koble sig på modemet fra pc’en i arbejdsværelset.

Et opråb til virksomhederne
For hele 65 procent af de danskere, der har en smartphone, er hjemmet det sted, de oftest surfer eller bruger apps. Der er således langt ned til den kollektive trafik (29 pct.), lange rejser (24 pct.), jobbet (13 pct.) og køer (13 pct.) på de sekundære pladser.

”De mobile platforme er udviklet, så vi kan være online alle steder, men danskerne foretrækker i stigende grad at surfe fra de mobile enheder frem for på traditionelle computere, også når de er hjemme. Vi er blevet vænnet til med det samme at kunne finde det, vi søger, om det så er fakta fra Wikipedia eller den nærmeste lokale forhandler af cykellygter eller grillkul. Det er bare mere behageligt at flade ud i sofaen end at sidde i en stiv kontorstol, når man går på nettet,” siger Stefan Kercza, der er administrerende direktør for Eniro Danmark. Han fortsætter:

”Tallene er samtidig et opråb til alle erhvervsdrivende, hvis målgruppe bruger nettet til at søge lokal information eller til at handle – hvilket vil sige stort set alle virksomheder. Hvis man ikke tilpasser sin hjemmeside til mobile platforme og i det hele taget tænker søgbarhed og synlighed på de mobile kanaler ind i sin markedsføring, kan man hurtigt blive efterladt på perronen, mens toget buldrer forbi.”

Fra søgninger til køb
Og noget tyder på, at vi i fremtiden ikke bare søger efter produkter og services via mobilen, men tager skridtet fuldt ud og svinger dankortet. Hver fjerde dansker vil således gerne bruge mobilen som konto- eller kreditkort.

Fakta: Her bruger vi de mobile platforme

·  For 65 pct. af de danske smartphone-ejere er hjemmet det sted, de oftest surfer eller bruger apps fra de mobile enheder.

·  29 pct. er typisk online fra de mobile enheder, mens de er i den kollektive trafik.

·  13 pct. af danskerne surfer eller bruger apps på smartphone eller tablet på jobbet.

·  13 pct. udnytter oftest tiden i køer til at bruge de mobile enheder.

·  To ud af tre danskere med en mobiltelefon har i dag en smartphone, og hver fjerde har adgang til en tablet.

Om undersøgelsen
”Mobiløkonomien 2013” er en undersøgelse lavet af analysebureauet Cint på vegne af Eniro. Data er indhentet i Norge, Sverige og Danmark i december 2012 via internetbaserede spørgeskemaer. 1.000 respondenter fra hvert land har deltaget i undersøgelsen. Kriteriet for udvælgelsen af respondenter har været personer over 18 år, der ejer en mobiltelefon.Flere og flere danskere går da også på nettet via smartphone eller tablet, viser undersøgelsen. 65 pct. af danskerne har i dag en smartphone, hvilket er væsentligt flere end sidste år. En fjerdedel har adgang til en tablet.

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er Nordens største lokale søgevirksomhed. Både forbrugere og virksomheder kan benytte Eniros medier til nemt at finde ud af, hvor de kan købe produkter og services, uanset om de søger via internettet, telefonbøger eller mobiltelefonen. Med hjælp fra Eniro kan annoncører aktivt markedsføre sig over for købeklare kunder, finde nye kunder og øge deres salg.

Eniro har ca. 3.200 ansatte i Norden og Polen. Eniro har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000 og har hovedsæde i Stockholm.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 430 ansatte.

Læs mere på www.enirogroup.com.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar