Pressemeddelelse -

Stort håndboldsite melder sig ind i Krak Media Groups netværk

Annoncekøberne kan nu stille ekstra skarpt på Danmarks håndboldfans via Krak Media Group. HBOLD.dk indgår nemlig nu i Danmarks største netværk for onlineannoncering, som nu når ud til over 60% af de danske internetbrugere. Den nye samarbejdsaftale betyder, at annoncørerne får mulighed for at købe sig ind på HBOLD.dk og sitets nyhedsbrev via både direkte salg og programmatic-salg.

For HBOLD.dk er aftalen med Krak Media Group et tegn på succes. HBOLD.dk er startet som et enkeltmandsprojekt, men med 150.000 månedlige brugere, 40.000 registrerede nyhedsbrevmodtagere og en stærk social profil har sitet nu vokset sig så stort, at der er brug for en partner til annoncesalget.

”Vi valgte Krak, da vi havde brug for en seriøs mediepartner, der kan hjælpe os med at tage det næste skridt og skabe endnu bedre rammer for vores site,” siger Mads Mogensen, ejer af HBOLD.dk.

Hos Krak Media Group er der tilfredshed med at få føjet en spændende og engageret målgruppe til netværket, som dermed kan levere endnu større værdi til annoncekunderne.

”HBOLD.dk er et godt supplement til vores portefølje, som giver os endnu bedre muligheder for at nå danske sportsfans. Siden starten i 2009 har sitet erobret en stærk position blandt danske håndboldfans, og det giver spændende muligheder for annoncører, der gerne vil ramme sports- og særligt håndboldinteresserede danskere,” siger Henriette Hoff, Head of Krak Media Group.

For mere information:
Kristoffer Apollo, kommunikationschef, Eniro, tlf. 27 90 31 02, kristoffer.apollo@eniro.com
Mads Mogensen, ejer og kommerciel direktør, HBOLD.dk, tlf. 81 73 44 20, madsrmogensen@gmail.com

Om Krak Media Group
Krak Media Group er Danmarks største netværk for onlinceannoncering, som tilbyder bannerannoncer og andre former for display-annoncering rettet mod flere end 3 mio. månedlige brugere. Krak Media Group ejes af Eniro Danmark A/S, og netværket består ud over Eniros egne sites af en række partnersites, eksempelvis Rejseplanen, Boligsiden og Alletiders Kogebog. I netværket udbydes annoncering både ved direkte salg til annoncører og som programmatic-salg via automatiserede auktioner.

Emner

  • PR, kommunikation

Kategorier

  • krak media group
  • hbold.dk
  • annoncenetværk
  • programmatic
  • henriette hoff
  • markedsføring

Om Eniro
Eniro er en førende søgevirksomhed for personer og virksomheder i Norden. Med kvalitetssikret indhold og en uovertruffen brugeroplevelse inspirerer Eniro til lokale opdagelser og bidrager til et levende lokalområde. Eniros indhold er tilgængeligt gennem internet- og mobiltjenester, trykte vejvisere samt nummeroplysnings- og sms-tjenester. I Danmark udgiver Eniro bl.a. online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. Eniro-koncernen har ca. 1.700 ansatte i Sverige, Norge, Danmark, Polen og Finland. Virksomheden er noteret på Nasdaq OMX Stockholm [ENRO] og har hovedkontor i Stockholm. Læs mere om Eniro på www.enirogroup.com.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968