Skip to main content

’Esvagt Preserver’ ført ajour

Pressemeddelelse   •   Jan 29, 2016 14:42 CET

'Esvagt Preserver' på vej gennem Kielerkanalen efter velgennemført modernisering. Foto: Uwe Kuphaldt, Kieler Zwo

’Esvagt Preserver’ er det seneste gruppe 3-skib, som har fået en levetidsforlængende opdatering.

Når man er fra 1966 og har været på arbejde i et hårdt miljø siden, så kan man trænge til en overhaling. Det har ’Esvagt Preserver’ nu fået i lighed med flere andre af ESVAGTs gruppe 3-skibe; de ældste skibe i flåden.

’Esvagt Preserver’ er fra 1966 og ombygget til ESVAGTs behov i 1981, men nu kan man næsten flytte dåbsattesten frem til 2015. Gennem 12 uger blev skibet gennemhejlet, og resultatet er blevet rigtig godt:

- Vi har næsten fået alt det, vi har ønsket os gennem flere år, siger skipper Frank Nielsen, som sammen med de to besætninger fra ’Esvagt Preserver’ har været en stor del af ombygningen.

Begge besætninger har både haft indflydelse på, hvad der skulle udføres og ordnes – og selv haft fat i værktøjet og hjulpet til:

- Alt det, vi har kunnet hjælpe med, har vi været en del af. Det betyder meget for os, at vi har fået mulighed for at sige, hvordan vi vil have det – når man gennem flere år har ønsket sig en kontakt placeret et andet sted, et afløb flyttet eller en hylde løftet, så er det skønt endelig at kunne gøre det og få det, som man vil. Det lyder måske ikke af så meget, men det er de små finesser, der gør en kæmpe forskel i hverdagen, siger Frank Nielsen.

Sjælen intakt

Ombygningen af ’Esvagt Preserver’ omfatter det indre, det ydre og maskinen.

Mest tydelig er tilføjelsen af en ny fremdriftsazimut, som gør det muligt at bevæge sig rundt på stand by uden at hovedmotoren er startet. Det reducerer emissioner, sparer på brændstoffet og øger komforten betragteligt.

Skibet har også fået nyt brandslukningsanlæg, hvor det tidligere CO2-systemet er udskiftet med et inergen-anlæg, som ikke er farlig for mennesker ved udløsning, og styrhuset er blevet udbygget med mere plads. Hele apteringen på hoveddækket og i styrehuset er blevet pillet ned og bygget op på ny; der er trukket ny el, sat nye lofter op, ny dørk og nye skotter, nye toiletter og bad, nye møbler samt udskiftet en del instrumenter på broen.

- Besætningen har selv bygget nyt repos uden for receptionen. De har trukket rør fra apteringen til bådsengen, så vi ikke skal have en slange liggende på dækket mere, vi har ombygget stores-rummet, renoveret vores "havelåger", monteret vinduesvask rundt om styrehuset – og så har vi banket 25 års gammel maling af; flere tusinde liter vil jeg gætte på, siger Frank Nielsen.

Samlet set er skibet så tæt på nyt, som det kan blive. Men med en væsentlig detalje uforandret:

- Sjælen er bevaret: Vi er her jo stadig, siger Frank Nielsen.

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), der har plads til op til 40 teknikere og har reservedelslagre og værksteder ombord. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har mere end 900 medarbejdere on- og offshore.