Gå til indhold
HSEQ vil styrke motivationen til at arbejde rigtigt

Pressemeddelelse -

HSEQ vil styrke motivationen til at arbejde rigtigt

Godt kollegaskab og stærk arbejdskultur skal støttes - dårligt sømandskab skal have konsekvenser.

- Vi har rigtig mange folk, der gør et super godt stykke arbejde hver eneste dag. Hvor kvalitet, kompetence, sikkerhed og kammeratskab går op i en højere enhed i godt sømandskab; helt i tråd med ESVAGT-ånden. Min ambition er, at vi skal gøre ESVAGT mere attraktivt for de af vores folk, der vil arbejde på den måde – og vi vil gøre det vanskeligere for dem, der ikke vil være med på de betingelser.

Jesper Dahl Frederiksen, HSEQ manager i ESVAGT, har en klar mission med HSEQ-programmet for 2013.

Indsatsen skal stadig sikre en høj kvalitet i arbejdet og sikkerhed for både den enkelte og omgivelserne, men fokus skal skifte. I stedet for at fokusere på at få de kolleger, som ikke lever op til kravene, skal der fokuseres på de gode eksempler.

- Vi har gjort meget for at få de sidste med, men jeg tror, indsatsen har godt af at skifte fokus. Der er mange, der gør det godt, og vi skal vise dem, at vi påskønner deres måde at arbejde på ved at hæve barren. Når det gode arbejde bliver norm, så vil de kolleger, som ikke vil levere, også få sværere ved at være med, siger Jesper Dahl Frederiksen.

Hyld de gode

Han understreger, at der hverken skal indledes klapjagt eller prikkerunder. Tværtimod, faktisk – det er det gode eksempel, der skal nyde fremme, i håbet om, at flere vil følge det.

- Da vi for år tilbage satte et mål om at få flere indrapporteringer om hændelser for at øge årvågenheden, skete det ud fra en no blame-kultur. Det vigtige var, at få folk til at notere, når noget var uhensigtsmæssigt eller uheldigt - ikke at pege fingre ad den enkelte. Det gav mange indrapporteringer, og vi har bestemt hævet niveauet, siger Jesper Dahl Frederiksen:

- Men no blame har også sin begrænsning. Når no blame bliver tolket som frit lejde, så ryger effekten. Hvis man under dække af no blame kan begå den samme fejl igen og igen uden at ændre adfærd, eller man kan sidde procedurer og reglementer overhørigt uden konsekvens, så udvander det vores sikkerhedskultur. Og det dur ikke, siger Jesper Dahl Frederiksen.

Derfor skiftes nu fra no blame til just culture. Just culture kan enkelt beskrives som ’no blame 2.0’ eller no blame for viderekomne – for just culture tager tråden op, hvor no blame slap.

- Just culture stiller større forventninger til folk. Vi mener godt, vi i dag kan forvente en vis standard af vores kolleger. Vi kan godt forvente, at de ved, hvad vi som virksomhed har af værdier. Det er der rigtig mange, der honorerer i dag, og det skal vi støtte op om - det synes jeg faktisk, vi skylder dem. Det gør vi blandt andet ved at understrege, at vi ikke vil acceptere, hvis kolleger gentagne gange tilsidesætter regler og procedurer, siger Jesper Dahl Frederiksen.

Fejl er stadig ok

En vigtig pointe er, at just culture ikke gør fejl forbudt.

- Ærlige fejl er der ikke noget i vejen med. Vi kan alle begå dem. Men når det er manglende vilje til at følge procedurerne eller grov uagtsomhed, som ligger til grund for fejlen, så skal det have konsekvenser. Og der har vi ikke været skarpe nok hidtil, siger Jesper Dahl Frederiksen.

Just culture er en åben rapporteringskultur som no blame, men én, hvor der ikke er accept af al adfærd.

- Vores indrapporteringer i dag går ofte på gentagelser af fejl, vi burde kunne undgå. Og ansvaret er ledelsens; her i land og på det enkelte skib. Hvis vi ikke handler på de indrapporteringer, så signalerer vi accept af en uacceptabel adfærd. Vi har brug for at støtte op om den gode adfærd ved at vise, at der er en bagkant; at der er en konsekvens, siger Jesper Dahl Frederiksen.

Det var i øvrigt den respons, HSEQ fik, da man sendte just culture-ideen op som prøveballon i organisationen:

- Meldingen retur var, at folk gerne vil have konsekvens. De vil gerne støttes i at gøre det rigtige, og de vil gerne af med de kolleger, som ikke vil være med. Vi tror på, det kan styrke ESVAGT-ånden og bidrage til at føre kulturen i en ny retning, siger Jesper Dahl Frederiksen. 

Emner

Kategorier


ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), der har plads til op til 40 teknikere og har reservedelslagre og værksteder ombord. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har mere end 900 medarbejdere on- og offshore. 

Kontakt

Heidi Boddum

Heidi Boddum

Pressekontakt Marketing & Communications Coordinator +45 78 730 772

Relateret materiale

Safety & Support at Sea

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs og servicerer både offshore vindindustrien samt offshore olie & gas.
Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore vind samt offshore olie & gas, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.
Vi servicerer havvindmølleparker med en flåde af dedikerede Service Operations Vessels (SOV), et koncept som ESVAGT var de første til at introducere i 2010. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.
ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har cirka 900 medarbejdere on- og offshore.

ESVAGT A/S
Dokvej 4
6700 Esbjerg
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum