Skip to main content

Safe Transfer Boats under udvikling

Pressemeddelelse   •   Sep 20, 2014 12:06 CEST

Satsningen på vindmarkedet betyder udviklingen af nye transferbåde målrettet overførsel til vindmøller offshore.

Betegnelserne er STB 7 B og STB 12 A, og det står for Safe Transfer Boat på henholdsvis syv og tolv meter. B betyder 2. generation, A betyder 1. generation. Transferbådene skal bruges i forbindelse med de to nybygninger HST 118 og HST 119, der er indrettet med hotel og værkstedsfaciliteter til servicering af vindmølleparker.

- Der er en vis interesse om vores aktiviteter på offshore vindmarkedet, så vi nøjes med at sige, at vi udvikler nye både til vores nye vindmølleskibe, siger Bjarne Mikkelsen, Senior Service Manager for ESVAGTs Special Services, som blandt andet står for udvikling.

Selv om Bjarne Mikkelsen ikke vil blive ret konkret med teknikken og specifikationerne omkring bådene, så vil han gerne afsløre, at formålet er at give vindmølleteknikerne en optimal overførsel.

- Vi udstyrer moderskibene med Ampelmann, som er et gyroskopisk gangvejssystem, de kan bruge til at gå over på møllerne. Men vi er sikre på, at bådtransfers vil blive foretrukket i langt de fleste tilfælde. Når vejret er til det, er transfer med båd langt hurtigere end transfer via Ampelmann. Derfor udvikler vi en båd, der er specielt egnet til det, siger Bjarne Mikkelsen.

Sikkerhed er vigtigst

Den nye Safe Transfer Boat får blandt andet en stævn, der kan modificeres til den vindmøllepark, man arbejder i, og så vil den blive stærk på manøvredygtighed.

- Vores Fast Rescue Boats har til formål at kunne gå gennem al slags vejr og sø for at redde folk op af vandet. Det er nogle andre kvaliteter, vi har brug for her. Vi skal kunne anløbe møllerne sikkert og præcist, og det udvikles bådene efter, siger Bjarne Mikkelsen.

Fakta

STB 7 B har været prøvesejlet siden starten af august, og STB 12 A prøvesejles i starten af oktober. Der udvikles også et særligt træningsprogram, så besætningen er helt klar til at betjene de nye bådtyper.

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), der har plads til op til 40 teknikere og har reservedelslagre og værksteder ombord. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har mere end 900 medarbejdere on- og offshore.