Nyhed -

En aktiv rejse under de varmere himmelstrøg i vintermånederne er et hit hos danskerne

Flere og flere danskere vælger at rejse til varmere destinationer i de lange og kolde vintermåneder. Mange sætter kursen mod bl.a. Thailand, hvor det er populært at dykke, eller Sharm el-Sheikh, som er et populært sted for vandsport generelt. Europæiske ERV deler her nogle gode råd om hvad du skal tænke over, når du tager på en aktiv vinterferie i de varme lande.

Dykning som ferieaktivitet

Nogle danskere vælger impulsivt at tage et dykkerkursus på feriedestinationen, hvor andre planlægger deres rejse med fokus på dykning i vrag, ved kyster eller særlige rev.  Det er blevet almindeligt, at dykning er en interesse, som man dyrker på sin ferie. Derfor dykker nogle kun relativt få gange om året og har dermed beskeden rutine. Det er vigtigt, at man overholder dykkertabellerne, og at man generelt har et godt helbred. Brud på dykkertabeller eller panikopstigning kan forårsage dykkersyge eller trykfaldssyge, som opstår, når man efter at have været under tryk i længere tid kommer tilbage til normalt tryk, og denne trykændring foregår for hurtigt.

Gode råd til dykkerferien:

- Brug kun godkendte dykkercentre og kontrollér om udstyret er i orden. Spørg eventuelt andre dykkere på rejsemålet om deres erfaringer.

- Tjek at reglerne for trykprøvning af luftflasker er overholdt (se datostemplet på flasken).

- Dyk aldrig alene.

- Planlæg dine dyk og start med det dybeste.

- Før du dykker, tjekker du din makkers udstyr og han/hun tjekker dit udstyr.

- Dyk aldrig dybere end du er certificeret til.

- Stig stille og roligt op til overfladen efter alle dyk, højst 9 meter i minuttet, og hold sikkerhedsstop, hvor det er påkrævet.

- Hold en god pause før næste dyk og tjek computeren/tabellen, så du ikke overskrider dine grænser ved næste dyk.

- Husk at du tidligst må flyve 24 timer efter det sidste dyk. Vent gerne længere, hvis du har dykket flere gange om dagen i ugens løb.

Surfing som ferieaktivitet

Flere og flere bruger havet til sport og leg. Det er en positiv udvikling, der dog understreger behovet for at fokusere på sikkerheden, så risikoen for ulykker mindskes. Man kan surfe ved hjælp af vind (kitesurfing og windsurfing) eller ved hjælp af bølger (bølgesurfing, bodyboarding og bodysurfing). Ofte udføres surfaktiviteter i vandforhold, der kan opleves som voldsomme, fx meget kraftig vind, store bølger og lave vandtemperaturer. Det stiller store krav til sikkerheden.

Gode råd til surferferien:

- Start med et kursus eller kyndig instruktion.

- Kontrollér og vedligehold dit udstyr.

- Surf aldring alene.

- Brug passende sikkerhedsudstyr egnet til aktiviteten (rednings- eller svømmevest, hjelm m.m.).

- Brug passende termisk beskyttelse tilpasset forholdene.

- Kend de lokale vandforhold.

- Undersøg vejrforholdene.

- Fortæl hvor du tager hen, og hvornår du regner med at komme hjem.

- Bliv som udgangspunkt altid ved dit bræt.

Særligt omkring vandscootere

Endvidere er det på rejsemål tit muligt at leje diverse vandfartøjer, f.eks. vandscootere og jetski, hvis motorkraft er betydelig større end dækningsgrænsen på 5HK, hvorfor der ikke vil være dækning på ansvarsforsikringen for et evt. erstatningsansvar, hvis uheldet er ude. Tjek derfor altid, at udlejer har en ansvarsforsikring.


Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kontakt

Bjørn Cronquist

Pressekontakt Nordisk chef for salg og marketing Salg og marketing +45 30305467