Nyhed -

Flere gode råd til sommerferien

I sidste uge delte Europæiske ERV nogle gode råd, der omhandlede, hvad du skal tænke på, før du rejser. Dette er anden del og fokuserer på, hvad du skal tænke på under rejsen.

 

Under transporten

Al transport påvirker kroppen. Hvis du rejser med fly, tog, bus eller bil, hvor pladsen er trang, gælder det om at holde blodcirkulationen i gang. Dette gør du bedst ved at:

- Bære løstsiddende tøj, løsne bælte, skjortekrave, sko osv.

- Undgå at lægge benene over kors, så du har fri blodcirkulation.

- Gå en tur op og ned ad mellemgangen for at holde kroppen i gang.

- Drikke meget væske, helst vand og sodavand, og ikke alkohol, som er vanddrivende.

- Ryge mindst muligt.

- Sørge for at få sovet, så du er udhvilet, når du kommer frem.

- Bevæge arme og ben af og til, mens du sidder i sædet.

 

Undgå feriesygdomme

Du kan blive syg af mange ting. Husk derfor at:

- Drikke rigeligt vand – 1,5-3 liter om dagen afhængigt af varmen og dit aktivitetsniveau. Køb plomberet flaskevand eller kog vandet, før du drikker det.

- Varm mad bør være gennemstegt/kogt og frisklavet.

- Pas på fisk og skaldyr.

- Grøntsager og frugt skal være friske, skrællede og skyllede i kogt eller desinficeret vand.

- Brug solcreme med høj faktor.

- Undgå for lang tids solbadning midt på dagen kl. 12-16, hvor solen er stærkest.

- Brug solbriller med UV-filter og solhat, kasket eller lignende.

- Pas på med at bade i swimmingpools, der ikke bliver rengjort hver dag.

 

Pas på bagagen

Du kan mindske risikoen for at din bagage bliver stjålet eller ødelagt ved at gøre følgende:

- Pas på ved ankomst og afgange fra lufthavne, hoteller, busser og lignende steder, hvor der er mange mennesker.

- Sørg for at kufferter er forsvarligt lukkede, og at remme er spændt fast.

- Vær opmærksom – en selvsikker udstråling skræmmer ofte tyve væk.

- Gå efter et fast mål – stop f.eks. ikke op i de mindre pæne områder i storbyer.

- Bær ikke dine værdigenstande på synlige steder. Smykker, pas og penge bør gemmes væk – benyt hotellets sikkerhedsboks.

- Lås døren til dit hotelværelse – også når du er på værelset.

- Fordel dine penge. Et mavebælte til store beløb er det sikreste og medbring kun en pung til småbeløb.

- Bær en skuldertaske med remmen på tværs, så tasken ikke let kan hives af.

- Vær opmærksom på personer, som passer dig op på gaden for at sælge souvenirs eller lignende.

- Hvis du rejser i bil, så vær opmærksom på vejpirater og undgå at overnatte på raste- og parkeringspladser.


Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kontakt

Bjørn Cronquist

Pressekontakt Nordisk chef for salg og marketing Salg og marketing +45 30305467