Pressemeddelelse -

Europæiske ERV opsiger erhvervsforsikringer pga. øgede compliance krav

Som de første i forsikringsbranchen bevæger Europæiske ERV sig nu ud af gråzonen i forhold til compliance på forsikringer ved udstationering. Forsikring ved forretningsrejser rammes også, men dog i langt mindre grad.

Det betyder, at 10-15 % af de udstationerede får opsagt deres forsikring, mens enkelte policer for forretningsrejse påvirkes.

Opsigelserne rammer i ca. 30 af de mere end 90 lande, hvor Europæiske ERV hidtil har ageret – og det sker, fordi Europæiske ERV forbereder sig på de stigende krav til compliance.

I visse lande bevæger internationale erhvervsforsikringer for især udstationerede medarbejdere sig i en gråzone mellem internationale regler/aftaler og lokal lovgivning. Dette kan i værste fald betyde bøde eller fængselsstraf til virksomheden, forsikringsmægleren eller forsikringsselskabet.

Indtil nu hører sådanne sager dog til blandt de yderst sjældne, og det er kun forsikringsselskabet eller den forsikrede virksomhed, som er blevet stillet til regnskab. De rejseforsikringer, som Europæiske ERV nu opsiger, har da heller ikke indtil videre givet problemer.

Der er altså tale om en forventet fremtidig risiko, som Europæiske ERV ikke ønsker at påføre sine kunder, sine samarbejdspartnere eller sig selv:

”Det her er en udfordring for alle aktører i branchen, ikke kun for Europæiske ERV. Men vi ønsker med vores nye tiltag at gå forrest og gøre noget aktivt ved det,” siger Dan Landt, som er salgsdirektør i Europæiske ERV i Danmark. Han forklarer:

”Vi vil gerne udvise rettidig omhu sådan, at Europæiske ERV også i fremtiden er det bedste og sikreste valg, når det gælder forsikring af virksomhedernes udstationerede og rejsende medarbejdere. Derfor tager vi konsekvensen og forbereder os på de stigende krav om compliance, som vi forventer. Ikke mindst i forlængelse af finanskrisen med efterfølgende opstramning af både regler og tilsyn – og øget udveksling af viden mellem myndighederne internationalt.”

ERV-koncernen gennemfører lige nu, på eget initiativ, en international gennemgang af grundlaget for at tilbyde erhvervsforsikringer verden over. Konsekvensen af denne gennemgang bliver, at man kommer til at opsige aftaler om forsikring i de lande, hvor der kan være den mindste tvivl om, at Europæiske ERV selv eller via samarbejdspartnere har det nødvendige grundlag for at tilbyde forsikringsdækning.

I dag lever Europæiske ERV allerede op til kravene i mere end 60 lande verden over, men forsikringsselskabet har erkendt, at det ikke er muligt at være compliant i samtlige verdens 193 lande:

”Så snart vi kommer uden for EU, er det en jungle at finde rundt i internationale aftaler og den lokale lovgivning. Der kan være lovgivningsmæssige faldgruber, som i værste fald kan få meget store og dyre konsekvenser for både virksomheden og forsikringsselskabet. Den risiko vil vi simpelthen ikke løbe på hverken egne eller vores kunders vegne,” siger Dan Landt.

”I de tilfælde, hvor vi kommer til at opsige en forsikring, vil vi så vidt det er muligt hjælpe med at finde et alternativ, hvilket vi har gode muligheder for gennem vores internationale netværk,” siger Dan Landt og tilføjer, at ERV-koncernen samtidig arbejder på at sikre compliance i endnu flere lande. Det kan dog være en tidskrævende proces. Derfor er det usikkert, hvornår og hvor mange nye lande Europæiske ERV kan føje til listen over lande, hvor erhvervsforsikringer fremover kan tilbydes.

”Eksisterende policer hos Europæiske ERV fortsætter uændret indtil den enkelte police skal fornyes. De kunder der berøres af vores nye compliance guidelines, vil blive kontaktet i god tid inden næste fornyelse, og behøver derfor ikke foretage sig noget," siger Dan Landt

Mere info: Salgsdirektør Dan Landt, Europæiske ERV Danmark, på tlf. 33 27 85 25 eller e-mail dlt@er.dk

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • compliance
  • erhvervsrejseforsikring
  • udstationeringsforsikring
  • udstationering

Om Europæiske ERV

Europæiske ERV er Danmarks største og ældste rejseforsikringsselskab, og indgår i ERV Group

Vi har over 90 års erfaring med at skabe tryghed og sikkerhed på rejsen. Størstedelen af alle danske turister og rejsende tegner deres rejseforsikringer hos os. Denne tillid har vi opnået ved at garantere personlig og hurtig hjælp fra eksperter, hvis uheldet skulle være ude - uanset hvor i verden du befinder dig.

Om ERV Group

ERV Group har over 40 millioner kunder med rejseforsikring, og har selskaber og salgskontorer i en række lande verden over – bl.a. Tyskland, Danmark, Sverige, Rusland, Kina og Italien


Kontakt

Bjørn Cronquist

Pressekontakt Nordisk chef for salg og marketing Salg og marketing +45 30305467