Skip to main content

Intelligent belysning sikrer Plantorama stor energibesparelse

Nyhed   •   Jan 18, 2017 08:21 CET

EWII Teknik udskifter belysningen i seks af Plantoramas butikker med energivenlige LED-armaturer, som sikrer besparelser på op til 82 procent.

I løbet af i år vil kunder i de fleste Plantorama-butikker kunne opleve planter, guldfisk og haveredskaber i et helt nyt lys. EWII Teknik sætter nemlig nye LED-armaturer op i kædens butikker i Aalborg, Vejle, Randers, Viborg, Sønderborg og Odense.

Når det hele står færdigt i slutningen af 2017, opnår Plantorama energibesparelser på næsten 700.000 kWh om året – svarende til mere end 150 familiers årlige elforbrug.

Belysningen er allerede blevet udskiftet i Plantoramas butik i Aalborg, hvor det udover de store besparelser også har kastet et klarere og mere attraktivt lys af sig.

”Den nye belysning giver en god økonomisk fordel på grund af de store energibesparelser og langt lavere driftsomkostninger. Derudover har lyset også en helt anden kvalitet. Tidligere var det mere gulligt, hvor det nu nærmere minder om dagslys. Det giver vores varer et helt andet kvalitetsmæssigt look,” siger Torben Castenskiold, økonomidirektør i Plantorama.

Lysstyring skaber besparelser
Den traditionelle belysning bliver skiftet ud med LED-armaturer, som er koblet til et intelligent bygningskontrolsystem –kaldet KNX. Sammen med de energirigtige LED-lys er den løsning med til at sikre energibesparelser på 70 til 82 procent i hver butik.

”Vi har installeret armaturer, som muliggør lysstyring, fordi Plantoramas butikker har glastag med et stort lysindfald. Den intelligente styring dæmper eller øger belysningen helt automatisk i forhold til dagslyset, så det er muligt at opnå store energibesparelser uden at gå på kompromis med det aftalte lux-niveau i centrene,” forklarer Phillip Sørensen, der har koordineret projektet og er teknisk sælger i EWII Teknik.

Fra hovedsædet i Kolding kan EWII Teknik omprogrammere lysstyringen og samtidig styre, hvilke armaturer der skal være tændt hvornår. Det sparer ikke blot en masse timer på landevejen. Det gør det også muligt for Plantorama at udnytte belysningen til særlige events.

”I forbindelse med vores juleudstilling er der for eksempel dele af butikken, hvor vi slet ikke vil have lyset tændt. I stedet udstiller vi juletræskæder, små huse eller noget helt tredje, som selv afgiver lys. I de tilfælde kan EWII Teknik hurtigt og nemt programmere belysningen, så det passer til vores behov,” siger Torben Castenskiold.

Gnidningsfri udskiftning
I Plantoramas butik i Aalborg, som var den første til at få den nye LED-belysning, dækker butiksarealet mere end 4000 m2, og der var knap 300 armaturer, som skulle udskiftes. Nedtagningen af de ældre armaturer og opsætningen af den nye LED-belysning foregik om dagen, hvor der også var kunder til stede i butikken.

”Det er jo meget vigtigt for os, at udskiftningen foregår så gnidningsfrit som muligt i forhold til den daglige drift. I den forbindelse har montørerne været gode til at være ’usynlige’ og ordne tingene uden at forstyrre vores personale eller kunder mere end højst nødvendigt,” siger Torben Castenskiold, økonomidirektør i Plantorama.