Skip to main content

EWII Koncernen køber 1000 gavekort fra små erhvervsdrivende

Pressemeddelelse   •   Mar 17, 2020 14:14 CET

EWII Koncernen køber gavekort for en halv millioner kroner hos små lokale erhvervsdrivende. "Sammen er vi stærkest," lyder det fra koncernens direktør, Lars Bonderup Bjørn. Foto: EWII

EWII Koncernen har i dag besluttet at omdirigere hovedparten af koncernens støttepuljer til støtte til Trekantområdets lokale erhvervsdrivende. Det sker for at hjælpe mindre virksomheder igennem den nuværende, usikre situation med corona-virus og nedlukning af store dele af det danske samfund.

Konkret bliver støtten givet ved at koncernen køber 1000 gavekort på hver 500 kroner fra små erhvervsdrivende, der er ramt økonomisk af corona-situationen. Gavekortene bliver derefter udloddet løbende i konkurrencer og kampagner, hvor alle er velkomne til at deltage.

”Det er en ekstra-ordinær situation, og vi er fantastisk inspirererede af at se så mange omkring os hjælpe hinanden igennem en svær tid. Vi kan bidrage på denne måde ved at købe gavekortene nu, så de små erhvervsdrivende får lidt indtjening her og nu,” siger EWII Koncernens administrerende direktør, Lars Bonderup Bjørn.

Gavekortene køber koncernen hos små erhvervsdrivende i hele Trekantområdet – eksempelvis frisører, klinikker, cafeer, selvstændige, mindre firmaer. Og her er direktøren klar over, at de økonomiske konsekvenser af nedlukningen på grund af corona-virussen, kan nå at vise sig, før koncernen når at afhænde alle de mange gavekort.

”Vi arbejder på højtryk for at få logistikken på plads, men vi er opmærksom på, at der kan være en risiko for, at vi køber gavekort hos en virksomhed, der i mellemtiden lukker. Her må vi være ærlige og sige, at så er de penge tabt. Det er en risiko, vi løber,” siger direktøren.

For ham handler det om det større billede:

”Trekantområdet har et varieret og ressourcestærkt erhvervsliv, med både små og store aktører. Det er enormt værdifuldt. Vi ved, vi skal igennem en hård tid nu, og derfor gælder det om at løfte sammen og komme så godt som overhovedet muligt ud på den anden side i fællesskab,” siger han. 

Samtidig opfordrer EWII Koncernen kunderne til at købe et gavekort til en lokalvirksomhed, der, hvor kunden bor. De første 1000 privatkunder, der køber et gavekort, vil EWII til gengæld give seks måneders gratis strøm (omkostninger til netskabet skal kunden dog selv betale.) Det gælder både eksisterende og nye kunder i hele landet. Koncernens administrerende direktør, Lars Bonderup Bjørn, håber, at de nye kunder vil bruge besparelsen til fordel for lokale erhvervsdrivende, der er hårdt ramt.

”Det er, når vi står sammen, vi kan løfte mest,” siger han.

Det er allerede nu muligt at deltage i konkurrence om et gavekort på www.facebook.com/EWIIKoncern.

Alle tips om erhvervsdrivende, der kan bruge en økonomisk hånd modtages ligeledes gerne.

For yderligere information kontakt venligst:

Administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn, på 23 23 71 18

EWII Koncernen er med afsæt i Trekantområdet leverandør af el, vand, varme og fiber. Vi sikrer livets selvfølgeligheder med høj forsyningssikkerhed, og vi vægter, at det skal være nemt at være kunde hos os.

Vi sælger el og energirådgivning til kunder over hele landet. Varme, vand og fiber sælger vi i Trekantområdet.

Vi er med til at forme fremtiden for energibranchen, og spiller en vigtig rolle i udviklingen af fremtidens intelligente løsninger og fleksible energisystemer for at sikre en optimal udnyttelse af de grønne teknologier. Vi bygger fremtidens fibersamfund og udvikler løsninger til fremme heraf. Vi investerer ansvarligt og fremsynet i udviklingen af vores fælles samfund.

EWII er en af Trekantområdets største private arbejdspladser med mere end 450 medarbejdere.