Pressemeddelelse -

Frem med de gode idéer!

TREFOR efterlyser igen de gode idéer. Nu er det nemlig atter tid for ansøgninger til TREFORs Værdipulje. For tredje år i træk uddeler TREFOR koncernen op til fem millioner kr. til de gode idéer og iværksætteri, der skaber værdi i Trekantområdet. Om idéen er stor eller lille er ikke afgørende, blot den er med til at gøre Trekantområdet endnu mere attraktiv.

Ligesom i de foregående år opfordres både virksomheder, foreninger, organisationer, selskaber, uddannelsesinstitutioner og private til at sende en ansøgning, hvis man har den gode idé, men mangler det sidste for at realisere den.

TREFORs Værdipulje støtter projekter inden for udvikling, uddannelse, forskning, grøn erhvervsvækst, sundhed, kultur og iværksætteri primært i Trekantområdet eller Region Syddanmark.

En af de ansøgere, der sidste år fik bevilget penge fra TREFORs Værdipulje, er virksomheden Robotool i Vejen, der i forbindelse med udvikling af en automatisk biobank til blod- og vævsprøver søgte midler til at udvikle og teste et IT-modul, som er en central funktion i det samlede projekt. Udviklingen er sket i samarbejde med klinisk-biokemisk afdeling på Vejle Sygehus under ledelse af professor Ivan Brandslund, der undervejs i projektet er blevet udnævnt til national biobank for diabetespatienter.

”Bevillingen fra TREFOR har været overordentlig betydningsfuld. Midlerne fra værdipuljen har betydet, at den IT-platform, der skal anvendes til at samle hele databasen, er blevet verificeret. Vi har udviklet de første moduler. Grundet de massive mængder data, der omfatter flere millioner prøver, er det et stort og langvarigt projekt, der forventes at få stor international opmærksomhed med Vejle Sygehus som krumtap,” siger Leif Thomsen, direktør i Robotool.

Et andet projekt, der sidste år nød godt af midler fra værdipuljen, er Oplevelsesbroen i Madsbyparken, der skal formidle en anderledes kulturoplevelse med integrerede oplevelsesplatforme. Broen bliver indviet i november måned.

”At vi fik penge fra TREFORs Værdipulje betød, at vi kunne realisere vores drøm om at bygge den nye bro. Midlerne var en nødvendighed, ellers var den ikke blevet lavet i år,” siger Poul Bang Nielsen, der er daglig leder i Madsbyparken.

Midlerne til TREFORs Værdipulje kommer fra koncernens kommercielle aktiviteter, der for en stor dels vedkommende har forretningsmæssige aktiviteter spredt ud det meste af landet.

”Vi har mange virksomheder med kommercielle og konkurrenceudsatte aktiviteter, der hver eneste dag henter værdi hjem til vores lokalområde, og med TREFORs Værdipulje ønsker vi at fremme og belønne initiativer og aktiviteter, der giver værdiskabelse i Trekantområdet og Region Syddanmark. Jeg håber, at vi igen i år kan understøtte en række gode, nyskabende og innovative projekter til gavn for vækst og jobskabelse i lokalområdet,” siger Knud Steen Larsen, adm. direktør for TREFOR koncernen.

Ansøgningsperioden til dette års værdipulje åbner den 19. oktober, og der kan ansøges frem til den 30. november på www.værdipulje.dk, hvor du kan læse mere om betingelser og ansøgningsprocessen, samt se en præsentationsvideo af nogle de projekter, der blev udvalgt sidste år.

TREFORs Advisory Board gennemgår ansøgningerne og udvælger de projekter, der modtager støtte. Advisory Board består af eksterne medlemmer, bestyrelsesmedlemmer samt TREFORs direktion. De udvalgte projekter offentliggøres ved en event hos TREFOR i begyndelsen af 2016.

Sidste år modtog TREFORs Værdipulje 165 ansøgninger og endte med at støtte 28 projekter.

Emner

  • Miljø, energi

TREFOR leverer el til 133.000 husstande, frisk drikkevand til 46.000 husstande og fjernvarme til 26.000 husstande i Trekantområdet. Derudover er TREFOR en af Trekantområdets største arbejdspladser og ønsker derfor at være en naturlig del af nyhedsstoffet lokalt, regionalt og landsdækkende.

Det betyder, at TREFOR gerne går i dialog med pressen enten proaktivt eller på opfordring fra medierne. Vi tilstræber at have et godt forhold til pressen og deltager gerne med udtalelser eller baggrundsinformation.

Vi har derfor udarbejdet en pressepolitik, som du kan læse uddrag fra i menuen til venstre, hvor vi også har samlet anden information af relevans for pressen.

Kontakt

Anya Wang Palm

Pressekontakt PR- og Pressechef 51152555