Pressemeddelelse -

Rejsegilde på den nye Fredstedbeholder

TREFOR Vand holder 3. juni 2016 rejsegilde på den nye Fredstedbeholder, der erstatter den gamle betonbeholderanlæg.

Den nye Fredstedbeholder, der får en kapacitet på 2.000 m3, udføres som en isoleret stålkonstruktion med en fremtoning svarende til andre bygninger i det landbrugsområde, beholderen opføres i.

Det nye anlæg med stålbeholdere er fuldt inspicerbare med fokus på hygiejne og arbejdsmiljø, og stålløsningen betyder mindre vedligehold, ligesom tanken kan inspiceres udefra. Det er første gang, at TREFOR Vand tager ståltankanlæg i anvendelse, men andre af landets største vandforsyningsselskaber har allerede erfaringer på området.

Fredsted er det højest beliggende punkt på ledningsstrækningen mellem Tørskind Vandværk og forsyningsområderne i Fredericia og Middelfart og ved at placere det nye beholderanlæg her, sikres ledningsanlægget mod vakuum i forbindelse med et pumpestop. Vandet løber ved gravitation (egen vægt) til kunderne i Fredericia og Middelfart og pumpes til kunderne i Vejle. Beholderanlægget fungerer dermed både som buffer og som et vandtårn.

Den nye Fredstedbeholder er sidste store arbejde i TREFOR Vands langtidshandlingsplan for sektionering på de største produktionsanlæg. Formålet med langtidshandlingsplanen har blandt andet været at kunne have ”n-1 drift”, hvilket betyder, at selvom et af TREFOR Vands 16 produktionslinjer er ude af drift, må kunderne ikke mærke noget.

”Dette projekt er en del af det strategiske sikkerhedsniveau for levering af kvalitetsvand til vores kunder i Fredericia, Middelfart og Vejle, og hvor Kolding efterfølgende vil blive forbundet,” siger Knud Steen Larsen, adm. direktør i TREFOR.

Projektet giver TREFOR Vands kunder en endnu større forsyningssikkerhed, og sikrer at TREFOR Vand fortsat lever op til hygiejnekravene i TREFOR Vands ISO-certificering, ISO 22000, hvilket i særlig grad kommer de store levnedsmiddelkunder i Trekantområdet til gode.

Faktaboks:

En alm. husstand (to voksne + to børn) bruger 120 m3 vand om året.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • trefor
  • vand
  • bæredygtighed
  • infrastruktur
  • vandforsyning
  • drikkevand

TREFOR er en national energikoncern med internationale aktiviteter. Virksomheden tager aktivt del i udviklingen af fremtidens klimavenlige energiteknologier - herunder vindproduktion, elkøretøjer og brændselsceller – og velfærdsteknologiske løsninger.

TREFOR sælger energi og tilbyder energirådgivning, køleteknik og intelligent styring i bygninger. Derudover leverer TREFOR el, fjernvarme, fiberbredbånd og drikkevand.

TREFOR er en af Trekantområdets største private arbejdspladser med mere end 650 medarbejdere og omsætter for ca. 2,5 mia. kr. om året.

Kontakt

Anya Wang Palm

Pressekontakt PR- og Pressechef 51152555