Skip to main content

DHF og Falck i VM-samarbejde

Nyhed   •   Dec 02, 2015 13:45 CET

Falck står for assistancen under kampene ved VM i kvindehåndbold.

Dansk Håndbold Forbund og Falck har indgået et samarbejde omkring VM i kvindehåndbold. Her vil Falck bistå med sit beredskab under VM-kampene, ligesom de har gjort ved mange tidligere landskamparrangementer og ved herrernes EM i 2014. De typiske opgaver for Falck er håndboldspilleres akutte skader på banen eller akut opståede sygdomstilfælde blandt tilskuere.


Ud over beredskabet indebærer samarbejdsaftalen, at Falck er til stede i Fanzonen i Herning, hvor der blandt andet bliver mulighed for at lære førstehjælp med Falcks reddere og deltage i konkurrencer for både store og små. I Fanzonen er der desuden mulighed for at opleve Falcks store LEGO Ambulance, der består af 255.750 LEGO-klodser, samt at gå på opdagelse i en ægte ambulance.


”Hos Falck er vi stolte af at kunne levere et trygt beredskab til VM i kvindehåndbold, og vi glæder os til at bidrage med vores erfaring fra lignende store sportsbegivenheder i Danmark. Ofte møder vi danskerne, når nøden er størst, og derfor nyder vi altid at give et indblik i vores arbejde under glade omstændigheder som disse, samtidigt med vi er klar til at rykke ud, hvis dette behov måtte opstå,” siger redningsdirektør i Falck Lars Vester Pedersen.

I DHF udtrykker arrangementschef og sikkerhedsansvarlige Hans-Jørgen Lythje også stor tilfredshed med samarbejdet.
”Det tætte samarbejde med Falck er ikke alene meget vigtigt for os som arrangører, hvis der skulle opstå et behov for deres assistance under slutrunden. Det er også en overordentligt god tryghed at have i det overordnede perspektiv - selv om vi selvfølgelig håber på, at Falcks beredskab ikke får travlt.”