Pressemeddelelse -

Magiske Madeira er unik lokalkultur med udsyn til verden

… Men det er også rige madtraditioner, ekstremsport, storslået botanik og vilde landskaber. Forfatter og teaterinstruktør Niels Damkjær har i mere end 25 år rejst på den fascinerende ø i Atlanterhavet og skriver bl.a. Turen Går Til Madeira & Porto Santo. Her afslører han, hvorfor han altid vender tilbage til feriemålet, som fra denne vinter er en del af Falk Lauritsen Rejsers program.

Skuespilleren, teaterinstruktøren og forfatteren Niels Damkjær har rejst til Madeira i mere end 25 år, og han bliver aldrig træt af det. Tværtimod bliver øen ved med at udvikle sig, og der er stadig flere gode grunde til et udforske og genopdage denne lidt afsidesliggende ø i Atlanterhavet mellem Europa og Afrika.

”Jeg kom til Madeira første gang som turist, og siden har jeg været der et utal af gange i privat regi og ikke mindst i forbindelse med mit arbejde som skuespiller og instruktør og siden også som forfatter af bogen Turen Går Til Madeira & Porto Santo”, fortæller Niels Damkjær.

Niels Damkjær, der til daglig bor i Haderslev, har bl.a. studeret portugisisk ved universitet i Brasilien og så har han ledet en lang række teaterworkshops i både Brasilien og Portugal, herunder også på Madeira. Og der er mange aspekter, som bliver ved med at fascinere, forklarer Niels Damkjær.

Unik kultur trods mange turister
Madeira har først og fremmest en lang og unik kulturtradition, fordi man har været isoleret i Atlanterhavet. Samtidig er her et stort internationalt udsyn med kontakt til både Europa og Afrika og Sydamerika, især Brasilien. Man holder fast i sit eget, men er samtidig meget åben over for andre – en fascinerende vekselvirkning som man også nyder godt af som turist. Portugisisk er lige så svært som dansk, men mange kan også tale både engelsk og tysk. Alle steder bliver man modtaget godt - folk er ikke trætte af turister. Kulturen er gæstfri”, forklarer Niels Damkjær og tilføjer:

”Det er utrolig interessant, hvordan man på Madeira har formået at have så stor og omfattende en turisme i mange år men uden grundlæggende at forandre sig som samfund. Madeira har stadig sin helt egen sjæl”.

Naturen har mange strenge at spille på
For mange velyndere af Madeira er naturen et af de helt store trækplastre, og der er da også næsten uanede muligheder for at opleve Madeira og de meget afvekslende landskaber.

”Hvis man har lyst til at være passiv turist og ligge og slappe af, så kan man gøre det i meget smukke rammer, men der er også mulighed for aktiv ferie i alle grader af udfordringer. Fra det letteste til det mest udfordrende. En gåtur langs med havet i Funchal eller stiture i bjergene er store oplevelser. Hvis man er til drageflyvning eller windsurfing og andre ekstremdiscipliner, er der ligeledes talrige muligheder. Canyoing gennem smalle skakter er særdeles populært – det er en disciplin, hvor det går ud på at bevæge sig igennem kløfter, bl.a. ved hjælp af teknikker lånt fra andre sportsgrene som klatring, rappelling, svømning og hiking. Der er mange fortrinlige udbydere og instruktører på Madeira, og det er derfor kun farligt, hvis man går imod alle fornuftens regler. Også på det punkt er der sikkert på Madeira - en ø hvor der stort set ingen kriminalitet er”, fortæller Niels Damkjær.

Store oplevelser med mad og vin
Niels Damkjær har selv mange vandreture bag sig på Madeira, og han er også særdeles velbevandret i Madeiras spændende køkken.

”Madeira har mange førsteklasses råvarer og et bredt udvalg af lokale retter, som jeg stærkt vil anbefale, at man prøver. Udbredt på menukortene er bl.a. den særlige kårdefisk, espada. Det er en dybhavsfisk, som bliver fisket på mere end tusind meters dybde – den ligner lidt et monster, men smager som en drøm. Den kan tilberedes på mange forskellige måder, bl.a. med banan. Også dorado fisken og blæksprutter er populære og så er her mange forskellige muslinger. Selv hvis ikke man er den store fiskespiser, er der ingen grund til at fortvivle. Madeira har et godt og veludviklet landbrug med rigtig godt oksekød, fjerkræ og lammekød. Gedekid (cabrito) er en meget populær spise og det smager eminent godt i kombination med grøntsager, som her på øen har høj kvalitet. Man har ikke brug for kunstgødning på en vulkanø med masser af mineraler. Alene findes der her 20 forskellige arter af søde kartofler, og i det hele taget er Madeira eksponent for et rigere og mere nuanceret køkken end på det portugisiske hovedland. Den kulinariske inspiration kommer også fra bl.a. Afrika og Brasilien – samt Frankrig og England”, forklarer han.

Også andre grene af gastronomien har gode betingelser på Madeira. Traditionen for vinproduktion går helt tilbage til jesuitterne, der tog druerne med fra Rheinland Pfalz i det nuværende Tyskland, forklarer Niels Damkjær:

”I dette klima udviklede druerne sig naturligvis anderledes, og i samarbejde med englænderne udviklede man den særlige Madeiravin. På nordkysten har man de senere år også udviklet rigtig gode bordvine, især hvidvine og rosévine af høj kvalitet – begge dele godt til fiskemåltider. Desuden bliver her også fremstillet rigtig god øl på øen. Det drejer sig om øllen Coral, som fremstilles i Camara de lobos, en naboby til Funchal”, forklarer Niels Damkjær.

Madeira er for alle slags mennesker
I mange år havde Madeira ry for at være en ø, der primært henvender sig til ældre mennesker, men det billede genkender Niels Damkjær, som i øvrigt selv er rundet 70 år, ikke.

”Myten om at Madeira mest er for pensionister holder overhovedet ikke længere. Madeira appellerer tværtimod til mange vidt forskellige slags mennesker i dag. For yngre par, evt. med børn, er der god mulighed for en sjov og indholdsrig ferie med tryghed, lækre badefaciliteter og et hav af aktivitetsmuligheder for ungerne. Desuden kommer flere og flere helt unge med hang til ekstremsport til øen. Og ja, så er der ældre og pensionister, som nyder klimaet – men ældre er ikke ældre, som de var før i tiden, så mange ældre har ofte en meget aktiv ferie med mange valgmuligheder.”

Madeira har også ry for at være et paradis for botanisk interesserede, og det holder fortsat stik, fastslår Niels Damkjær:

”Madeira kan sammenlignes med Brasilien – et helt vildt antal af arter og mange klimazoner, fra det subtropiske til det tropiske over nordisk tempererede. Der er fantastiske vækstbetingelser for floraen, den er nærmest eksplosiv. Englænderne har haft øen som base i mange hundrede år og har tilført planter fra hele det engelske imperium, så foruden de lokale planter, er der altså ligeledes planter fra alle de gamle britiske besiddelser – ja, fra hele kloden”, afslutter Niels Damkjær.

Hoteller af høj kvalitet
Falk Lauritsen Rejsers direktør, Søren Falk Lauritsen deler Niels Damkjærs begejstring for Madeira og glæder sig over at Atlanterhavsøen nu bliver en del af rejsearrangørens portefølje.

En af Europas smukkeste ferieøer byder på store oplevelser for folk i alle aldre, og så kan man desuden se frem til at bo godt. Madeira byder nemlig på hoteller af meget høj kvalitet, så der er god mulighed for at slappe af, restituere og nyde livet når man vender hjem efter vandreturene i den enestående natur”, fortæller Søren Falk Lauritsen.

Niels Damkjærs blå bog: f. 1942, cand. mag i dramaturgi, italiensk og latinamerikanske studier ved Aarhus Universitet med speciale i portugisisk. Siden 1966 professionel teaterinstruktør og forfatter, herunder leder af teaterworkshops i Brasilien og Portugal, herunder Madeira. Forfatter til flere bøger, herunder Turen Går Til Madeira & Porto Santo.

Læs mere om Madeira her: http://www.falklauritsen.dk/rejser/europa/portugal/madeira



Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • madeira
  • falk lauritsen rejser
  • portugal
  • europa
  • ægte rejseglæde
  • ferie
  • rejser

Falk Lauritsen Rejser har rødder tilbage til 1967, hvor familien Falk Lauritsen for første gang sendte feriegæster til den spanske ferieø Mallorca. I 2014 præsenterer Falk Lauritsen Rejser to spændende nyheder; Sivota på det græske fastland og Montenegro. I 2014 forventer selskabet at sende ca. 80.000 danskere syd på til sol- og badeferie.

Relateret materiale