Skip to main content

​Nyt nationalt madprojekt: Vi skal spise os ud af ensomheden sammen

Pressemeddelelse   •   Sep 24, 2019 09:24 CEST

Ensomhed er et stigende problem i Danmark. Undersøgelser viser, at hver femte voksne dansker nu føler sig uden for fællesskabet. Nyt landsdækkende projekt, der lanceres i dag på Konferencen mod Ensomhed i Nyborg, vil skabe flere lokale madfællesskaber for at bryde ensomhedsmønstret. Bag initiativet står FødevareBanken og Netto, der fås ros fra Folkebevægelsen mod Ensomhed.

Ensomhed er ifølge Den Nationale Sundhedsprofil et stigende problem i Danmark. Ensomheden rammer bredt i befolkningen, fra velfungerende unge på videregående uddannelser over kvinder til ældre mænd. Nu vil et nyt madprojekt ’Mad skal spises - sammen’ tage kampen op med den nye folkesygdom og skabe flere lokale madfælleskaber, hvor danskerne kan mødes på tværs af generationer, indkomstgrupper og køn, og spise sammen og skabe nye relationer. Bag initiativet står FødevareBanken med hjælp fra Netto, der mener, at spise et godt måltid mad sammen kan være løsningen på mange udfordringer.Det er Folkebevægelsen mod Ensomhed enige i, og roser initaitivet fra FødevareBanken med at koble ensomhed med overskudsmad gennem flere madfællesskaber.

”Det er virkelig dejligt at se, at én af Folkebevægelsen mod Ensomheds mange medlemsorganisationer – FødevareBanken – nu også kan tilbyde mad helt lokalt, så vores mange andre medlemmer kan afhente gratis mad og dermed holde omkostningerne på deres fællesspisninger nede på et niveau, hvor alle har råd til at deltage i de fællesskaber, som et måltid kan være katalysator for”, siger Majken Lundberg, Koordinator i Folkebevægelsen mod Ensomhed, der bl.a. står bag den landsdækkende kampagne Danmark Spiser Sammen i ugerne 17 og 45.

Erfaringer fra FødevareBanken & videnskab fra Oxford
FødevareBanken, Danmarks største formidler af madspild til socialt udsatte, har gennem det sidste halve år doneret fødevarer til flere madfællesskaber i udsatte boligområder blandt andet Akacieparken i Valby og Ringparken i Roskilde. Det er de gode erfaringer herfra omkring maden som samtalestarter, som der skal bygges videre på, forklarer Karen-Inger Thorsen, adm. direktør i FødevareBanken:

”Vi kører mad ud til udsatte danskere hver eneste dag og vi ved, hvor meget mad betyder for, at skabe et fællesskab og samle folk, der måske kan have svært ved at finde overskud til at mødes. Den samlende kraft, der findes i måltiden skal vi have ud at leve meget mere i vores lokalsamfund.”

En undersøgelse fra Oxford Universitet i England fra 2017 slår fast, at der er værdi at hente i fællesspisning når det kommer til at mindske ensomhed, skabe glæde og tilfredshed med livet genelt. Jo mere folk spiste sammen med andre, jo gladere og mere tilfredse blev respondenterne i Oxford-undersøgelsen[i].

Har du et madfællesskab eller vil du starte et?
Derfor leder FødevareBanken og Netto nu efter boligselskaber eller andre grupper samt private ildsjæle, der enten allerede har et madfællesskab, som man ønsker at styrke, eller drømmer om, at starte et helt nyt madfællesskaber, og være med til at gøre en aktiv forskel for ensomme danskere rundt om i Danmark.

Kernen i madprojektet ’Mad skal spises – sammen’ er gratis overskudsmad fra lokale Netto-butikker landet over, som de nye madfællesskaber, kobles op med, hvorefter de kan hente overskudsvarer derfra løbende. Håbet er, at den gratis mad fra Netto kan være med til at fjerne nogle af de barriere, der kan være for at starte nye madfællesskaber.

”Vi tror på, at man kan gøre en forskel, og byde ind med det man er bedst til. Vi er gode til mad, og FødevareBanken er gode til at facilitere møder mellem mennesker og overskudsmad. Vi ved, at der er flere og flere ensomme i Danmark, nu vil vi gerne prøve, at gøre en reel forskel for de mennesker. Vi håber, at folk vil støtte op om det,” siger Majken Bramstrup.

Alle, der er interesseret i, at nominere et eksisterende, eller nyt madfælleskab kan gøre det på www.netto.dk/madskalspisessammen. Sidste frist er tirsdag, den 15. oktober 2019, hvorefter FødevareBanken sammen med Netto udvælger de fællesskaber, der kommer med i det nye projekt ’Mad skal spises - sammen’.

Du kan ansøge her: https://netto.dk/ansvar/gode-initiativer/madfaellesskaber/ansoeg-om-madfaellesskab/

Du kan læse mere om Konferencen mod Ensomhed 2019 på http://modensomhed.dk/fme-konference-2019/

[i] https://medicalxpress.com/news/2017-03-people-happy.html

____

Faktaboks om ”Fra madspild til madfællesskaber”: Sådan foregår det

Netto donerer overskudsmad fra lokale butikker til et lokalt madfællesskab. De frivillige henter selv maden i Netto-butikken og omdanner det til et lækkert måltid for fællesskabets medlemmer.

De lokale madfællesskaber kan være alt fra boligforeninger, væresteder, bosteder, herberger, private foreninger, enkeltpersoner, kirker etc. Fælles for dem er, at de favner mennesker på kanten, og at der er frivillige kræfter klar til at omdanne overskudmad til måltider på tilbagevendende basis.

De frivillige fællesskaber, der gerne vil aftage overskudsmad, kan bringes i forslag fra i dag på www.netto.dk/madfællesskaberansøgning

Sidste frist er tirsdag, den 15. oktober

Netto og FødevareBanken udvælger de fællesskaber, der som de første bliver koblet sammen med en lokal Netto-butik som aftager af overskudsmad

FødevareBanken er en non-profit organisation, der bekæmper madspild og madfattigdom i Danmark. På den ene side kasseres der dagligt enorme mængder mad i fødevarebranchen, hvilket betyder spild af ressourcer og en belastning for miljøet. På den anden side er en del af de dårligst stillede i vores samfund ofte frataget muligheden for et dagligt og nærende måltid, som har afgørende betydning for deres sundhed. Det kæmper vi for at ændre.