Skip to main content

12 tons genbrugstøj i kunstens tjeneste

Pressemeddelelse   •   Maj 04, 2016 07:00 CEST

To tætpakkede lastbilfulde genbrugstøj har Folkekirkens Nødhjælp leveret til udstillingen ”Take Me (I’m Yours), som kan ses på Kunsthal Charlottenborg fra d. 4. maj.

Hele sommeren inviterer Kunsthal Charlottenborg publikum til at røre, bruge og tage 27 kunstneres værker – et af dem lavet af 12 tons genbrugstøj fra Folkekirkens Nødhjælp – med hjem. Når sommeren er slut, vil værkerne være forsvundet fra udstillingen og have fundet deres nye plads hjemme hos publikum.

Take Me (I’m Yours) er en interaktiv udstilling, der samler værker af 27 af nogle af de mest internationalt anerkendte samtidskunstnere. Udstillingen blev skabt til Serpentine Galleries i London af den franske kunstner Christian Boltanski og den schweiziske kurator Hans Ulrich Obrist. Sidste efterår blev den vist i en ny version på Monnaie de Paris, og nu kommer en ny version på kunsthal Charlottenborg i København, hvor direktør Michael Thouber slutter sig til kurator-gruppen.

”Vi er stolte af, at Kunsthal Charlottenborg kan vise nogle af verdens mest toneangivende kunstnere og samtidig give publikum mulighed for at oplevet en helt ny type kunst. At publikum må tage værkerne gratis med hjem udfordrer både økonomien i samfundet og i kunstverdenen,” siger direktør Michael Thouber.

Da Folkekirkens Nødhjælp fik mulighed for at sælge og levere genbrugstøj til udstillingen, slog organisationen straks til.

”Udstillingens ide er helt i tråd med tankerne bag Folkekirkens Nødhjælps genbrugsarbejde. Vi indsamler og sælger genbrugstøj for at kunne sende pengene til verdens fattigste. Det tøj, vi ikke kan sælge i vores 122 genbrugsbutikker pga. slid, dårlig kvalitet eller gammeldags snit, sælger vi videre til opkøbere. Og vi har fået en rigtig god pris for leverancen til Kunsthal Charlottenborg,” fortæller Kenneth Kamp Butzbach, engagementschef i Folkekirkens Nødhjælp.

Se video om kunstværkets tilblivelse på:https://youtu.be/EB0sZ_Vao38

Foto
12 tons genbrugstøj fylder noget nær et halvt hundrede paller. Her er nogle af dem på vej ind på Kunsthal Charlottenborg.
Foto: Folkekirkens Nødhjælp.


Folkekirkens Nødhjælps genbrugsarbejde
  • 3.600 frivillige genbrugsmedarbejdere driver Folkekirkens Nødhjælps 122 genbrugsbutikker landet over.
    28 af butikkerne modtager og sælger også møbler.
  • Genbrug er godt for miljøet – og for verdens fattigste.
  • Siden Folkekirkens Nødhjælps første genbrugsbutik åbnede i Aarhus i 1972, har genbrugsbutikkerne givet et overskud på over en halv milliard kroner til organisationens arbejde blandt verdens fattigste.
  • Det tøj, der ikke kan sælges i Folkekirkens Nødhjælps egne butikker pga. slid, dårlig kvalitet eller gammeldags snit, sælges videre til opkøbere.

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.