Skip to main content

EU overvejer at kræve erstatning af Israel for ødelæggelser i besatte områder

Pressemeddelelse   •   Maj 12, 2016 14:26 CEST

Israel risikerer et erstatningskrav for ødelæggelser og konfiskering af nød- og udviklingshjælp finansieret af EU

Antallet af hjælpe-projekter, som Israel i år har ødelagt i besatte palæstinensiske områder, er allerede nu meget højere end det samlede antal ødelæggelser hele sidste år. Derfor overvejer EU nu at søge erstatning af Israel for de EU-støttede projekter, som de militære myndigheder ødelægger og konfiskerer.

Det sagde EU's udenrigs-ansvarlige, Federica Mogherini, under en særlig debat i EU-Parlamentet om den voldsomme stigning i antallet af nedrivninger af palæstinensiske hjem og ødelæggelser af nødhjælp på Vestbredden. Det er den hidtil mest ligefremme offentlige udmelding fra Mogherini om EU og medlemsstaternes planer om at rejse erstatningskrav.

”Det er afgørende, at EU reagerer, når vi ser, hvordan de israelske myndigheder har optrappet de folkeretsstridige ødelæggelser og beslaglæggelser af palæstinensiske hjem og nødhjælp. Også solceller, som vi har sat op for danske udviklingsmidler, er blevet konfiskeret,” siger Antony Grange, der er chef for det humanitære arbejde, som Folkekirkens Nødhjælp udfører i Gaza og på Vestbredden.

”Vi er glade for, at Mogherini nu også understreger, at mennesker i de besatte områder har ret til humanitær hjælp og bakker op om vores og andre organisationers humanitære arbejde i udsatte lokalsamfund – især fordi dette arbejde udfordres kraftigt fra politisk hold i Israel lige nu. Nu håber vi, at udmeldingerne fører til handling snarest. Vi har ikke tid til at vente længere,” siger Antony Grange.

Folkekirkens Nødhjælp er bekymret for de humanitære konsekvenser af det pres, som ødelæggelserne lægger på befolkningens liv og dagligdag i de besatte områder.

Find talen her

For yderligere oplysninger kontakt:

Skrevne medier: Landechef, Antony Grange, tlf.: +972 543 446 577

Elektroniske medier: Ane Sommer Knudsen, tlf.: +972 543 446 575

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, og arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.