Pressemeddelelse -

Fine klimatakter i nyt regeringsgrundlag

Hvis man læser det nye regeringsgrundlag med klimabrillerne på, er der flere gode ting at finde, mener Folkekirkens Nødhjælp

”Det er rigtig dejligt, at den nye regering tager klimaforandringerne alvorligt.”

Ordene kommer fra Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp. Han ser flere positive elementer i det regeringsgrundlag, som den nye VLAK-regering offentliggjorde søndag.

Mattias Söderberg hæfter sig især ved, at regeringsgrundlaget henviser til, at den globale temperatur ikke bør stige med mere end 1,5 grader.

”For os som udviklingsorganisation er det afgørende, for forskellen mellem 1,5 grader og 2 grader, som ellers er det, mange rige lande taler om, er stor. Hvis temperaturen stiger mere end 1,5 grader, siger vi farvel til mange små østater. Og i sårbare lande som Bangladesh, vil mange millioner mennesker blive nødt til at flytte,” siger han.

”Hvis målet skal nås, skal klimaambitionerne skrues op.”

Selvom klimaforandringerne kræver globale løsninger, og Danmark er et lille land, kan vi med vores grønne engagement vise vejen og gøre en forskel, mener Mattias Söderberg.

”Det er positivt, at regeringsgrundlaget anerkender, at der er brug for handling både hjemme i Danmark og internationalt, og at Danmark derfor skal arbejde aktivt for en global grøn omstilling.”

Der er dog også mangler i regeringsgrundlaget. Verdens fattigste og mest sårbare lande nævnes ikke med et ord under afsnittet om klimaet. Det er ellers disse lande, der allerede mærker klimaændringerne hårdest f.eks. i form af oversvømmelser, tørker og orkaner. De lande har brug for hjælp til at tilpasse sig de uundgåelige forandringer, da de ikke selv kan gøre det.

”Vi håber, at den nye regering vil huske ulandenes behov for at tilpasse sig klimaforandringernes konsekvenser. Det er også en del af klimadebatten, og der er brug for handling,” siger Mattias Söderberg.

Emner

  • Bistand

Kategorier

  • klima
  • miljø
  • udvikling

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Mattias Söderberg

Klimarådgiver +45 2970 0609