Pressemeddelelse -

Helsedarling skal spille hovedrolle i kampen mod sult

Tørke har dræbt afgrøderne i store dele af Etiopien, men modespisen quinoa har overlevet og kan være med til at løse landets problemer med sult

Svigtende regn har taget livet af alle Debesaw Mitiks afgrøder i år. Undtagen de quinoa-planter, som han har plantet i for første gang, der vokser uanfægtet af tørken.

”Før jeg plantede quinoaen, forklarede de mig, at den kan klare tørke. Og det er rigtigt. Da vi havde sået, holdt regnen op i 15 dage, og alle de andre ny-såede planter visnede. Men quinoaen blev ved med at gro,” siger den 45-årige bonde og far til tre.

Forsøg med at indføre en ny afgrøde

Etiopien er et af verdens fattigste lande, og selvom landet på 20 år har bragt antallet af underernærede ned fra 75 pct. til 35 pct. af befolkningen, er det stadig et af de lande i verden, hvor flest mennesker er i fare for at sulte. Ikke mindst når regnen som i år ikke falder, som den skal, hvor det anslås, at 4,5 mio. etiopiere har brug for fødevarehjælp.

For at løse Etiopiens sultproblem har Folkekirkens Nødhjælp, i samarbejde med Landbohøjskolen i København og samarbejdspartnere og forskningsinstitutioner i Etiopien, de seneste fire år arbejdet på at indføre quinoa i landet.

Kornsorten, der stammer fra Sydamerika, har de seneste år vundet udbredelse på de danske middagsborde, da den har et højt indhold af protein samt vigtige vitaminer og mineraler og dermed passer perfekt ind i manges fokus på sundhed og helse. Det er de samme egenskaber, der gør den egnet i kampen mod sult, men det er også dens evne til at overleve under ekstremt svære vilkår.

”Jeg er virkelig positivt overrasket over at se, hvor godt quinoaen har klaret den uregelmæssige regn her i Etiopien i år,” siger Mads Lindegaard, Folkekirkens Nødhjælps mand i Etiopien, efter at have besøgt en quinoa-forsøgsmark.

Hårdfør og højtydende

Høstudbyttet fra forsøgsmarkerne har været endog meget lovende, og forsøgsmarker andre steder har vist det samme. Quinoa kan give højt udbytte og klare selv hård tørke.

”Selv om man investerer masser af arbejdskraft og kunstgødning, kan man kun høste mellem 700 og 1000 kilo teff (den traditionelle hovedafgrøde i Etiopien) pr. hektar. Uden kunstgødning har quinoa givet 2.100 kilo pr. hektar på vores forsøgsmarker,” fortæller Lidet Sitotaw, Folkekirkens Nødhjælps planteavlskonsulent.

Quinoa vokser, hvor andre planter dør

”Alle de steder, vi har sået quinoa, har vi set plantens potentiale – selv om regnen har svigtet. Quinoa-frøene klarer sig med den væde, der er i jorden, når de bliver sået, mens andre afgrøder skal have regn efter spiringen for at klare sig,” siger Lidet Sitotaw.

I dag er alle Etiopiens afgrøder afhængige af regn i vækstperioden. Det skaber jævnligt problemer, fordi klimaforandringerne har gjort regnen helt uforudsigelig.

Så ud over at klare tørke kan den klimatolerante og næringsrige quinoa samtidig være med til at afhjælpe Etiopiens massive problemer med underernæring – et problem, som stadig påfører omkring halvdelen af landets børn livsvarige skader.

Efter fire års arbejde og forsøg er quinoa nu blevet officielt godkendt som afgrøde i Etiopien.

Emner

  • Bistand

Kategorier

  • quinoa
  • sult
  • nødhjælp
  • udviklingshjælp
  • tørke
  • klimaændringer

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23

Charlotte Harder Nielsen

Pressekontakt Pressechef/Head of media +45 5060 2080

Jonas Nøddekær

Pressekontakt International direktør Udvikling af programmer og projekter, internationalt 29 69 91 21

Kenneth Kamp Butzbach

Pressekontakt Engagement Chef Overordnet ansvarlig for Kommunikation, Genbrug, Sogneindsamling, Kampagner, Facere og donorsamarbejde 29 69 91 20