Pressemeddelelse -

Stadig kø foran Wefood

Flere dage efter åbningen af Wefood, Danmarks første butik med overskudsmad, er der stadig kø hver eftermiddag kl.15.00, når butikken åbner.

Varerne bliver revet ned af hylderne, næsten før de når at komme ind i butikken, og succesen har været så stor, at der flere dage har været tæt på udsolgt.

”Kunderne har taget overvældende godt imod den nye butik, vi er helt lykkelige,” fortæller generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen fra Folkekirkens Nødhjælp, som står bag Wefood.

”Nu knokler vi for at få fat i flere varer, og jeg kan fortælle, at der er masser af varer på vej: Grøntsager, brød, 4.600 flasker ginger ale, rugkiks og appelsiner for bare at nævne nogle af varerne,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Wefood sælger overskudsmad, som ellers ville være blive smidt væk, selv om maden sagtens kan spises – og varerne sælges ca. 30 til 50 procent billigere end i de almindelige supermarkeder.

Wefood drives af frivillige, og overskuddet går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde blandt verdens fattigste.

Wefoods åbningstider er hverdage fra kl. 15.00 til kl. 20.00.

FAKTA

Wefood blev åbnet af H.K.H. Prinsesse Marie mandag den 22. februar 2016. 

Overskudsmad er mad, der:

  • har passeret ’Bedst før’-datoen, men som sagtens stadig kan spises.
  • er i beskadiget eller fejlmærket emballage, så supermarkeder ikke vil sælge det
  • er produceret i for store partier, så fødevareproducenterne har for meget; fx fastelavnsboller efter fastelavn.

Potentielle leverandører
Både butikker og fabrikker er meget velkomne til at henvende sig på wefood@dca.dk, hvis de vil donere mad til butikken.


Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • bedst før
  • wefood
  • overskudsmad
  • sult
  • sidste salgsdato
  • folkekirkens nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23