Nyhed -

Isdame-video hitter og skaber debat om tiltaleformer i forhold til ældre

Et minut kort videoklip af en skøn, lille hverdagssituation med beboere fra Langagergård Plejecenter i Karlslunde er blevet vist hundredetusinder af gange på Facebook på bare et døgn. Videoen, der viser en dejlig vaffelis-pause på en af beboernes ugentlige cykelture, er blevet mødt med titusindvis af hjerter, smileys og likes, men har også kastet danskere til tasterne for at debattere tiltaleformer i forhold til de ældre medborgere.

Langagergård Plejecenter, som Forenede Care driver i Karlslunde ved Greve, har været på Facebook med en profil i flere år, og de mange hundrede billeder og små videoklip og historier fra hverdagen på plejecenteret, som centerchef Louise Wesselhoff løbende har lagt op på plejecenterets lille hjørne af det store sociale medie, plejer da også at falde i god jord hos de cirka 500 personer, som følger profilen. 
Derfor var det også helt naturligt for hende onsdag eftermiddag at uploade videoen, der viser et lille hold beboere, der gør holdt på en af deres mange cykelture og får sig en vaffelis serveret af en medarbejder på plejecenteret. 

”Jeg kom jo selv til at smile og blive varm om hjertet af videoen, og så tænkte jeg ligesom så mange gange før, at andre måske også ville blive lidt rørt,” siger Louise Wessehoff, der derfor lagde videoklippet på Facebook og derefter ikke tænkte videre over det resten af dagen. 

Overrasket på den gode måde
Og modtagerne af klippet blev sandelig rørt. Også modtagere langt ud over de 500 beboere, pårørende, medarbejdere og andre, som normalt følger profilen. Videoen blev nemlig i løbet af onsdagen og torsdagen mødt af tusindvis af velmenende virtuelle hjerter, likes, visninger, delinger og søde kommentarer. Og da andre som Ekstra Bladet, Avisen.dk, Magasinet Pleje og ”Cykling uden alder” deler klippet på deres Facebook-profiler tager udbredelsen og interessen for alvor fart fredag. Således er videoklippet allerede nu blevet vist hundredetusinder af gange. Alene Ekstra Bladet har haft over 175.000 visninger af videoen på et døgn, mens klippet foreløbig er blevet vist over 54.000 gange på plejecenterets egen Facebook-profil. Hertil kommer mange tusinde visninger fra de flere hundrede delinger, som videoen har oplevet. Og interessen overrasker Louise Wesselhoff:

”Det er jo et skønt lille klip fra en ganske almindelig onsdag hos os. Så for os et det også blot endnu et billede på vores dagligdag. Hver dag byder jo på masser af skønne, nærværende og livsbekræftende øjeblikke og aktiviteter sammen med borgerne på Langagergård og på alle plejecentrene rundt om i hele landet. Så vi er da overraskede over så stor opmærksomhed, videoen har fået. Men på den gode måde,” forklarer hun.

Glæden ved en gammeldaws is
Centerchefen har også gjort sig nogle tanker om, hvad det er for nogle elementer i videoen, som er med til at aktivere så mange mennesker. Dels peger hun på, at de fleste nok kan identificere sig med glæden ved at få serveret en vaffelis på en varm sensommerdag, hvad enten du er fire eller 80. Glæden ved en gammeldaws har ingen alder. Og så giver videoen ifølge hende måske også en lille, visuel modvægt til den megen negative omtale som blandt andre sundhedssystemet, ældreplejen og landets plejecentre oplever i perioder. 

”Der er i hvert fald mange som har kommenteret, at de er positivt overraskede over, hvis sådan nogle situationer virkelig foregår på landets plejecentre,” siger hun, og nævner også at Anette Sie Jensen, som er ansat som plejecenterets husalf og aktivitetsmedarbejder og som i videoen er den medarbejder, der bringer is til beboerne, som sidder i plejecenterets rickshaw-cykler, i sig selv er et trækplaster for opmærksomhed. 

”Hun er bare skøn og sammen med hendes kollega Karina, der filmer episoden, og de frivillige fra ÆldreSagen i Greve, som altid er med på de to ugentlige cykelture, er de et stort aktiv for plejecenteret og beboernes trivsel,” forklarer Louise Wesselhoff.

Isdamen
Og netop Anette Sie Jensens deltagelse i videoen er løbet med en stor del af opmærksomheden hos dem, som har set og kommenteret videoen. Hun har også fået sig en ny titel i forbindelse med videoen: ”Isdamen” er hun nemlig blevet døbt i kommentartrådene efter opslaget. Og det har hun det helt fint med:

”Jeg samler jo nærmest på titler,” siger hun med et grin og fortsætter:

”I sommers blev jeg for eksempel kaldt pølsedamen, fordi jeg til Langagergårds sommertorvedag blandt andet var iført ballonhat og forklæde imens jeg grillede og serverede pølser for gæsterne. Husalf, aktivitetsmedarbejder, Anette-mor og mange andre. Og nu også isdame. Jeg har mange navne og titler. Det er helt ok,” siger hun.

”Værsgo, skat.”
Blandt de mange tusinde positive tilkendegivelser, fra folk som har set videoen, finder man dog i kommentartrådene også lidt malurt i isvaflen: Det er nemlig faldet nogle af seerne af videoen for brystet, at Anette Sie Jensen tiltaler beboerne, der får en is, for ”skat”. 

”Men det er jo altså bare sådan jeg er. Jeg opfatter alle menneskene på og omkring plejecenteret som min store familie. Og jeg taler ens til alle, hvad enten de er unge eller gamle, og uanset hvad deres status er eller hvilken livssituation de er i. Jeg vælger at møde mine medmennesker med en positiv ånd, hvad enten de er mørke, gule, demente eller ej.” 

For centerchef Louise Wesselhoff har det været et par sjove, interessante og lærerige dage med opmærksomheden og berømmelsen på Facebook. 

”Og så kan jeg da se, at vi også har fået næsten 100 nye venner på profilen, der vil følge med i vores hverdag på plejecenteret. Dejligt,” siger hun.

Videoen kan ses via dette link: https://www.facebook.com/LangagergardPlejecenter/?fref=ts 

Videoen og flere billeder kan også downloades i høj opløsning allernederst på siden. 

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • omsorgssektoren
  • greve
  • karlslunde
  • langagergård plejecenter
  • langagergård
  • privat plejecenter
  • privat plejehjem
  • ældreplejen
  • ældrepleje
  • ældre
  • velfærdsydelser
  • velfærd
  • privatisering
  • privat aktør
  • plejecenter
  • omsorg
  • health care

Relateret materiale