Nyhed -

Rådmand og byrådsmedlemmer med til julefest på Bøgeskovhus

Julen har for alvor indfundet sig på Lokalcenter Bøgeskovhus, som Forenede Care driver, og præger på hyggeligste vis dagligdagen på plejecenteret i de her dage. Nisser i alle størrelser og afskygninger, julebelysning, gran, velpyntede juletræer og skinnende julehjerter har således bredt sig ud over alle fire afdelinger på plejecenteret og i den tilknyttede café. 

Vigtigste opgave: At have det sjovt
Og når det er juletid, skal der naturligvis være julefrokost. Derfor var julestemningen også helt i top forleden, da stedets beboere, medarbejdere og frivillige stimlede sammen til julefrokost på alle afdelinger og i caféen på samme tid. Og selveste julemanden – ja, faktisk hele 20 af slagsen - havde fundet tid til at komme forbi, ligesom rådmand Jette Skive(DF) sammen med de to byrådskolleger Theresa Blegvad(V) og Henrik Arens(V) tilbragte flere timer i hyggeligt selskab sammen med de ældre medborgere og plejecenterets medarbejdere. 

”Alle havde inden julefrokosten fået at vide, at deres vigtigste opgave på dagen var at have det sjovt. Og det havde vi vitterligt alle sammen. Der var sang, dans, julemand, julemad, smil og tårer udløst af både latter, højtidelighed og nostalgiske følelser,” forklarer centerchef Maria Tønnersen.

”Festen gav vist os alle sammen en skøn følelse af sammenhold og stolthed over vores hus. Det var simpelthen en fantastisk dag på Bøgeskovhus,” vurderer hun.

Husorkesteret sørgede under hele julefrokosten i caféen for den rette lydside med julemusik i gode mængder, ligesom der var musikalske indslag på alle fire afdelinger på plejecenteret. Køkkenteamet på plejecenteret havde sørget for den helt rette julemenu med et stort udvalg af hjemmelavede klassiske juleretter.

Faktaboks:
Om Bøgeskovhus Lokalcenter
Lokalcenter Bøgeskovhus på Skovlundgårdsvej i Viby ved Aarhus rummer 54 ældreboliger og 70 plejeboliger, aktivitetslokaler samt en café og tilhørende produktionskøkken. Og med sin smukke og fredelige beliggenhed tæt ved Bøgeskoven i den sydvestlige del af Viby er lokalcenter Bøgeskovhus en attraktiv boligmulighed og et godt aktivitets- og samlingssted for borgere i Vibyområdet. 

Related links

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • health care
  • omsorg
  • plejecenter
  • privat aktør
  • privatisering
  • velfærd
  • velfærdsydelser
  • ældre
  • ældrepleje
  • ældreplejen
  • julefrokost
  • bøgeskovhus
  • lokalcenter bøgeskovhus
  • jul
  • aarhus
  • ældreliv