Gå til indhold
Hér er Forenede Service’s nye administrerende direktør

Pressemeddelelse -

Hér er Forenede Service’s nye administrerende direktør

Ny i jobbet som administrerende direktør, men særdeles erfaren og fortrolig med branchen, ledelse, virksomhedsdrift og udvikling. 

Efter en grundig rekrutteringsproces er valget til stillingen som administrerende direktør i Forenede Service faldet på en intern kandidat fra virksomheden: Nemlig 66-årige Hans Fog, der senest kommer fra en position som direktør i Forenede Service med ansvar for blandt andet salg. Han starter i den nye funktion fra 1. februar og afløser dermed Steen Gede, der stopper i jobbet efter gensidig overenskomst med bestyrelsen.

Soliditet og fingeren på pulsen
Koncerndirektør i Forenede Carsten Clement vurderer på bestyrelsens vegne, at den nye administrerende direktør rummer den helt rette kombination af gavnlig erfaring, soliditet, driftssikkerhed og blik for nye muligheder i servicebranchen:

”Med Hans Fog får vi en mand i spidsen for Forenede Service, som er helt fortrolig med virksomhedens strategi, mål, kultur, forretningsgange og potentiale. Samtidig tiltræder han stillingen med en stor portion erfaring i bagagen og fingeren på pulsen i servicebranchen og i erhvervslivet generelt. Ligesom han har den helt rette indgang til kundepleje og vores udvidede fokus på kvalitet i vores ydelser og services,” forklarer koncerndirektør i Forenede Carsten Clement og betoner, at den nye administrerende direktør også skal sikre at fastholde virksomhedens engagerede arbejde i forhold til at bekæmpe social dumping i branchen og udnyttelse af andre mennesker i nød. Ligesom Hans Fog også får som hovedopgave at understøtte udformningen og implementeringen af en klar vækststrategi, der kan fastholde og udbygge Forenede Service’s konkurrenceposition.

En samfundsvigtig opgave
For den nye mand i stillingen, som nu bliver øverste chef for over 3.300 medarbejdere fordelt i hele landet og ansvarlig for at cirka 2.000 kunder dagligt modtager den rette service og ydelser af høj kvalitet, vil der blive taget fat fra første dag i direktørstolen, forklarer han:

”Udførelsen af Facility Service er en samfundsvigtig opgave, som der ikke skal tages let på, og vores medarbejdere er et vores dyrebareste aktiver, som dag og nat udfører et prisværdigt stykke arbejde. Og ledelsen skal i samarbejde med de mange kyndige medarbejdere styrke fokusset på, at de eksisterende kunder løbende oplever en høj grad af nærhed, interesse og kvalitet. Vi skal fremelske de gamle dyder i virksomheden og spejle og benytte dem i en moderne 2016-kontekst for at sikre en høj kundetilfredshed og lønsom fremdrift og vækst,” siger Hans Fog, som siden 1994 har været en del af Forenede Service. Han har således oplevet og medvirket engageret til, at virksomheden er vokset gedigent gennem årtierne.

”Der er ikke mange forretningsstrategiske dispositioner og udviklingsprojekter gennem de sidste 20 år i Forenede Service, som jeg ikke har været med inden over,” siger han og peger blandt andet på, at han som direktør startede Forenede Service’s landsdækkende kantinedivision op og har bidraget til, at Forenede koncernen holdt sit indtog på det svenske marked for ældrepleje og omsorg i løbet af 1990´erne. Og Hans Fog ser meget frem til at stå i spidsen for flere udviklingsprojekter i den kommende tid i Forenede Service:

”Vi har blandt andet med stor succes igennem det sidste års tid rebrandet og revitaliseret vores kantinedivision, som i dag hedder ”Kokkenes Køkken” og som leverer personalemad og fællesspisningsoplevelser til flere og flere virksomheder. Ligesom vores division for arealpleje og vinduespolering nu fremstår med en ny organisering og en fremtidsorienteret identitet under navnet ”TJEK Ejendomsservice”. De to store projekter vil få fuld opmærksomhed og opbakning, og vi stopper ikke hér,” siger Forenede Service’s nye administrerende direktør med et glimt i øjet.


Faktabokse:

Fakta om Hans Fog
Hans Fog er 66 år og uddannet i butiksfaget og som reserveofficer i hæren. Han har efterfølgende taget en merkonom i organisation, ligesom han har gennemført diverse managementskurser i ind- og udland. Før Hans Fog kom til Forenede Service i 1994 har han blandt andet fungeret som salgschef i Aldi, varehuschef i Metro og divisionsdirektør i 4K A/S.
Hans Fog sidder i diverse DI-udvalg – blandt andet Udbudspanelet – og han har gennem årene bestredet flere forskellige bestyrelsesposter og tillidsposter. For tiden varetager han bestyrelsesposter og tillidshverv i disse virksomheder, fonde og foreninger:
H.E.J. Murerentreprice A/S, Dansklærerforeningenshus A/S, L. Westerby A/S, Edit og Søren Kiilerich Hansens Familiefond og posten som vicepræsident i Rotary IFMR.
Privat er Hans Fog gift med Mette, som han sammen med har to voksne børn på henholdsvis 40 og 35 år.

Fakta om Forenede Service
Forenede Service er en af landets største Facility Service-virksomheder, der beskæftiger over 3.300 medarbejdere. Virksomheden servicerer dagligt over 2000 store og små kunder i hele Danmark, og i modsætning til andre større selskaber i branchen er Forenede Service familieejet og dansk baseret.
Forenede Service tilbyder blandt andet ydelser som: Daglig rengøringsservice, hospitalsrengøring, hotelrengøring, food-rengøring, kantineservice og drift, receptionsservice, snerydning, vinduespolering, postservice, ejendomsservice, planteservice, skadedyrsbekæmpelse, skadeservice, vejservice og arealpleje.

Related links

Emner

Kategorier

Regions

Vi vil gøre en forskel, for mennesker, for samfundet, for fremtiden.

Forenede Service er Danmarks største privatejede facility service-virksomhed. Vi løser opgaver inden for rengøring, kantine og ejendomsdrift til offentlige og private virksomheder i Danmark.

Forenede Service er en del af Forenede Koncernen som er en familieejet servicekoncern med en omsætning på mere end DKK 2,7 mia. Forenede Koncernen leverer omsorgsydelser og Facility Service gennem virksomhederne Forenede Care og Forenede Service i Danmark og Sverige.