Pressemeddelelse -

FTF og LO sætter dagpengedebat på rette spor

Det er en række afgørende principper for fremtidens dagpengesystem, som FTF og LO nu kommer med.

For a-kassen FTF-A er det afgørende, at dagpengesystemet bliver opdateret, så det også omfatter de, der ikke er ansat i et typisk 8-16-job.

Stadigt flere arbejder i dag freelance, i kortidsansættelser, som vikarer eller iværksættere. Men dagpengesystemet er ikke fulgt med, så det er svært ved at håndtere de grupper, når de søger om dagpenge.

”Vi oplever i stigende grad, at dagpengesystemet ikke er indrettet til de vilkår, som stadigt flere af vores medlemmer arbejder under. Dagpengesystemet skal også være i stand til at håndtere medlemmer, der ikke arbejder i et traditionelt 8-16-job,” siger Ghita Parry, der er formand for FTF-A.

”Dagpengesystemet er en afgørende del af det danske flexicuritysystem. Hvis vi ikke formår at være attraktive i forhold til de grupper, der er på arbejdsmarkedet i dag, mister systemet sin værdi, og det kan vi ikke leve med i et velfærdssamfund,” siger Ghita Parry.

Attraktive a-kasser for alle
Det er helt afgørende, at dagpengesystemet bliver opdateret på flere fronter, så det også i fremtiden er attraktivt at være medlem af en a-kasse.

”Vi har en stor gruppe af medlemmer, der meget sjældent er ledige, men trofast betaler til a-kassen hver måned. De skal fortsat opleve, at det er attraktivt at forsikre sig. Derfor er det vigtigt, at dagpengene ikke bliver udhulet yderligere, og vi kan kun bakke op om at kigge på dækningsgraden,” siger Ghita Parry.

For FTF-A er det desuden helt afgørende, at genoptjeningsretten igen bliver et halvt år, og at alt det arbejde, man udfører, naturligvis tæller med til genoptjeningen.

”FTF og LO peger på en række vigtige principper, som vi kun kan bakke op om. Vi vil opfordre Dagpengekommissionen og Folketingets partier til at læse principperne godt igennem, inden de beslutter sig for et nyt dagpengesystem,” siger Ghita Parry.

Emner

  • Økonomi

FTF-A er en af landets største a-kasser med 138.000 medlemmer, der kommer fra en række forskellige brancher inden for FTF-området. FTF-A samarbejder tæt med 60 faglige organisationer herunder Kost & Ernæringsforbundet, Finansforbundet, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Musiker Forbund, Dansk Socialrådgiverforening, Politiforbundet og Centralforeningen for Stampersonel.

Kontakt

Troels Nipper Nielsen

Pressekontakt Kommunikationschef Pressekontakt, pressemeddelelser, debatindlæg, Twitter, nyhedsbreve 28 55 84 52