Pressemeddelelse -

10 års kamp for lige adgang til idrætten

Organisationen GAM3, der arrangerer gadeidræt i udsatte boligområder, kan i slutningen af oktober fejre rundt. Det sker i samme år, som undersøgelser viser, at kampen for at skabe lige adgang til idrætten er delvist lykkedes. I dag ved vi, at idrætsdeltagelsen blandt udsatte unge er på niveau med landsgennemsnittet og dermed langt højere end tidligere antaget. Men der er fortsat stor forskel på, hvor og hvordan de unge dyrker idræt. Kun 38 % af de unge fra udsatte boligområder dyrker idræt i foreningsregi, sammenlignet med 62 % på landsplan. Kampen for at sænke tærsklen til idrætsdeltagelse fortsætter derfor på den anden side af festdagen.

”Det kan være rigtig vanskeligt for udsatte unge at bryde dårlige mønstre. Men GAM3 har med gadesporten formået at hjælpe mange unge på rette vej. Jeg er overbevist om, at det er på grund af det skarpe fokus på løbende udvikling, at organisationen nu kan fejre 10 års jubilæum – oven i købet med en Integrationspris i pokalskabet. Jeg glæder mig rigtig meget til at markere dagen og til at overrække diplomer til de nyuddannede unge PlayMakers”, siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup.

Udover et tilbageblik på de første 10 år i gadeidrættens tjeneste, byder dagen også på dimission af de nyuddannede GAM3 PlayMakers – et instruktørkorps, som fremover vil være med til at udbrede fællesskabet omkring gadeidrætten til andre unge både i og uden for de udsatte boligområder. Selve overrækkelsen af diplomer vil social- og integrationsministeren stå for sammen med USA’s ambassadør, Laurie S. Fulton, som har været med til at støtte uddannelsen af de unge PlayMakers økonomisk.

“GAM3 is a great idea and I congratulate the leaders for taking GAM3 to the next level. I am especially impressed by the PlayMaker initiative that has empowered young people to become ‘street ambassadors’ in their neighborhood. By inspiring participation and responsibility in young people, GAM3 is helping create the future leaders of Denmark and helping secure our global future,” fortæller USA’s ambassadør Laurie S. Fulton.

Sammen med en styrkelse af de fysiske rammer omkring gadeidrætten er det tanken, at de nyuddannede PlayMakers skal være med til at sikre forankring og få flere unge i gang med et aktivt fritidsliv. Dette understøtter GAM3’s bestyrelsesformand, Vibeke Frank:

”Jeg synes, vi har opnået nogle markante resultater i løbet af de første 10 år. Den udendørs gadeidræt har dog sine begrænsninger, og vi arbejder derfor fremadrettet på at nytænke rammerne omkring idrætten, så tilgængelighed og fleksibilitet opprioriteres. Jeg glæder mig personligt til at se den effekt, som engagementet fra vores unge PlayMakers samt StreetMekka’s fleksible rammer vil have på de unges tilvalg af et aktivt fritidsliv,” siger GAM3’s formand Vibeke Frank.

For yderligere information, herunder program og eventuelt kontakt til PlayMakers, se de følgende sider.


PRAKTISK INFORMATION

Tidspunkt: Fredag den 26. oktober kl. 16:00-21:00
Sted: StreetMekka, Enghavevej 82 D, 2450 København SV

Program:
kl. 16.00-16.30     Sign-up til sportsturneringer
                             Pindemad & small-talk
kl. 16:30-16:45     Indvielse af WoMekka
kl. 16:45-17:00     Mini-koncert v/ Vakili & Exampler
kl. 17:00-17:30     Taler
                              -  Vibeke Frank (Formand i GAM3)
                              -  Karen Hækkerup (Social- og integrationsminister)
                              -  Laurie S. Fulton (USA’s Ambassadør)
kl. 17:30-17:45     PlayMaker Graduation
kl. 18:00-21:00     Sportsturneringer
kl. 19.00-21.00     All Style Dance Battle

Følg med på Facebook på http://www.facebook.com/events/442456252464162

Yderligere information og interviews (herunder kontakt til PlayMakers):

Julie Christine Ørnø, Pressemedarbejder i Social- og integrationsminister
Tlf. 4185 1365. Mobil: 4070 6901. E-mail: jor@sm.dk

Johan M. Flyvbjerg, Public Affairs Section, US Embassy, Copenhagen
Tlf. 3341 7371. Mobil: 5195 6426. E-mail: FlyvbjergJM@state.gov

Simon Prahm, Medstifter og direktør for GAM3
Tlf. 7020 8323. Mobil: 2728 8160. E-mail: simon@GAM3.dk

Related links

Emner

  • Sport

Kategorier

  • uddannelse
  • instruktører
  • your gam3
  • StreetMekka
  • PlayMakers
  • GAM3
  • trænere
  • gadeidræt

GAM3 er en dansk baseret non-profit organisation, som gennem de sidste 10 år har arrangeret gadeidrætsaktiviteter med særligt fokus på forebyggelse af konflikt og marginalisering. På gadeplan har GAM3 over 70 gadeidrætsinstruktører og 150 frivillige, der gør de mange aktiviteter på asfalten mulige at gennemføre.