Pressemeddelelse -

Gadeidrætten skal styrke udsatte unge

På onsdag 6. juni og hver onsdag fremover mødes en gruppe udsatte unge på Vesterbro for at træne Parkour og Hiphop-dans. Træningerne er en del af et projektet ’Gadeidræt for psykosocialt udsatte unge’, som Sundhedsstyrelsen har søsat i samarbejde med non-profit-organisationen GAM3 og gadeidrætsfaciliteten StreetMekka.

De unge kommer fra en række døgninstitutioner i hovedstadsområdet, og træningerne skal være med til at styrke de unges sociale kompetencer og gøre deres vej fra døgninstitutionen og ud i virkeligheden nemmere.

De unge kæmper med psykiske og sociale udfordringer, og træningerne skal være med til at øge deres fysiske velvære, samtidig med at de får styrket deres sociale kompetencer. På sigt er det planen, at de unge skal begynde at komme til StreetMekkas træninger på lige fod med andre unge.

Indtil videre har tre døgninstitutioner meldt sig til projektet, og i løbet af de næste tre år vil yderligere to institutioner følge trop.

En af de institutioner, som går i gang 6. juni, er døgninstitutionen Nexus i Jægerspris. Hamid Vazin, der er leder af Nexus, siger om projektet:

”Nexus´ identitet og profil bygger i høj grad på en sund livsførelse, hvor fysiske aktiviteter er gennemgående og vitale elementer for den samlede indsats. Med projektet i StreetMekka har vi fået bedre muligheder for at tilpasse indsatsen til den enkelte unges udviklingsbehov, og målet er, at de unge undervejs får øje på egne ressourcer og derved får mere mod på en fortsat udvikling.”

Projektleder i StreetMekka, Irem Hussain, fortæller om gadeidrættens mulighed for at gøre en forskel for de unge:

”Det er vigtigt, at det foregår på de unges præmisser, ellers taber vi dem inden de overhovedet er kommet i gang. Og det er netop det, gadeidrætten kan, fordi den er fleksibel og let tilgængelig – og derfor også rummelig.”

Som optakt til træningerne mødes StreetMekkas instruktører og socialpædagogerne fra hver enkelt døgninstitution til et kursus, hvor instruktørerne lærer at arbejde med de unge og tage hensyn til deres særlige behov – og hvor socialpædagogerne lærer, hvordan de kan inddrage gadeidrætten i de unges hverdag.

’Gadeidræt for psykosocialt udsatte unge’ fokuserer desuden på at samle gode erfaringer og udvikle brugbare metoder til at styrke psykisk og socialt udsatte unges sundhed og sociale kompetencer gennem idrætsaktiviteter. Erfaringerne og metoderne skal på sigt være tilgængelige for alle landets behandlingstilbud, hvilket cand.scient.soc. Rikke Primdahl fra Sundhedsstyrelsen understreger vigtigheden af:

”Gadeidræt, og fysisk aktivitet i det hele taget, giver de unge mulighed for at indgå i nye sociale relationer. Erfaringer viser, at det kan bidrage til at øge følelsen af velvære og udvikle nogle af de personlige kompetencer, der skal til for at genetablere eget liv. Sundhedsstyrelsen ser ’Gadeidræt for psykosocialt udsatte unge’ som et vigtigt projekt at støtte, og vi håber at samle erfaringer, som kan gavne endnu flere psykosocialt udsatte unge.”

KONTAKT

Mikkel Knowles Gjelstrup, Leder af StreetMekka

Tlf. 3323 6665. Mobil: 4057 5557. Email: mikkel@StreetMekka.dk

Interviews med instruktører, projektleder, lederen af Nexus eller repræsentant fra Sundhedsstyrelsen kan bookes via Mikkel Knowles Gjelstrup.

Yderligere pressefotos kan rekvireres ved henvendelse til Mikkel Knowles Gjelstrup.

HVAD ER STREETMEKKA?

StreetMekka er en indendørs asfalteret gadeidrætsfacilitet med 2.240 m2 unikke faciliteter til Street Basket, Street Dance, Break Dance, Parkour og DJ- og Street Art skole, hvor børn, unge og andre med hang til gadekultur kan dyrke deres passion i rå og autentiske omgivelser.

StreetMekka åbnede 16. oktober 2010 og har allerede oprettet over 5.000 medlemmer, afholdt over 2.475 gadeidrætstræninger samt registreret 8.065 udlån af basket- og fodbolde.

Formålet med StreetMekka er at skabe en gadeidrætsfacilitet, der med vægt på bevægelse, tilgængelighed, brugerinddragelse og fleksibilitet vil skabe et frisk pust til den københavnske ungdoms- og idrætskultur. I StreetMekka vil GAM3 i samarbejde med Flow Dance Academy, Street Movement og Hua Yue Tai Chi samt en lang række frivillige og trænere tilbyde let tilgængelige idræts- og fritidsaktiviteter for Københavns unge.

Københavns Kommunes og Lokale- og Anlægsfonden har hver givet hhv. 19 og 3 mio. kr. til etablering af StreetMekka. Nonprofit organisationen GAM3 har indgået en aftale med Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning omkring driften af StreetMekka, som årligt beløber sig til 3,2 mio. kr.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • behandlingstilbud
  • døgninstitutioner
  • instruktører
  • gadeidræt
  • StreetMekka
  • GAM3

HVAD ER GAM3?

GAM3 (udtales som det engelske game) er en non-profit organisation, der siden 2002 har brugt sport og streetkultur med henblik på at forbygge konflikt og marginalisering. På faste ugentlige træningsdage afvikler GAM3 i 2012 Basket-, Danse-, Fodbold- og Street Fit-træning i 17 udsatte boligområder i Danmark – de såkaldte GAM3 Zones. Derudover står GAM3 bag idé og drift af StreetMekka på Enghavevej i København. 

Relateret materiale