Pressemeddelelse -

Ny undersøgelse: Et flertal af danskerne mener, at gadeidræt kan få flere børn og unge til at være aktive

Den fleksible og selvorganiseret gadeidræt er populær i Danmark. En ny undersøgelse af Analyse Danmark viser, at 62 procent af danskerne mener, at gadeidræt er vigtig i forhold til, at få flere børn og unge til at være aktive.

Fænomenet gadeidræt er efterhånden ikke fremmed for danskerne. Skateboard, parkour og løbehjul er blevet en naturlig del af gadebilledet i Danmark. Analyse Danmark har foretaget en undersøgelse på vegne af gadeidrætsorganisationen GAME, som afdækker danskernes holdning til gadeidræt. Her fremgår det, at 62 procent mener, at gadeidræt kan være med til, at få flere børn og unge til at være aktive. Yderligere mener 66 procent, at gadeidræt er en aktiv måde at være social i hverdagen. Og det at man kan kombinere den fysiske aktivitet med det sociale, er netop noget, som andre undersøgelser tidligere har peget på som vigtigt.

”I GAME ser vi, at mange af de børn og unge, som ikke har fundet fodfæste andre steder i idrætten ofte føler sig hjemme i fællesskabet omkring idrætten på gadeplan. Fra tidligere undersøgelser ved vi, at to ud af tre får nye venner og ni ud af 10 siger, at de føler sig velkomne, når de deltager i aktiviteterne. Jeg tror, at fordi gadeidrætten er lidt skæv, så oplever de, at der er en større rummelighed, end mange af de andre steder, hvor de har forsøgt sig,” siger Simon Prahm, medstifter og direktør i GAME.

Pressekontakt: Pressekontakt:

Søs Bondo Simon Prahm

Pressekoordinator Direktør, GAME

M: sos@gamedenmark.org M: Sp@gamedanmark.org

T: 23413354 T: 27288160

Flere vil gerne være aktive i gadeidrætten

I undersøgelsen svarer 10 procent af danskerne, at de gerne vil i gang med at dyrke gadeidræt. De to mest afgørende faktorer som kan få dem i gang med at dyrke gadeidræt, er flere faciliteter i nærområdet (46 procent) og mere viden om hvor man kan dyrke gadeidræt (44 procent).

”Det der gør gadeidræt så populært er, at det er fleksibelt, tilgængeligt og socialt. Selvfølgelig skal der være en eller anden form for facilitet. Men det kan starte med at være en bænk som man kan skate eller dyrke parkour på. Med Den Nationale Platform for Gadeidræt har vi stort fokus på at styrke faciliteterne til gadeidræt i hele landet og har allerede støttet en lang række projekter. Undersøgelsen peger på, at det er et godt sted at starte,” siger William Frederiksen, Talsmand for Den Nationale Platform for Gadeidræt og leder af Copenhagen Skatepark.

Yderligere svar fra undersøgelsen af danskernes holdning til gadeidræt:

70 procent er enige eller helt enige i, at det er en fordel at gadeidræt er gratis

64 procent dyrker idræt i en eller anden udstrækning

22 procent er aktive medlemmer af en idrætsforening

38 procent af danskerne dyrker selvorganiseret idræt

49 procent af danskerne synes, at gadeidræt bør støttes i samme eller højere grad end foreningsidræt

Fakta:

GAME er en non-profit organisation, som siden 2002 har arbejdet for at udbrede gadeidræt og gadekultur. Med de unge som drivkraft afholder GAME åbne træninger på gadeplan i basket, dans, fodbold og parkour i udsatte boligområder rundt om i Danmark. Målet er at sænke tærsklen til idrætsdeltagelsen, så flere kan komme med i legen og fællesskabet på asfalten.

Den Nationale Platform For Gadeidræt er en platform for alle, der brænder for gadeidræt. Platformen arbejder for at udvikle og udbrede gadeidrætten i hele Danmark. Den Nationale Platform for Gadeidræt – også kaldet GADEIDRÆT – understøtter landets mange ildsjæle og puster liv i nogle af de initiativer, der ulmer i det danske street miljø. Og gerne på en måde, hvor gadeidrætten bliver et vækstlag, som gavner hele idrætten. Nordea-fonden støtter GADEIDRÆT med 15 millioner over de næste tre år. GAME huser sekretariatet.

Analyse Danmark A/S er medlem af ESOMAR, og undersøgelsen er gennemført i overensstemmelse med EMAQS (European Market Analysis Quality Standards) standarder.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • gadeidræt
  • skateboard
  • parkour
  • løbehjul
  • basket
  • nordeafonden
  • aktive
  • børn
  • unge
  • slackline
  • gadefodbold
  • street dance

GAME er en gadeidrætsorganisation, som arrangerer åbne træninger i street basket, gadefodbold, dans og parkour i boligområder over hele Danmark samt i et gadeidrætshus i København. Det er unge frivillige, GAME Playmakers, der driver de lokale street events og træninger.

GAME arbejder også i Libanon.