Pressemeddelelse -

Penge til gadeidrættens entreprenører

Den Nationale Platform for Gadeidræt smider nu en del af sine penge på gaden med den første uddeling af midler fra de fire puljer, der skal booste gadeidrætten over hele landet. Der er uddelt i alt 1.667.000 kr. til 48 projekter, der spænder fra støtte til søm og skruer, over aktiviteter på Gadeidrættens Dag til rådgivning og uddannelse. 

Platformen for Gadeidræt har eksisteret i knapt et halvt år og er med penge fra Nordea-fonden sat i verden for at få flere børn og unge i gang med gadeidræt.

- Der har været overvældende interesse for gadeidrætspuljerne med 89 meget forskellige ansøgninger fra hele landet på mere end 13 millioner kroner. Ansøgningerne er fulde af initiativ, mangfoldighed og entreprenører. Det viser, at der både er behov og potentiale i gadeidrætten i forhold til at få de børn og unge i gang, som ikke allerede er aktive, siger Semir Catovic, som er projektleder på Platformen for Gadeidræt.

Nogle af dem, der får penge, er: Skateboard Summer Camp i Grønland, nye parkour faciliteter på Fyn, street soccer i Hillerød, nye basketkurve i Aarhus og Ishøj, samt gadeidræts events i fra Nakskov til Horsens.

- Vi har valgt at støtte så mange projekter som muligt med fokus på kvalitet i aktiviteten, do-it-yourself kultur og ungeinddragelse. Men det har været en svær proces, da der var så mange gode idéer og projekter med højt niveau. Nu glæder vi os til at følge pengene derude, siger William Frederiksen, leder af Copenhagen Skatepark, som sidder i bevillingsudvalget i GADEIDRÆT.

Næste ansøgningsrunde har frist den 15. Juli 2015.

Gadeidrættens Dag
En af puljerne, der har sendt penge på gaden, er Gadeidrættens Dag, som er den 20. juni i år og bliver en dag, hvor ildsjæle i hele landet inviterer danskerne til at fejre gadeidrætten. Der bliver mulighed for at prøve kræfter med parkour, skateboard, løbehjul eller cyr wheel og meget meget mere. Se listen over alle aktiviteterne på gadeidraet.dk


Pressekontakt: 
Søs Bondo, presseansvarlig, Den Nationale Platform for Gadeidræt på sos@gadeidraet.dk

Tlf. 23413354

Fakta

Den Nationale Platform for Gadeidræt uddeler fra fire puljer
:
Udviklingspuljen, hvis man fx har brug for at blive bedre organiseret eller få uddannelse som instruktør. Uddelt d. 21. maj: 317.460,00 kr. 


Søm & Skruer puljen, hvis man selv vil lave en rampe, reparere den ødelagte basket kurv på vendepladsen eller skrue et mål sammen til street handball. Uddelt d. 21. maj: 347.445,50 kr.

Jokerpuljen til alle de uforudsigelige og skæve ideer som findes på gadeplanet. Uddelt d. 21. maj: 255.696,90 kr.

Gadeidrættens Dag, som bliver en samlet national gadeidrætsdag. Uddelt d. 21. maj: 746.064,7 kr.

Det er et bevillingsudvalg bestående af Mikkel Rugaard fra Street Movement, Simon Prahm fra GAME, William Frederiksen fra Copenhagen Skatepark og Ole Bruun Andersen fra Street Handball, der beslutter, hvilke projekter, GADEIDRÆT støtter.

Den Nationale Platform for Gadeidræt er en platform for alle, der brænder for Gadeidræt også kaldet GADEIDRÆT. En platform der understøtter de selvorganiserede fællesskaber på gaden via økonomisk støtte, vidensdeling og rådgivning, og målet er at gadeidrættens sociale, sundhedsmæssige og kreative potentialer kan få flere aktive børn og unge. Nordea-fonden har gjort platformen mulig med støtte på 15 millioner over tre år.

Følg med på www.gadeidræt.dk eller Facebook.com/gadeidraet

Emner

  • Sport

Kategorier

  • gadeidræt

GAME er en gadeidrætsorganisation, som står for træninger i street basket, dans, parkour og gadefodbold i boligområder i hele landet samt i et gadeidrætshus i København. Det er unge frivillige, GAME Playmakers, der står for træninger og events i de lokale GAME zoner. GAME arbejder også i Libanon.

Kontakt

Ida Brix

Kommunikationschef +45 2628 6553