Pressemeddelelse -

Presseinvitation: International fejring af gadeidrætten

Lørdag d. 25. august bliver der afholdt Danmarksmesterskaber i FIBA’s nye tre mod tre basketballdisciplin. Det er andet år i træk, at den nye sport tager det velkendte indendørsspil ud på asfalten. Og i år vil der være et internationalt islæt blandt de deltagende hold, som kæmper om at kvalificere sig til World Tour.

Det er lykkedes for hele 85 hold at kvalificere sig til slutspillet og kampen om DM-titlen, præmier og street credit i den nye basketballdisciplin. Medaljekandidaterne har kvalificeret sig ved et af de 16 kvalifikationsstævner, som er blevet afholdt i udsatte boligområder fordelt over hele landet tidligere i år. For at sikre kampformen på lørdag, har mange af holdene efterfølgende valgt at deltage i nogle af de over 1.000 træninger som foreningen GAM3 har afholdt i boligområderne hen over foråret og sommeren. For de gadeidrætsentusiaster, som ikke klarede kvalifikationen, vil det være muligt at stille op i en åben række. Der vil derfor være over 100 deltagende hold i København i weekenden.

Streetbasket-turneringen som er Skandinaviens største, har i år oplevet en øget deltagelse fra internationale hold takket være samarbejdet med det internationale basketballforbund (FIBA). Der bliver derfor masser af god basket at se på for de unge aspiranter. I herrernes elite-række deltager bl.a. hold fra Rusland, Tyskland, Sverige og Libanon. Som noget nyt, får vinderne suppleret førstepræmien på kr. 15.000 med en tur til Madrid med alt betalt. Her vil de som et de 16 bedste europæiske hold dyste om at få lov til at repræsentere Europa ved ’World Tour’ finalerne i Miami i september.

”Det har været spændende at følge turneringens udvikling gennem de senere år. Samarbejdet med FIBA har været med til at tiltrække nogle af de dygtigste tre mod tre hold i Europa. Udover at levere en turnering af høj kvalitet, er målet at tænde en ild i de unge aspiranter. Hvis de kan gå hjem fra GAM3 Finals og føle sig som en del af en global streetkultur, så er vi glade. Det vil styrke deres iver for at fortsætte træningen hjemme i deres eget boligområde og måske realisere drømmen om at blive professionel en dag,” siger GAM3’s direktør og medstifter Simon Prahm.

Dagen byder også på live koncert med den 21 årige reggae-komet Kaka, som med numrene Mere Energi og Bang Bang (Reggaejam) spås gode muligheder for at skabe en positiv stemning på trods af dagens intense kampprogram. Midt på dagen vil der være ’Street Dance Show’, hvor dansere fra boligområder fordelt over hele landet viser en koreograferet opvisning. Sidst på dagen lægges der asfalt til en ’All Style Dance Battle’, hvor inviterede dansere vil kæmpe mod hinanden til tonerne af tidl. ’DMC World Champion’ DJ Noize. Traditionen tro lukkes og slukkes med ’Slam Dunk Contest’ som I år bliver hostet af P3’s Peter Falktoft (også kendt som ’Snebolden’) og David Jay.

PRAKTISK INFORMATION

Tidspunkt: Lørdag den 25. august kl. 10:00-19:00

Sted: StreetMekka, Enghavevej 82, København SV

Program:
10:00-13:30   Indledende kampe og Street Dance Workshop
13:40-13:55   Street Dance Show
14:00-18:00   Playoff- og finalekampe
17:00-18:00   All Style Dance Battle (indledende runde)
18:10-18:30   All Style Dance Battle (semifinaler og finale)
18:30-19:00   Slam Dunk Contest

 Se opdateret program på Facebook.

Yderligere information og interviews:
Simon Prahm, Medstifter og direktør for GAM3
Tlf. 7020 8323. Mobil: 2728 8160. Email: simon@GAM3.dk

FAKTA

Om GAM3 og GAM3 Zones
GAM3 (udtales som det engelske game) er en non-profit organisation, der siden 2002 har brugt sport og streetkultur med henblik på at forbygge konflikt og marginalisering. På faste ugentlige træningsdage afvikler GAM3 i 2012 basket-, danse-, fodbold- og street fit-træning i 17 udsatte boligområder i Danmark – de såkaldte GAM3 Zones. Hver Zone koordineres af en gruppe dedikerede frivillige og har derudover sine egne coaches, som lærer de unge at arbejde målrettet med en række grundlæggende træningsøvelser. Målet er at skabe en positiv identitet og et styrket selvværd hos den enkelte deltager.

De fleste af deltagerne er fra udsatte boligområder og mellem 10 og 18 år. Den seneste statusrapport viser desuden at:

  • Aldersgennemsnittet er 12,9 år
  • 38 % af GAM3’s træner og frivillige har anden etnisk baggrund end dansk
  • 75 % af deltagerne har fået nye venner ved at deltage i GAM3
  • 83 % synes at GAM3 gør området, de bor i, endnu bedre

Historien om organisationen GAM3
Organisationen, som har 10 års fødselsdag i 2012, er gennem årene vokset og har i dag hovedkontor i København med otte fuldtidsansatte, ti studiemedarbejdere, fem praktikanter og to militærnægtere. Derudover består organisationen af 70 trænere og 150 frivillige, der gør sommerens aktiviteter på gadeplan mulige at gennemføre. GAM3 er ledet af en frivillig bestyrelse, som blandt andet tæller Vibeke Frank, tidligere HR-direktør hos Carlsberg og Anders Rendtorff, VP for kommunikation og HR hos Coloplast.

Gennem årene har GAM3 også formået at etablere en søsterorganisation i Libanon, som i dag er ledet af en selvstændig lokal bestyrelse.

Finansiering
Udover en række private og offentlige sponsorer er GAM3 støttet via Satspuljen på Finansloven. Den årlige støtte har sikret organisationen en grundfinansiering i en fireårig periode frem til 2014 på i alt 8 millioner kr. Blandt de private donorer kan nævnes Realdania, Edith & Godtfred Kirk Christiansen's Fond, Bikubenfonden, Nordea-fonden og Nordic Sugar.

Gadeidræt hele året rundt
I 2010 slog GAM3 i samarbejde med Københavns Kommune portene op for en ny indendørs gadeidrætsfacilitet – et StreetMekka - hvor de unge i Københavnsområdet kan dyrke deres passion for den uformelle idræt året rundt. StreetMekka blev i 2011 kåret af københavnerne som ”Byens Bedste Nye Initiativ” og har i dag over 5.000 medlemmer. På sigt håber GAM3 at kunne åbne flere StreetMekka’er rundt omkring i landet i samarbejde med de mange lokale samarbejdspartnere.

Mere info
For mere info om GAM3, se evt. den seneste status- eller årsrapport her: http://GAM3.dk/publications

Emner

  • Sport

Kategorier

  • gam3 finals
  • StreetMekka
  • gadeidræt
  • GAM3

GAM3 er en dansk baseret non-profit organisation, som gennem de sidste 10 år har arrangeret gadeidrætsaktiviteter med særligt fokus på forebyggelse af konflikt og marginalisering. På gadeplan har GAM3 over 70 gadeidrætsinstruktører og 150 frivillige, der gør de mange aktiviteter på asfalten mulige at gennemføre.