Pressemeddelelse -

StreetMekka vinder olympisk medalje i idrætsarkitektur

Gadeidræt og asfalt er normalt ikke noget, man forbinder med arkitekturpriser. Men nu har gadeidrætsfaciliteten StreetMekka modtaget international anerkendelse i form af en IAKS pris - det nærmeste man kommer en OL-medalje for idrætsfaciliteter.

IAKS priserne uddeles af den Internationale Olympiske Komité (IOC), den Internationale Paraolympiske Komité (IPC) og den Internationale Organisation for Sport og Fritidsfaciliteter (IAKS). StreetMekka er blevet belønnet med en såkaldt særpris, der gives til bemærkelsesværdigt design og projekter med særlig eksempelværdi.

StreetMekka i København er tegnet af BBP Arkitekter og udviklet i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden, der også har støttet etableringen af StreetMekka sammen med Københavns Kommune. Gadeidrætsfaciliteten drives af non-profit organisationen GAM3, som arbejder for at gøre gadeidræt og streetkultur tilgængeligt for alle, med særligt sigte på at fremme sundhed samt skabe inklusion og social progression blandt børn og unge.
 
GAM3 er i samarbejde med Realdania og TrygFonden i gang med at udbrede det prisbelønnede StreetMekka-koncept til resten af landet. Konsortiet forventer at kunne offentliggøre de tre nye StreetMekka byer i løbet af efteråret.


Related links

Emner

  • Sport

Kategorier

  • StreetMekka
  • GAM3
  • realdania
  • iaks
  • trygfonden
  • gamestreetmekka

GAM3 er en dansk baseret non-profit organisation, som i mere end 10 år har arrangeret gadeidrætsaktiviteter med særligt fokus på forebyggelse af konflikt og marginalisering. I 2013 arrangerer GAM3 aktiviteter i 32 udsatte boligområder over hele Danmark. På gadeplan har organisationen over 70 gadeidrætsinstruktører og 150 frivillige, der gør de mange aktiviteter på asfalten mulige at gennemføre. I 2010 slog GAM3 i samarbejde med Københavns Kommune portene op for den første indendørs gadeidrætsfacilitet – et StreetMekka – hvor de unge i københavnsområdet kan dyrke deres passion for den uformelle idræt året rundt.

Relateret materiale