Pressemeddelelse -
Danmarks Underholdningsorkester modtager international pris for Beethoven-udgivelse
Det er netop blevet offentliggjort, at Danmarks Underholdningsorkester og chefdirigent Ádám Fischer modtager en ICMA – International Classical Music Award – i kategorien ’Symphonic Music’ for orkestrets Beethoven-bokssæt. Det er anden gang på blot fem år, at Danmarks Underholdningsorkester bliver hædret med den prestigefyldte pris. I efteråret fejrer orkestret prisen og Beethovens 250-års fødselsdag med et gigantisk Beethoven Marathon med fire koncerter over to dage.
For anden gang i Danmarks Underholdningsorkesters fem-årige levetid har orkestret i dag modtaget en International Classical Music Award (ICMA) i kategorien ’Symphonic Music’ for bokssættet ’Beethoven: Complete Symphonies’ af Danmarks Underholdningsorkester og chefdirigent Ádám Fischer, som er en samlet indspilning af Beethovens symfonier.
”Jeg er selvsagt både glad og stolt over at modtage en af verdens største musikpriser. Det er en kæmpe anerkendelse af det samarbejde, som Ádám og orkestret har opbygget igennem mere end 20 år, og jeg glæder mig meget til at se, hvad fremtiden vil bringe for Danmarks Underholdningsorkester,” siger direktør for Danmarks Underholdningsorkester, Andreas Vetö.
Beethoven Marathon
Den allernærmeste fremtid ligger dog fast. Danmarks Underholdningsorkester kan nemlig i dag også offentliggøre, at man til september kan præsentere et gigantisk Beethoven Marathon. Her vil chefdirigent Ádám Fischer lede Danmarks Underholdningsorkester gennem alle Beethovens ni symfonier i løbet af fire koncerter i DR Koncertsalen over to dage. Marathonet markerer komponisten 250-års fødselsdag og vil være en unik mulighed for at høre det prisbelønnede samarbejde mellem Ádám Fischer og Danmarks Underholdningsorkester live.
Programmet for Beethoven Marathon er som følger:
12. september kl. 15.00: Ludwig van Beethoven – Symfoni nr. 1, 2 og 3
12. september kl. 19.30: Ludwig van Beethoven – Symfoni nr. 4 og 5
13. september kl. 15.00: Ludwig van Beethoven – Symfoni nr. 6 og 7
13. september kl. 19.30: Ludwig van Beethoven – Symfoni nr. 8 og 9
Billetterne til Beethoven Marathon går i salg senere på måneden.
Med venlig hilsen
HAVE A/S
Pressekontakt
Peter Pishai Storgaard // peter.storgaard@have.dk // 28 49 33 86
Om Ádám Fischer og Danmarks Underholdningsorkester
Ádám Fischer (f. 1949) har været chefdirigent Underholdningsorkestret siden 1998. Han er en efterspurgt dirigent inden for såvel opera- som koncertrepertoirer og har samarbejdet med en lang række førende internationale koncert- og operahuse – herunder Wiener Staatsoper, La Scala, Metropolitan, Wiener Philharmonikerne og London Philharmonic. Presto Classical – den førende britiske online webshop for klassisk musik – kårede i 2019 Ádam Fischer som ’Conductor of the Year 2019’ og skrev blandt andet:” At 70, the Hungarian conductor seems to be hitting his absolute prime.”
Danmarks Underholdningsorkester er landets eneste musikerejede orkester. Orkestret har 80 års historie som professionelt ensemble og kendetegnes ved entusiasme, musikalsk mod og kunstnerisk fandenivoldskhed. Foruden en skarpsleben profil inden for det klassiske repertoire, som det har opnået bred international anerkendelse igennem dets over 20-årige samarbejde med chefdirigent Ádám Fischer, har orkestret en stærk identitet i at være et orkester for og med alle – at være en brobygger mellem klassisk og populær musik, mellem generationer og mellem landsdele.