Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Feriehjælp: Dansk Folkehjælp giver udsatte børn livslange ferieminder

I år sender Dansk Folkehjælp mere end 4.000 udsatte og fattige feriehjælpsansøgere, herunder 2.860 børn, på ferie gennem organisationens feriehjælpsprogram. Ferieopholdene giver udsatte børn og voksne et afbræk fra en presset hverdag og bidrager blandt andet til fornyet livsmod og øget livskvalitet. Desværre kan Dansk Folkehjælp kun hjælpe 1 ud af 10 berettigede ansøgere på ferie.

Dansk Folkehjælp er Danmarks største formidler af ferieophold til landets udsatte og økonomisk trængte familier og børn. Organisationen giver familier, der ikke har råd til at tage på ferie, mulighed for en uges gratis ferieophold et sted i Danmark henover sommeren.

På følgende video fortæller Vicki fra Nakskov og hendes to børn, om hvad det betyder at få feriehjælp. Familien skal til Ho Bugt feriekoloni i uge 27. 

Link til videoen: https://youtu.be/ewkNQ6Rm1qw

Familier på overførselsindkomst har i hele april måned kunnet søge om feriehjælp, og interessen har været stor. Dansk Folkehjælp oplever, at der er 10 godkendte ansøgere til hver af de ferieboliger, som organisationen kan stille til rådighed, hvilket betyder, at størstedelen af ansøgerne desværre får afslag.

Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, ærgrer sig over, at de ikke har mulighed for at sende flere familier på ferie: ”Vi modtager langt flere ansøgninger om feriehjælp, end vi har økonomi og ressourcer til at imødekomme, og vi må desværre afvise 9 ud af 10 berettigede ansøgere. Det er rigtig ærgerligt, fordi vi kan se, at der er stor efterspørgsel og behov for feriehjælp. Men vi må samtidig glæde os over, at vi i år kan sende mere end 4.000 afsted på ferie et sted i Danmark. Det er et stort afsavn i familierne, når man ikke har økonomisk råderum til at planlægge ferie med børnene. Vi ved, hvor vigtigt det er, at børn får gode ferieminder, så det er fantastisk at kunne give dem den mulighed.”

Ferieminder giver børn fra trængte kår fornyet livsmod
Udsatte familiers trængte økonomi påvirker især børnene, der tit oplever at måtte undvære ting, som er en selvfølge for deres klassekammerater.Ferieopholdene er vigtige, fordi børnene gennem gode ferieminder kan være med i samtaler om ferieoplevelser, når de vender tilbage til skolen efter ferien. På den måde undgår de at føle sig ekskluderet. Erfaringer viser, at tilbud om gode fællesoplevelser til socialt udsatte familier med børn – eksempelvis i form af et ferieophold, kan bidrage til fornyet livsmod og forøget livskvalitet. Netop derfor har Dansk Folkehjælp i år intensiveret børneferieområdet.

Behovet for feriehjælp er eksploderet
Det er Dansk Folkehjælps vurdering, at behovet for indsatser, der styrker livskvaliteten og den personlige udvikling hos udsatte børnefamilier, er øget i forbindelse med indførelsen af kontanthjælpsloftet, der trådte i kraft i 2016. Især familier på kontakthjælp og lignende overførselsindkomster er stærkt repræsenteret blandt ansøgerne til feriehjælpen.

I forbindelse med ansøgning af feriehjælpen 2019 har cirka 97% af alle ansøgerne oplyst, at det er blevet sværere for dem at få økonomien og dagligdagen til at hænge sammen, og 91% har svaret, at deres børn lider afsavn i hverdagen på grund af familiens økonomi.

Dansk Folkehjælp arrangerer tre typer ferier, der alle er en del af feriehjælpen: Børneferier, familieferier for udsatte familier samt ferier for handicappede børn og unge. Der vil alene henover sommeren være 580 børn og unge på børneferierne og 900 familier på familieferie. På ferieopholdende får deltagerne gennem sociale aktiviteter kontakt til andre i samme situation. De får på den måde et netværk af ligestillede, de kan benytte sig af efterfølgende.

For at komme i betragtning til feriehjælp fra Dansk Folkehjælp skal man være forsørger på overførelsesindkomst og have hjemmeboende børn under 18 år. Langt størstedelen af ansøgerne er kvindelige forsørgere, og samlet set udgør kvinder 92% af ansøgerne.

På vores statistikmodul kan du læse mere om ansøgningstal, sammenligne fra år til år og meget mere: https://ansogning.folkehjaelp.dk/statistik/

Læs mere om Dansk Folkehjælps feriehjælp her www.folkehjaelp.dk.

Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp

For interview og yderligere oplysninger:
Rikke Hesselholt // pressekontakt // Have kommunikation: rikke@have.dk // 2843 3893
Natasha Holst Bülow // pressekontakt // Have Kommunikation: natasha@have.dk // 2763 6988
Klaus Nørlem // Generalsekretær // Dansk Folkehjælp: 2033 0939

Kontakt

Rikke Hesselholt

Rikke Hesselholt

Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark