Skip to main content

Folketeatret præsenterer NATTEN ER DAGENS MOR 
– Lars Noréns ikoniske familiedrama

Pressemeddelelse   •   Jan 07, 2020 10:00 CET

​ELLEN HILLINGSØE ● PREBEN KRISTENSEN ● NICOLAI JØRGENSEN ● ANTON HJEJLE

PREMIERE DEN 2. APRIL 2020 PÅ STORE SCENE, NØRREGADE

NATTEN ER DAGENS MOR er en moderne klassiker, som sætter livet i en misbrugsfamilie i et mørkt lys uden mange formildende omstændigheder. Det er en tankevækkende og hudløst ærlig skildring af de mekanismer, der træder i kraft i en familie, som lever med et misbrugsproblem, og hvor børnene rammes hårdest af alle. NATTEN ER DAGENS MOR får premiere den 2. april 2020 på Folketeatret.

NATTEN ER DAGENS MOR er instrueret af den anerkendte instruktør Rolf Heim og skrevet af Sveriges mest anerkendte dramatiker Lars Norén og er Noréns delvist selvbiografiske gennembrudsdrama fra 1982.

Om forestillingen
Preben Kristensen, Ellen Hillingsø, Anton Hjejle og Nicolai Jørgensen spiller en familie i krise, hvor alkoholisme, bekymringer om økonomi, tvivl om identitet og desperat længsel efter at komme væk kæmper med frustrationen over at være bundet til hinanden. I længsel efter kærlighed kredser mændene i familien om moderen, som balancerer i et spind af hensyn og selvopholdelsesdrift, der på et splitsekund kan forvandle ømhed til aggression.

Faderen er alkoholiseret, moderen er lungesyg, og de to sønner er præget af en opvækst i utryghed, løgn og fortielse. Alle er de fanget i et gentaget destruktivt mønster, de ikke er i stand til at bryde ud af.

Holdet bag & på scenen
På scenen ses Ellen Hillingsøe i rollen som Elin – den kæderygende mor, der styrer familien med hård hånd. Skuespiller Ellen Hillingsøe er kendt fra en lang række teateropsætninger, film og tv-serier. Efter sit gennembrud i Charlot og Charlotte (1996) har Ellen Hillingsøe både optrådt i blandt andet Mifunes Sidste Sang (1999), i Rita på TV2, i Karlas Kabale (2017), i Not I (2017) på Østre Gasværk Teater og i Liva (2017) på Folketeatret. Ellen Hillingsøe har i sin karriere modtaget både en Robert i 1998 og Lauritzen Prisen i 1999.

Over for Ellen Hillingsøe spiller Preben Kristensen rollen som Martin, den alkoholiserede far, der gang på gang kæmper mod flasken for at få økonomien og familien på rette køl. Preben Kristensen er skuespiller og entertainer og er kendt i folkemunde for sit samarbejde med Thomas Eje og Anders Bircow i ensemblet Linie 3. Preben Kristensen har lagt stemme til utallige succesfulde tegnefilm, været hovedrolleindehaver i Phantom of the Opera (2009), spillet med i Tjekhovs klassiker Mågen (2011), Hvem er bange for Virginia Woolf (2003), og så modtog Preben Kristensen Lauritzen Prisen i 2019. Hans lange karriere har desuden indbragt ham Teaterpokalen i 1992 og en Æres Reumert i 2005.

Publikum kan desuden glæde sig til at se de unge stortalenter Anton Hjejle og Nicolai Jørgensen i rollerne som de to brødre Georg og David, der konstant trækkes i hver sin retning – skal de flygte fra hjemmet og lade deres mor i stikken eller kæmpe mod faderen og flaskerne med friheden som betaling?

Bag forestillingen står den Remeurthædrede instruktør Rolf Heim, som blandt andet stod bag opsætningerne af Frøken Julie (2005) Nick Cave Teaterkoncert, (2006) Sound of Music (2018) og Kroppen (2017) på Bådteatret. Forestillingen er skrevet af den anerkendte svenske dramatiker Lars Norén, der som kun få andre kan skildre den ætsende klaustrofobi, der hersker i en familie, hvor alle er ødelagt af det ensomme liv i familiens fængsel. En evne han blandt andet også har vist i forestillingen Kaos er guds nabo (1982). For Norén formår at skildre absolut realistiske skæbner og fortællinger, hvilket kommer til udtryk i blandt andet Personkrets 3:1 (1998), i Sju/Tre (1999) og i Kliniken fra 1998, som indbragte ham Nordisk Dramatiker Pris.

Se spilletider og læs mere om NATTEN ER DAGENS MOR på www.folketeatret.dk


Billetter kan købes på www.folketeatret.dk samt www.teaterbilletter.dk

Med venlig hilsen
HAVE

For yderligere information, kontakt venligst:
Rikke Hesselholt // rikke@have.dk // 28433893
​SIdsel Kamphøvener // sidsel@have.dk // 60658789

FAKTA OM NATTEN ER DAGENS MOR

Premiere: Den 2. april 2020
Spilleperiode på Folketeatret: Fra den 2. april til den 17. maj 2020
Forfatter: Lars Norén
Oversættelse: Karen-Maria Bille
Dramaturg: Ninette Mulvad
Instruktion: Rolf Heim
Scenograf: Sisse Gerd Jørgensen
Medvirkende: Ellen Hillingsø, Preben Kristensen, Nicolai Jørgensen, Anton Hjejle