Nyhed -

Meditation giver dig en vej til at slippe tankemylderet

Hjerte-kar-sygdomme kan have forskellige konsekvenser og begrænsninger for det enkelte menneske. På trods af det deler vi alle et fællesskab, når det kommer til oplevelsen af tab, grublerier og bekymringer, som kan følge med, siger Hjerteforeningens psykolog og forklarer, hvordan mindfulness meditation kan være en vej til at slippe tankemylderet

Sygdom og deraf begrænsninger er krævende for os som mennesker.

Det er forstyrrelser, som griber ind i vores velkendte hverdagsliv, som vi er vant til at beherske, forklarer Diana June Pedersen, der er psykolog ved Hjerteforeningens Rådgivning, og dagligt taler med hjerte-kar-patienter om deres oplevelser med sygdommen, der rammer 1 ud af 4 danskere.

Hun ser en god grund til, at vi prøver de veje af, som kan være gavnlige for vores psykiske trivsel, og ét af dem er såkaldt ‘mindfulness meditation’. Der kan nemlig ifølge Diana June Pedersen være hårdt brug for støtte, når livet rammes af eksempelvis hjerte-kar-sygdom.

– Når vi forstyrres eller rystes tilstrækkeligt, aktiverer vi forskellige strategier i forsøget på at håndtere de forandrede vilkår. Vores tilpasningsevne kan række langt og flytte os meget, men nogle situationer eller problemer kan ikke kontrolleres eller begrænses, uanset hvor meget vi forsøger herpå. Og det er netop dette energikrævende, nyttesløse mentale arbejde, som udløser, vedligeholder og forlænger, det naturlige, forventelige ubehag, som knytter sig til svære, uløselige situationer.Når vi forsøger at ændre og derved holder og sidder fast i begivenheder, som vanskeligt lader sig ændre eller påvirke, skabes der yderligere lidelse, forklarer Diana June Pedersen.

Vi skal ikke tænke os ud af alt

Vi kan ikke handle og tænke os ud af alle slags problemer, situationer eller følelser, lyder beskeden fra Diana June Pedersen.

– Vi kan ikke tænke os til et bedre helbred, om vi får en ny blodprop eller nyt anfald med atrieflimren.

Når vi ifølge Diana June Pedersen fanges ind i og fastholdes i uhensigtsmæssige tankemønstre, bliver vores opmærksomhed fastkoblet til den ubehagelige tilstand, som vi forsøger at håndtere, og derved bliver oplevelsen af ubehaget, tristheden, angsten, tvivlen og utrygheden vedvarende.

– Kort sagt skaber den fastlåste opmærksomhed yderligere lidelse i tillæg til det, som allerede er svært. Dét, som for vores opmærksomhed vokser, dyrkes, vil styrkes. Det er således ikke vores tanker eller følelser, som optræder i respons på problemerne og situationerne, som er problemet, men vores låste opmærksomhed. Det vedvarende engagement og håndteringsforsøg.

Diana June Pedersen forklarer, at når vores opmærksomhed fastlåses på denne vedvarende måde, bliver vi ufleksible.

– Vi forstyrrer vores naturlige evne til følelsesmæssig regulering, vi bliver mindre kreative og gør brug af automatiserede handlinger, hvis vi ikke fryser og forbliver passive. Vores psykiske flow og fleksibilitet bliver begrænset grundet aktivering af uhensigtsmæssige tankeprocesser, som beslaglægger over opmærksomhed. Kort sagt; vi får det dårligere, jo mere vi overtænker og forsøger at finde løsninger eller få kontrol over noget, som ikke findes eller fås.

Mindfulness er måske noget for dig

Med mindfulness meditation genskaber og øger du ifølge Diana June Pedersen din fleksibilitet, da mindfulness meditation består af fokuseret opmærksomhedstræning.

Selvom forskningen ikke er entydig, peger flere studier på, at mindfulness meditation kan have en gavnlig effekt. En række studier viser således, at bestemte programmer reducerer symptomer på stress, angst og depression. Også blodtryk kan have gavn af mindfulness meditation. På samme måde viser et studie et fald i fjendtlighed imod andre og en stigning i meningsfyldt livsglæde efter mindfulness meditation.

– Når du træner og praktiserer mindfulness meditation, deaktiverer du de mentale processer, som er afgørende medspillere i psykisk mistrivsel. Men mindfulness meditation er ikke alene et træningsarbejde i brugen af din opmærksomhed. Det er også opdyrkelsen og praktiseringen af værdier om åbenhed, nysgerrighed, tålmodighed, accept og venlighed i relationen til dig selv og andre. Mindfulness er således både holdning og træning, forklarer Diana June Pedersen.

Både undersøgelser og praktisk erfaring viser på denne måde, at der kan høstes en gavnlig effekt af at praktisere længerevarende mindfulness meditation både blandt personer med og uden fysiske eller psykiske problemer.

– Vores mentale trivsel er en dynamisk enhed, som du kan påvirke uanset, siger psykolog Diana June Pedersen ,der kan træffes på telefon 70 25 00 00.

Hjerteforeningen udbyder ikke mindfulness meditation, men nogle kommuner udbyder, så kontakt din lokale borgerservice. Søger du tilbud om mindfulness meditation, så foreslår Hjerteforeningen, at du tager en dialog med din læge herom. Tal i øvrigt med din læge, hvis du har behandlingskrævende angst eller depression.

Emner

  • Sundhedspleje, sundhedsvæsen

Kategorier

  • rådgivning
  • psykologi
  • forebyggelse
  • stress
  • angst

Kontakt

PRESSETELEFON

Pressekontakt 33 66 99 20

Louise Sjöström

Pressekontakt Presse 21 33 30 81

Jens Harder Højbjerg

Pressekontakt Presse 33 66 99 41

Mads Louis Orry

Pressekontakt Presse 33 66 99 14