– Midt i alt det frygtelige giver det mening

Hvem er egentlig bindeleddet mellem hospital og patienter, der venter på et hjerte? Det er såmænd Mette Gotlieb, der koordinerer mellem sygehuspersonale i hele landet og de modtagende patienter, når en mulig organdonor dukker op.

Vi har alle set de dramatiske tv-serier fra hospitalsgangene, men hvordan det hele egentlig foregår, fx når en patient skal have et nyt hjerte, er der nok kun få der ved helt tæt på. Nu får du dog chancen for at læse mere om forløbet, når Mette Gotlieb fortæller.

Den erfarne transplantationskoordinator koordinerer mellem sygehuspersonale i hele landet og de modtagende patienter, når en mulig organdonor dukker op.

Det skriver Rigshospitalet på sin hjemmeside. Historien er fra serien ”Tæt på” i Rigshospitalets magasin IndenRigs.

Så skal alt bare klappe

Forløbet frem mod transplantationen af nyt hjerte starter med, at Mette Gotlieb bliver ringet op af en kollega fra et hospital i Danmark med en mulig donor af hjerte, lunge, nyrer, lever og bugspytkirtel. Hun checker op i donorregistret. og ser om vedkommende er opført der. De fleste er ikke registreret, og så skal de pårørende tage stilling.

Oftest er donoren ramt af en hjerneblødning. Det er sjældent trafikulykker, for der bliver organerne tit ødelagt. Donoren kan være alle aldre lige fra et barn til et ældre menneske, fortæller Mette Gotlieb.

– Hvis der er givet tilladelse til donation, så går jeg i gang med at skaffe så mange helbredsoplysninger om den potentielle donor som muligt – det er vigtigt for det videre forløb. Der er forskellige undersøgelser, blodprøver med videre, inden vi finder ud af om, der er egnethed, forklarer hun.

Herefter venter personalet på, at patienten erklæres hjernedød.

– Og så skal alt bare klappe. Udtagningshold med kirurg fra hvert speciale, sygeplejersker med mere skal afsted, og her på stedet skal et transplantationshold stå klar, for organerne holder kun få timer. De tages ud og kommer hertil i bil eventuelt med fly via Kastrup.

– Ofte kan jeg høre, at de lige synker og trækker vejret en ekstra gang

Når de tekniske ting er afklaret, ringer Mette Gotlieb til patienterne.

– Ofte kan jeg høre, at de lige synker og trækker vejret en ekstra gang. Jeg giver dem tid til at sunde sig og bombarderer dem ikke med info, selv om det skal gå stærkt. Den stilhed er bevægende hver gang. Nogle patienter er så cool og afklarede, at jeg forklarer det to gange for at være sikker på, at de har forstået det hele. De fleste bliver lidt rundt på gulvet, nogle går lidt i panik. Jeg kan huske en, der sagde: ”Jamen, det kan jeg ikke. Jeg skal holde børnefødselsdag på mandag”. Hun kom nu alligevel.

Mette Gotlieb (ringer igen til patienten/Nej, jeg kontakter ALDRIG patienterne, tror det vil være for grænseoverskridende for patienten) følger altid op efter transplantationen.

– Jeg finder ud af hvordan transplantationen er gået og hvordan patienten har det lige nu. Derefter kontakter jeg afdelingen hvor donoren var indlagt og giver en tilbagemelding på hvilke organer der er anvendt og hvordan det er gået patienterne. Nogle pårørende til donoren har et behov for at høre, hvordan det er gået. Midt i alt det frygtelige, kan det give mening. Ikke bare for de pårørende, men også for personalet. Det er krævende at passe en donorpatient, fortæller hun.

– Ind i mellem vil modtagerne gerne sige tak. Der kan gå både ganske kort tid og flere år, så er der pludselig et opkald. Det er oftest forældre til børn, der har fået et organ, som gerne vil udtrykke taknemlighed, og så kan de skrive et brev, som går gennem os. Jeg læser censur på det, så vi er helt sikre på, at anonymiteten bevares.

En meget rørende proces

– Det er en meget rørende proces, og det er helt vildt, så tæt man kommer på de mennesker uden at kende dem. Jeg holder altid lidt øje med, hvordan det går patienterne efter transplantationen, men jeg tror, at man skal holde tingene adskilt, så jeg går aldrig ind bagefter og præsenterer mig, men holder mig på afstand, fortæller Mette Gotlieb.

Hun har vagt cirka hver fjerde døgn – resten af tiden er det papirarbejde.

– Når jeg har døgnvagt, er jeg på. Jeg sover anderledes om natten, kroppen er i en slags beredskab. De fleste af vores forløb foregår om aftenen eller natten. Jeg ved ikke hvorfor, sådan er det bare.

Det mest travle, Mette Gotlieb har haft, var en dag, hvor hun havde firer donorer.

– Det var frustrerende, ekstremt travlt, men det lykkedes. Så er det op på adrenalinen og falde sammen senere. Jeg tjekkede min telefon bagefter. På seks-otte timer havde jeg haft 550 opkald frem og tilbage.

Når dramaet er overstået, er det også tid til refleksion for Mette Gotlieb.

– Når tingene lykkes, får jeg sådan en ’YES!-følelse’. Men det sker også, at det ikke går, og patienten dør efter nogen tid. Så tænker jeg, at det var godt, at de i det mindste fik muligheden, og at der er gjort alt, der kunne gøres. Transplantation er den sidste udvej, så der er gjort alt. Nogle af skæbnerne banker ind i mellem på i eftertanken.