Pressemeddelelse -

​Patientforeninger om blodtryksmedicin med hydrochlorthiazid: Ingen grund til panik

Der er ingen grund til at skifte præparat mod forhøjet blodtryk eller helt stoppe med at tage det, hvis præparatet indeholder stoffet hydrochlorthiazid. Det understreger forskningschef i Hjerteforeningen, Gunnar Gislason, i den aktuelle debat om hydrochlorthiazid i blodtryksmedicin, som angives som årsag til forhøjet risiko for hudkræft.

- Hydrochlorthiazid øger lysfølsomheden og dermed hudens evne til at reparere mindre skader i cellerne, som solens stråler forårsager. Man skal altså være særdeles ivrig soldyrker eller have et arbejde, som foregår udendørs, hvis der skal være grund til at overveje at skifte sin blodtryksmedicin ud, siger Gunnar Gislason.

Blodtryksmedicin tages ved forhøjet blodtryk og mindsker risikoen for blodpropper i hjerte og hjerne. Og den er særdeles vigtig at holde fast i, mener Gunnar Gislason.

Væsentlig risikofaktor for hjerte-kar-sygdom

Det er nye resultater offentliggjort i Journal of the American Academy of Dermatology, som påpeger, at stoffet hydrochlorthiazid kædes sammen med øget risiko for hudkræft. Det skriver Politiken mandag.

I Danmark får omkring 250.000 mennesker blodtryksmedicin med hydrochlorthiazid. Ifølge Politiken får 2.500 danskere hvert år pladecellekræft. Studiet viser, at hver tiende af disse, altså omkring 250, kan tilskrives brug af hydrochlorthiazid. Pladecellehudkræft er en mildere form for hudkræft, som oftest kan helbredes ved at fjerne den lokalt og er sjældent dødelig, hvis den opdages tidligt.

- Forhøjet blodtryk er en væsentlig risikofaktor for hjerte-kar-sygdomme, især for blodprop i hjernen, og vi ved, at mange patienter er underbehandlede eller ikke er klar over, at de har forhøjet blodtryk. Derfor er det vigtigt, at man kontakter sin læge, hvis man er bekymret for, om den behandling, man får, kan indeholde hydrochlorthiazid og om der eventuelt er grund til at skifte behandling, siger Gunnar Gislason.

Hydrochlorthiazid er ofte anvendt i kombination med andre blodtrykspræparater, og mange patienter har brug for flere forskellige typer medicin for at få styr på blodtrykket.

- Derfor kan det være nødvendigt at fastholde den behandling, hvis der ikke er andre alternativer, siger Gunnar Gislason.

Forhøjet blodtryk er en af de alvorligste årsager til blodprop eller blødning i hjernen. Apopleksi - blodprop og blødning i hjernen - er den tredje hyppigste dødsårsag i vesten og årsag til flest handicap blandt voksne.

Emner

  • Sygdomme

Hjerteforeningen er Danmarks næststørste sygdomsbekæmpende organisation med over 143.200 medlemmer. Vi arbejder med forskning i hjerte-kar-sygdomme, forebyggelse af hjertesygdomme og patientstøtte.

Besøg os på hjerteforeningen.dk 

Kontakt

PRESSETELEFON

Pressekontakt 33 66 99 20

Louise Sjöström

Pressekontakt Presse 21 33 30 81

Jens Harder Højbjerg

Pressekontakt Presse 33 66 99 41

Mads Louis Orry

Pressekontakt Presse 33 66 99 14