Pressemeddelelse -

Højmark Rejser og Team Benns Ski fusionerer

Både Højmark Rejser og Team Benns Ski vil fortsætte som selvstændige brands/varemærker efter fusionen og dermed fastholde og videreudvikle deres respektive unikke position inden for skirejser. ”Vi ser muligheder for at udnytte vores størrelse som Skandinaviens største skirejseudbyder til at indgå bedre indkøbsaftaler og foretage investeringer i fremtiden, men det grundlæggende er at styrke Højmark Rejser og Team Benns Ski, så danskerne har et varieret og spændende udbud af skirejser at vælge i mellem”, udtaler administrerende direktør for Højmark Rejser, John Brügmann. ”Vi vil være danskernes foretrukne skirejseudbyder, og vækst skabes som bekendt blandt andet gennem tilfredse kunder.”

Team Benns Ski skilles ud fra Team Benns A/S, der fortsætter med sine øvrige forretningsområder inden for rejsebranchen som fx krydstogtrejser, safarirejser, studierejser og oversøiske rejser. ”Vi ser et stort potentiale i at være en del af et stort skirejseselskab i Skandinavien. Antallet af danskere som tager på ski hvert år vokser, og både vi og Højmark Rejser vil styrke os i konkurrencen, hvorfor det er naturligt at gå sammen, så vores tilbud bliver endnu mere attraktive overfor vores kunder”, fortæller administrerende direktør Allan Qvist fra Team Benns. 

Der er mange års erfaring med at sende danskere på ski og ferie i øvrigt i den nye ejerkreds. Højmark Rejser tog sin begyndelse tilbage i 1992 med skirejser til Østrig, og består i dag også af svenske Lion Alpin og det onlinebaserede rejseselskab Clickski.com. Team Benns er en del af Kilroy koncernen, som har rødder helt tilbage i 1946.  Det fusionerede selskab vil få hovedkontoret placeret i Ringkøbing, hvor der i alt vil være 30 medarbejdere beskæftiget foruden ca. 100 guider i skisæsonen.  

For yderligere information kontakt venligst:

 -      Højmark Rejser A/S: Adm. direktør John Brügmann, mobil 40 11 41 71

-       Team Benns A/S: Adm. direktør Allan Qvist, mobil 51 26 90 73

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • fusion
  • skirejser
  • skiferie
  • højmark rejser
  • team benns ski

Virksomheden Højmark Rejser tog sin begyndelse i 1992, hvor man begyndte at arrangere skirejer til Østrig. I dag er koncernen Skandinaviens største skirejsekoncern med hovedkontor i Ringkøbing. Koncernen består af skirejsebureauer med speciale i Alperne og Skandinavien: Højmark Rejser, Team Benns Ski i Ringkøbing og Lion Alpin i Göteborg sender danske og svenske gæster på ski i Østrig, Italien, Sverige , Norge, Tyskland og Canada. Derudover ejer koncernen det onlinebaserede rejsebureau Clickski.com, som sælger skirejser til Østrig og Tyskland. I skisæsonen 2011 havde koncernen mere end 40.000 gæster, der blev betjent af over 100 skiguider.