Pressemeddelelse -

Nyt snefald redder årets skisæson i Alperne

Det begyndte så godt, da sneguderne, allerede i begyndelsen af november, gavmildt pakkede Alperne ind i et tykt, hvidt lag pudder, og det tegnede til at blive en fabelagtig skisæson. Efter nytår steg temperaturen og dermed også panikken hos de mange tusind danskere, som har bestilt skiferie i Alperne i løbet af de kommende uger. Vejrguderne har forbarmet sig, og endnu engang skruet ned for varmen, sendt en stor portion sne mod Alperne og dermed sikret skiferien for forventningsfulde skiløbere.

Hos Højmark Rejser glæder man sig over vejrsituationen og lader op til sæsonens største og travleste uge, nemlig uge 7, hvor de fleste af landets skoler holder lukket.

-      Over 20% af vores samlede antal gæster rejser på skiferie i uge 7. Heraf vælger 50% at tage bussen til Alperne, mens 25% hhv. flyver og kører selv, siger Majbritt Jensen, salgschef hos Højmark Rejser. Det er en markant stigning på flytransporten i forhold til tidligere år, og det stemmer fint overens med vores oplevelse af, at folk generelt er blevet mere bekvemmelige, når de sammensætter deres skiferie, siger Majbritt Jensen.  

Uge 7 er den helt store familie-uge, hvor de danske skilærere på Højmark Rejsers børneskiskoler i Alperne har hænderne fulde. Men det er stadig muligt at sikre sig en plads i sneen i uge 7, for rejsebureauet har været på indkøbstur i Alperne og sikret sig endnu flere hoteller og lejligheder i den populære ferieuge.

Højmark Rejser har de seneste år oplevet et stigende ønske om nye aktivitetsmuligheder på skiferien.

-      Foruden det traditionelle skiløb møder vi stadig større krav til alternative muligheder for familiemedlemmer, som ikke bruger hele dagen på pisterne. De vælger i stedet at bruge tiden på fx shopping eller wellness. De danskere, som står på ski bliver til gengæld bedre og bedre til det, og det betyder, at de får mod på at prøve nye og spændende udfordringer på pisten, siger Majbritt Jensen.

Hos Højmark Rejser har man således udviklet en række nye oplevelsesmuligheder. I uge 6 kan adrenalinjægere se frem til den ultimative Alpesafari til seks skiområder i Østrig og i uge 5 og 10 er der 5 dages Skisafari i kæmpestore Dolomiti Superski med overnatning i bjerghytter. I løbet af sæsonen tilbydes særlige off-piste-ture med en bjergguide og i uge 13 er der freeride- tema i St. Anton.

Ved spørgsmål kan salgschef Majbritt Jensen kontaktes på tlf. 96 74 23 71, på mobilnr. 51 52 66 46 eller på e-mail majbritt@hojmark.dk.   

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • uge 7
  • skiferie
  • skirejse
  • skivejr
  • snesituation

hojmark-koncernen
tog sin begyndelse i 1992, hvor Højmark Rejser begyndte at arrangere skirejser til Østrig. I dag er koncernen Skandinaviens største alpine skirejsekoncern med hovedkontor i Ringkøbing. Koncernen består af skirejsebureauer med speciale i Alperne: Højmark Rejser i Ringkøbing og Lion Alpin i Göteborg sender danske og svenske gæster på ski i Østrig og Italien. hojmark-koncernen ejer desuden det onlinebaserede rejsebureau Clickski.com, som sælger skirejser til Østrig og Tyskland. I skisæson 2010 rejste mere end 25.000 gæster på ski i Østrig, Italien og Tyskland med hojmark-koncernen. Vi er i alt 25 medarbejdere samt 70 skiguider i sæsonen.