Skip to main content

Danske bilers dæk skaber farlige situationer på tyske motorveje

Pressemeddelelse   •   Jun 20, 2017 09:22 CEST

Danske bilers dæk skaber farlige situationer på tyske motorveje

Vejhjælperne i Tyskland er fortvivlede over de dårlige dæk mange turister fra Danmark, Sverige og Norge kører på ferie med. Gammel og stiv gummi får dækkene til at briste eller eksplodere ved høj hastighed på motorvejen.

Mens vi kører 110 km/t på de skandinaviske veje, er hastigheden ofte betydeligt højere på den tyske Autobahn. Og ved lange stræk i høj fart er de gamle gummidæk ikke modstandsdygtige over for varmen.

- Kører du 140 km/t mens et dæk pludselig bliver revet op, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad der kan ske, siger skadechef i If Skadeforsikring, Anne Løcke Nørgaard.

Mange danskere har vejhjælp i Europa via deres kaskoforsikring, og der sker hundredvis af bilbjærgninger hver sommer, hvor forsikringen hjælper. Der er dog ingen statistik over, hvor mange ødelagte dæk, de tyske vejhjælpere rykker ud til.

- De vejhjælpere, der arbejder for os i Tyskland oplyser, at beskadigede dæk, motorstop og problemer med bilens elektronik, er de mest almindelige årsager til, at vejhjælp må rykke ud til danskere, oplyser Anne Løcke Nørgaard.

For biler, der kører i Danmark, anbefaler If at skifte sommerdæk efter fire til fem sæsoner på bilen, men det kan variere alt efter, hvordan dækkene opbevares og hvilken belastning, der udsættes for. Skal man køre ved høj hastighed på de tyske motorveje, er det særligt vigtigt med så frisk gummi på dækkene som muligt.

- Selv om der kun er begrænset slid på gummi og dækmønster, skal det med i betragtningerne, at gummis egenskaber ændrer sig over tid, understreger Anne Løcke Nørgaard.

Hun anbefaler bilejere, som er usikre på om dækkene bør udskiftes, at rådføre sig med et dækværksted, før den lange tur til eller gennem Tyskland.

- Vejhjælperne i Tyskland peger særligt på, at dækkene i flere skandinaviske autocampere er både gamle og dårlige. Den begrænsede brug og slid bevirker, at mange strækker dækskiftet lidt for langt, siger skadechefen.


Video: https://youtu.be/F6X8839C31M

Kort om If

If er Nordens største skadeforsikringsselskab og forsikrer det, der er værdifuldt i livet: Mennesker, dyr, boliger, biler og dine ting. If sørger også for at virksomheder får forsikret deres værdier og aktiviteter, så de kan fungere som normalt, selvom de skulle få en skade. Takket være 6.800 dygtige medarbejdere, heraf ca. 600 i Danmark, kan 3,6 millioner kunder i Norden og Baltikum føle sig trygge ved, at de vil få den hjælp de har brug for, hvis noget skulle ske. If er ejet af finanskoncernen Sampo.