Pressemeddelelse -

En drone under juletræet kan blive en dyr oplevelse

Fjernstyrede droner dukker nu op i både julekataloger og tilbudsmails. De små flyvende, robotlignende fartøjer er blevet særdeles populære blandt private, efter at flere af dem fås i et prisniveau, der svarer til en ny smartphone. Dronen fjernstyres i luften, mens du står på landjorden, og kan bl.a. bruges til at tage billeder af natur eller andet fra luften.

Overvejer du at give manden, kæresten eller dig selv en drone i julegave, så er det dog en god idé også at kaste et blik på dine forsikringer. Ellers kan et uheld ende med at blive en ekstraordinær dyr oplevelse, for droner er som oftest undtaget på almindelige indbo-, ansvars- og elektronikforsikringer.

- Hvis man sender en drone på godt et kilo, måske endda med et påmonteret kamera, op i 80-100 meters afstand, så giver det næsten sig selv, at der kan der ske betragtelige skader på både andre og andres ejendele. Derfor er det absolut værd at have styr på om éns ansvarsforsikring dækker netop ubemandede luftfartøjer. Ellers kan der vente en grim overraskelse, den dag uheldet er ude, siger Birgitte Ringbæk, presseansvarlig hos If Skadeforsikring.

If Skadeforsikring anbefaler, at man tjekker sine forsikringer inden man køber en drone og får overblik over udgiften til en eventuel ekstra ansvarsforsikring, så man ikke fristes til at tage dronen i brug uden forsikring.

Er man uheldig at komme til at skade andre personer eller deres ejendele med sin drone, kan man blive erstatningsansvarlig for skaderne. - Det må piloten, altså personen, der styrer dronen, betale af egen lomme, hvis han ikke har en ansvarsforsikring, der dækker skader, der opstår i forbindelse med anvendelse af dronen. Det kan blive en meget dyr affære, siger Birgitte Ringbæk. En ansvarsforsikring dækker typisk op til 10 mio. koner ved personskade og 2 mio. kroner for skade på dyr og ting.

Det er ikke lovpligtigt at være ansvarsforsikret, når man som privatperson flyver med droner eller andre ubemandede luftfartøjer under 7 kg. Det er det imidlertid, hvis man bruger den erhvervs­mæssigt eller søger dispensation fra de almindelige regler for droneflyvning. Derudover forlanger de fleste modelflyveklubber, at både deres egne piloter og gæstepiloter er ansvarsforsikrede, hvis man vil benytte deres flyvepladser.

Flyvning med droner i Danmark reguleres ud fra Trafikstyrelsens ’Bestemmelser om luftfart med ubemandede luftfartøjer’ (BL 9.4). I bestemmelserne lægges der vægt på, at droneflyvning sker så andres liv og ejendom ikke udsættes for fare, og at man sikrer privatlivets fred.

______________________________________________________________

Ved anvendelse af foto tilføjes fotocredit:  www.dronergear.dk

Emner

  • Hobby

Kategorier

  • if
  • erstatning
  • forsikring
  • if skadeforsikring
  • skade
  • ulykke
  • ansvarsforsikring
  • drone

Kort om If

If tilbyder skadeforsikringer til kunder på nationale markeder i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Baltikum og Rusland. Desuden tilbyder vi service til nordiske kunder med international virksomhed via filialkontorer og via netværk. 

If er Nordens førende skadeforsikringsselskab med 3,6 millioner kunder. If ejes af finske Sampo, og koncernen har ca. 6.300 ansatte.

Kontakt

Rasmus Barlag

Pressekontakt kommunikationsmedarbejder 24 75 02 91

Birgitte Ringbæk

Pressekontakt Informationschef 3687 4183

Relateret materiale