Pressemeddelelse -

Ny undersøgelse: Fyrværkeri har udviklet sig farligt for hver anden


Tager du et blik på gæsterne om nytårsbordet, har næsten hver anden oplevet en situation, hvor fyrværkeri har udviklet sig farligt. Og endnu flere kender til, at alt for fulde folk håndterer nytårskrudtet. Det viser en undersøgelse YouGov har foretaget for If Skadeforsikring.

57 pct. af alle voksne danskere har oplevet farlige situationer med raketter. 37 pct. har prøvet det med batterier. Desuden har 12 pct. oplevet situationer, hvor det var ulovligt fyrværkeri, der udviklede sig farligt eller utilsigtet.

De største skadevoldere blandt nytårskrudt er de tunge kugleraketter og batterier. Kugleraketterne er især farlige, hvis de ikke affyres fra et affyringsstativ. I en tom flaske vælter de nemt og kan suse i helt forkerte retninger. På nytårsbatterierne skal man huske at trække lunten fri af det tynde overdækningspapir, så den bliver længere, og man derved ikke bare sætter ild til spidsen af lunten, helt nede ved selve batteriet.

Krudt og sprut - en farlig cocktail
Børnefamilierne er traditionelt dem, der bruger flest penge på nytårskrudt. Undersøgelsen viser, at gruppen af 35-54 årige samtidigt er dem, som i størst omfang oplever, at nytårskrudtet håndteres af personer, som virker for berusede til det. Hele 60 pct. har oplevet disse situationer.

Tallene bekymrer Birgitte Ringbæk, presseansvarlig i If Skadeforsikring:

- Hvis forældrene håndterer fyrværkeri på en ansvarlig og forsvarlig måde, er der en god chance for, at børnene vil gøre det samme. Derfor er det bekymrende, når børn i så stor udstrækning ser voksne håndtere nytårskrudt på en lemfældig og farlig måde, siger hun.

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen rammes mellem 200 og 300 personer hvert år i øjet af fyrværkeri eller dele af fyrværkeri.

- Det er nok det vigtigste budskab op til nytårsaften at anvende sikkerhedsbriller. Undersøgelsen viser, at rigtig mange husker brillerne, når de selv fyrer krudt af. Men er man ude som tilskuer nytårsaften, svarer næsten hver anden mand og hver tredje kvinde, at de ikke anvender sikkerhedsbriller. Det er alvorligt, for fire ud af ti øjenskader sker på tilskuere, forklarer Birgitte Ringbæk.

Danskerne brugte sidste år op mod 300 millioner på raketter, batterier og andet nytårskrudt.

Råd til et sikkert nytår

  • Brug sikkerhedsbriller – uanset om du er tilskuer eller selv affyrer krudtet
  • Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri – det bliver ikke kontrolleret og kan virke helt anderledes end forventet
  • Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  • Læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  • Gå aldrig tilbage til en fuser
  • Opbevar fyrværkeriet i en pose – ikke i dine lommer

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget af
YouGov for If Skadeforsikring den 19.-20. december 2016, blandt 1.012 repræsentativt udvalgte danskere fra 18 år og opefter. 


46% af alle danskere har oplevet situationer med nytårsfyrværkeri, som udviklede sig farligt/utilsigtet

50% har oplevet at folk, der håndterer krudtet, er for berusede til det

82% af alle danskere, der selv fyrer krudt af, anvender altid eller for det meste sikkerhedsbriller

39% af alle danskere, som er tilskuere til affyring af nytårskrudt, anvender ikke sikkerhedsbriller

30% kender ikke de fem fyrværkeriråd (1. Brug altid beskyttelsesbriller, 2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri, 3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden, 4. Hold sikkerhedsafstand, læn dig ikke ind over fyrværkeriet, 5. Gå aldrig tilbage til en fuser)

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • nytår
  • undersøgelse
  • if
  • forsikring
  • skader
  • fyrværkeri

Kort om If

If er Nordens største skadeforsikringsselskab og forsikrer det, der er værdifuldt i livet: Mennesker, dyr, boliger, biler og dine ting. If sørger også for at virksomheder får forsikret deres værdier og aktiviteter, så de kan fungere som normalt, selvom de skulle få en skade. Takket være 6.800 dygtige medarbejdere, heraf ca. 600 i Danmark, kan 3,6 millioner kunder i Norden og Baltikum føle sig trygge ved, at de vil få den hjælp de har brug for, hvis noget skulle ske. If er ejet af den finske finanskoncern Sampo.

Kontakt

Birgitte Ringbæk

Pressekontakt Informationschef 3687 4183