Skip to main content

Nytårshilsen: Når tilliden vakler

Nyhed   •   Jan 17, 2019 09:00 CET

Nogle gange føles det, som om verden er ved at gå af lave, men lad mig lægge positivt ud: Beskæftigelsen herhjemme har sjældent været bedre. Økonomien har det godt. Og væksten ser ud til at fortsætte.

Men vi påvirkes selvfølgelig af europæiske og globale strømninger. Usikkerheden om Brexit-aftalen og økonomien i de sydeuropæiske lande sætter Europa under pres, og den dalende tillid mellem USA og især Kina trækker skyer hen over de positive forventninger og tendenser.

2018 har også været et år præget af en grådighed så stor og en moral så lav, at virkeligheden nærmest har overgået fantasien. Jeg tænker bl.a. på svindel med satspuljemidler, hvidvask for udenlandske kriminelle og rådgivere, der hjælper kunder med at malke europæiske statskasser for gigantiske beløb.

Alarmerne har blinket, uden at nogen greb ind. Hvordan kunne det komme så vidt? Tilliden til, at skattekroner og bankvirksomhed ikke bliver misbrugt, og at snyd og svindel har konsekvenser, er grundlæggende i det danske samfund. Skandalerne understreger, at velfungerende kontrolsystemer er centrale – både i det offentlige og det private erhvervsliv. Heldigvis er tendensen til at lempe kontroller stoppet. Der blæser nu helt andre vinde i retning af mere kontrol.

“Tilliden til, at skattekroner og bankvirksomhed ikke bliver misbrugt, og at snyd og svindel har konsekvenser, er grundlæggende i det danske samfund.”

I inforevision er vi optaget af digitaliseringen. Det giver virksomheden et solidt data-grundlag at træffe beslutninger ud fra, og desuden skaber digitaliserede dokumenter og arbejdsgange gennemsigtighed. Data og handlinger kan spores og søges frem. Risikoen for fejl og snyd mindskes, og dét styrker tilliden hos kunder, investorer, bankforbindelser og myndigheder.

I årets udgave af vores kundeblad, infoupdate, kan du møde tre meget forskellige kunder, som alle peger på bl.a. fagligheden, den direkte rådgivning og dybe indsigt i deres virksomhed som afgørende i samarbejdet. Vi gør os umage for at møde den tillid med respekt og professionalisme.

I 2018 var EUs persondataforordning på alles læber, og i 2019 vil mange tale om den nye ferielov, som fra 2020 får konsekvenser for mange virksomheder. Du kan læse mere her på vores nye hjemmeside.

Vi nyder de nye rummelige, moderne faciliteter i vores ombyggede hus i Søborg, hvor vi også har skruet op for kurser og arrangementer. Vi har bl.a. holdt fuldt bookede morgenmøder om faglige emner, og cirka 200 gæster mødte frem, da vi holdt fyraftensjazz med mad og vinsmagning. Vi gentager succesen i 2019.

Godt nytår!

NB: Teksten er også bragt som leder i infoupdate 2019.