Skip to main content

Danske virksomheder er i skyen som aldrig før

Pressemeddelelse   •   Jan 19, 2017 07:30 CET

2 ud af 5 virksomheder har i dag løsninger i skyen, og det er især inden for information og kommunikation af brugen af online løsninger, er stor. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der hvert år kortlægger danske virksomheders brug af it.

”Vi ser flere og flere virksomheder flytte deres løsninger fra kælderen og op i skyen. Mange virksomheder har indset, at de lettere kan komme i gang med digitalisering ved at købe sig til internettets svar på færdigretter. Og dermed kan de hurtigere nå at få målbare forretningsfordele end hvis de selv gik i gang,” siger Kirstin Rolver, der er ansvarlig for digitalt erhverv i IT-Branchen.

Persondata i skyen
Omkring halvdelen af de virksomheder, der benytter sig af cloud-løsninger, har i dag deres databaser og økonomisystemer liggende online.

Dermed ligger der for mange virksomheder en ny opgave i at kunne dokumentere, hvor virksomhedens persondata fysisk ligger placeret. Dokumentationskravet bliver nemlig en realitet i forbindelse med, at EU’s nye persondataforordning træder i kraft i 2018.

”Der er ikke mange virksomheder, der i dag har helt styr på, hvor deres data om f.eks. medarbejdere og kunder ligger placeret. Men det skal de kunne dokumentere fra 2018, og derfor ligger der her en ekstra opgave, som godt kan blive ressourcekrævende,” udtaler Kirstin Rolver.

Skyen bliver større
Analysevirksomheden IDC forventer, antallet af virksomheder, der benytter sig af cloud-løsninger fortsat vil stige. For Danmark var markedet for public cloud på 2,5 mia. kr. i 2015, og IDC forventer en årlig vækst på 20% til 6,2 mia. kr. i 2020.

”Der er flere grunde til, at vi ser en kraftig vækst i cloud markedet. Først og fremmest tillader det virksomheder at agere hurtigere og lancere nye tjenester langt billigere og med mindre risiko. Derudover ser vi, at mange virksomheder efterhånden har fået en hvis erfaring med cloud og derfor tør lægge mere kritiske data og applikationer i skyen. Endelige er cloud enklere for IT leverandører, der hurtigere kan lave ændringer, rettelser mv., og undgår at skulle supportere flere versioner af løsninger, hvilket er nødvendigt, når brugerne har købt og installeret lokalt,” siger Anders Elbak, analysechef i IDC.

Fakta – Cloud Computing
Cloud computing eller skyen dækker over anvendelse af software, service og tjenesteydelser leveret via internettet. Det kan f.eks. være webmails, Facebook, CRM-systemer el. lign., som ligger på servere uden for ens egen virksomhed, men som man enten gratis eller mod betaling kan få adgang til. Læs mere på Wikipedia.

It-anvendelse i virksomheder 2016, Danmarks Statistik
Andre relevante tal vedr. digitalt erhverv

Visionen for IT-Branchen
Vi arbejder for at skabe et stærkt og digitalt samfund, der udnytter teknologiens fulde potentiale til glæde for både økonomien og det enkelte menneske. Og vi vil sikre en konkurrencedygtig og professionel it-branche, der aktivt bidrager til vækst og udvikling i et digitalt Danmark.

Sådan gør vi det

  • Sætter den politiske agenda og påvirke lovgivningen, så det bliver enklere for vores medlemmer at drive forretning til glæde for fremtidens digitale samfund
  • Fremmer medlemmernes internationale konkurrenceevne og lønsomhed gennem kundevendte events, arrangementer og møder
  • Styrker medlemmernes forretning ved at tilbyde medlemsservices indenfor bl.a. juridisk rådgivning, presse og kontraktskrivning
  • Er den førende brancheforening i Danmark, der tilbyder et stærkt netværk, hvor man mødes, deler erfaringer og finder nye forretningsmuligheder