Skip to main content

Fortsat vækst i branchen

Pressemeddelelse   •   Jan 12, 2017 07:30 CET

It-branchen omsatte for 53,4 mia. kr. i 3. kvartal 2016, hvilket er en stigning på 1,5% i forhold til året før. Heraf kommer de 26,7% fra eksport. For blot fem år siden stod eksporten blot for 20% af omsætningen i branchen.

Dermed ser det ud til, at vi fortsætter de gode takter fra rekordåret 2015, hvor vi som branche rundede 200 mia. kr. i omsætning for hele året.

Det er især inden for softwareudvikling og informationstjenester, hvor der har været en eksportstigning på hhv. 23,2% og 22,2%, at der er sket en markant udvikling.

”Det går godt for branchen, og især i de seneste år er vi lykkedes med at udvikle en lang række innovative løsninger, som i den grad efterspørges i udlandet. Så vi skal se den øgede eksport som et kæmpe rygklap og kvalitetsstempel for branchen,” siger Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen.


84.075 ansatte i it-branchen
I 3. kvartal 2016 rundede branchen 84.000 ansatte, hvilket er en stigning på 2.665 ansatte i forhold til året før. 

”Der er blevet ansat flere softwareudviklere og it-konsulenter i løbet af det seneste år, og beskæftigelsen er nu den højeste i branchen siden 2009. Den eneste grund til, at vi ikke er endnu flere i branchen, er, at hver tredje it-virksomhed simpelthen har måtte opgive at besætte stillinger, pga. manglen på kvalificeret arbejdskraft,” udtaler Birgitte Hass.


2017 bliver også et godt år
Spørger man analysebureauet IDC om, hvordan 2017 vil se ud for branchen, ser de samme takter som i 2016.

”Overordnet set, forventer IDC ikke den store vækst i IT- og telemarkedet i 2017. Der vil dog fortsat være vækst inden for software og services, så umiddelbart tror jeg den gode udvikling i branchetallene vil fortsætte. Det gælder ikke mindst, hvis de danske IT virksomheder fortsætter med deres eksportsucces, hvilket jeg ikke kan se nogen grund til, at de ikke skulle gøre,” siger Anders Elbak, analysechef i IDC Nordic.

Se flere nøgletal fra it-branchen.

Visionen for IT-Branchen
Vi arbejder for at skabe et stærkt og digitalt samfund, der udnytter teknologiens fulde potentiale til glæde for både økonomien og det enkelte menneske. Og vi vil sikre en konkurrencedygtig og professionel it-branche, der aktivt bidrager til vækst og udvikling i et digitalt Danmark.

Sådan gør vi det

  • Sætter den politiske agenda og påvirke lovgivningen, så det bliver enklere for vores medlemmer at drive forretning til glæde for fremtidens digitale samfund
  • Fremmer medlemmernes internationale konkurrenceevne og lønsomhed gennem kundevendte events, arrangementer og møder
  • Styrker medlemmernes forretning ved at tilbyde medlemsservices indenfor bl.a. juridisk rådgivning, presse og kontraktskrivning
  • Er den førende brancheforening i Danmark, der tilbyder et stærkt netværk, hvor man mødes, deler erfaringer og finder nye forretningsmuligheder