Skip to main content

Støjsvage hybridbiler fra IVECO henter storskrald i hjertet af Aarhus

Pressemeddelelse   •   Apr 05, 2018 09:40 CEST

Bache A/S, der er autoriseret IVECO-forhandler i Aarhus, har som de første i Danmark leveret to IVECO hybridbiler til bæredygtig transport.

Aarhusianerne kan derfor som de første i Danmark opleve to IVECO hybridbiler hente storskrald tidligt om morgenen. Bilerne kører lydløst rundt i electric mode, så man skal derfor stå klar for at opdage dem.

Bilerne er ikke bare lydløse, men også miljøvenlige, da de kører på rent el, når de kommer ind i de udvalgte grønne zoner. Dette styres via GPS, således at bilen selv ved, hvornår den skal skifte fra diesel til electric.Kun når batterierne kommer under 8%, vil det være muligt at køre med diesel ud af de afmærkede zoner.

”Jeg er blevet rigtig glad for det”

Bilerne er leveret af Bache A/S i Aarhus til Johs Sørensen & Sønner, som blev udvalgt af Aarhus Kommune til at udføre dette job, da de havde den mest grønne og støjsvage løsning.

Den ene af bilerne køres af storskraldschauffør, John Rasmussen, fra Johs Sørensen & Sønner, som er blevet meget positiv overfor bilerne: ”Jeg var vant til at køre dieselbiler og derfor temmelig skeptisk i starten, men nu er jeg blevet så glad for at køre dem, at jeg ville vælge el fremfor diesel”.

Bilerne er bygget på en 2,3 l dieselmotor med 156 hk, som driver bilen frem til byen, hvorefter dieselmotoren slukkes, og elmotoren tager over.

Bilerne oplader batterierne under kørsel samt ved plug-in opladning. Johs Sørensen & Sønner kører hver dag 10 km. til og fra byen, hvor bilerne således har mulighed for at oplade ved at køre i generator-funktionen. Når bilerne er fuldt opladet, kan de køre op til 50 km. på rent el med en hastighed på op til 75 km./t.

”Når vi i løbet af en arbejdsdag tømmer bilerne udenfor Aarhus i Hasselager, giver det os yderligere 8-10 km. at oplade bilerne i”, fortæller John Rasmussen. På disse kilometer vil bilerne typisk oplade 8-10%, hvorefter de kan køre yderligere halvanden time på rent el, når de kører i eco-mode.

Når de står stille hjemme på holdepladsen, sættes de i en stikkontakt for yderligere opladning. Her kan man på bilens kontrolpanel følge, hvor lang tid der resterer, før bilen er fuldt opladt. Dette kan desuden følges via en app, der indtil videre fås til Android-telefoner.

Udstyret med elektrisk lift

Selve designet af bilerne er udviklet i et samarbejde mellem Bache A/S, Johs Sørensen & Sønner samt Aarhus Kommune for at finde den mest optimale løsning til udførelsen af jobbet.

Bilerne er bl.a. udstyret med en lift, der ligesom motoren, er drevet af el og kan løfte 750 kg., hvilket svarer til, hvad bilen kan laste:

”Liften var en udfordring, da batteripakken sidder under bilen, hvilket gør, at man ikke kan montere en traditionel lift pga. underkøring. Vi fik løst dette med en elektrisk lift fra D´Hollandia” fortæller salgskonsulent Benn Søgaard Jensen fra Bache A/S.

Bilerne er bygget på en manuel gearkasse, som dog fungerer som automatgear i el-mode. Fabrikanten har efterfølgende produceret hybridbilerne med IVECOs populære Hi-Matic gearkasse, som dog indtil videre kræver, at bilerne holder stille for at kunne skifte fra el til diesel og omvendt.

Certificerede mekanikere i Aarhus

På værkstedet hos Bache A/S i Aarhus har de i øjeblikket to certificerede mekanikere, der kan reparere hybridbilerne. De er på nuværende tidspunkt de to første i IVECO i Danmark, der er uddannede til at arbejde på hybridbiler.

”I takt med at efterspørgslen forhåbentlig stiger på hybridbiler i Danmark, vil man kunne opleve flere og flere mekanikere, der er certificeret inden for arbejdet med hybridbiler” slutter Benn Søgaard Jensen.

IVECO er et selskab i CNH Industrial N.V. koncernen, en global leder inden for kapitalgodesektoren noteret på New York Stock Exchange (NYSE: CNHI) og på den italienske børs’ Mercato Telematico Azionario (MI: CNHI). IVECO udvikler, fremstiller og markedsfører et bredt spekter af lette, mellemtunge og tunge erhvervskøretøjer og entreprenørkøretøjer.

Det store produktudbud omfatter Daily, der går fra 3 til 7,2 tons totalvægt, Eurocargo fra 6 til 19 tons, Trakker (specielt til offroad anvendelser) og Stralis på over 16 tons. Desuden producerer koncernen, under navnet IVECO Astra, entreprenørkøretøjer, stive og leddelte dumpere samt specialkøretøjer.

IVECO har over 21.000 ansatte og producerer køretøjer med brug af de nyeste teknologier i 7 lande over hele verden, i Europa, Asien, Afrika, Oceanien og Latinamerika. 4.200 salgssteder og serviceværksteder i over 160 lande garanterer teknisk support overalt, hvor der er en Iveco-lastbil på arbejde.