Skip to main content

Elever overtager JYSK-butikker

Pressemeddelelse   •   Jan 21, 2016 06:00 CET

Fremtidens medarbejdere får ansvaret, når studerende fra JYSKs elevuddannelse overtager JYSK-butikker flere steder i Jylland.

Kunderne hos JYSK i seks jyske byer kan se frem til førsteklasses betjening af fremtidens JYSK-medarbejdere, når 2. årselever fra virksomhedens elevuddannelse overtager butikkerne i en kort periode.

Det er andet år, at JYSK indsætter et modul på uddannelsen, hvor eleverne selv skal drive en butik, mens de faste medarbejdere får fri.

Begejstring over initiativ

Lederen af JYSKs elevuddannelse, Jørgen Olsen fortæller, at det giver god mening at sende eleverne ud i butik.

»Vi har fået utrolig positive tilbagemeldinger fra sidste års butiksbesøg. Det viser, at det giver god mening at give eleverne noget praktisk erfaring. I JYSK mener vi, at det er den bedste måde at lære på. Vi viser vores elever tillid og giver dem ansvar, og det gør vores elevuddannelse endnu mere spændende og relevant. Jeg er helt sikker på, at det også er noget, kunderne vil kunne mærke,« siger Jørgen Olsen.

Han er ikke i tvivl om, at det betyder meget for eleverne, at de ved, at det er dem, der skal sikre kunderne en god oplevelse.

»Vores elever er begejstrede for konceptet, og de synes, at det er spændende at finde ud af, hvad der kræves for at blive en god leder. Det bliver interessant at se, om de kan give deres ’gamle’ kolleger lidt baghjul,« siger Jørgen Olsen.

Hvert år uddannes cirka 120 elever på JYSKs elevuddannelse, der ligger på Lars Larsens Himmerland Golf & Spa Resort. JYSKs uddannelse er en af landets mest anerkendte elevuddannelser og havde sidste år omkring 1700 ansøgere til de 120 pladser.

Læs mere på www.JYSK.dk/elev.

Praktisk information:

- Eleverne vil være i JYSK-butikken i Randers Syd, Skalborg og Viborg i uge 4, 8 og 10 fra 8.00 mandag til 12.00 onsdag. Det er andet år, at JYSK-eleverne overtager disse butikker.

- Eleverne vil være i JYSK-butikken i Hobro, Randers Nord, Skive og Aars i uge 6 og 11 fra 8.00 mandag til 12.00 onsdag. Det er første år, at JYSK-eleverne overtager disse butikker.

JYSK GROUP har et skandinavisk udgangspunkt: Den første butik åbnede i Danmark i 1979, og i dag har JYSK GROUP over 2.400 butikker og 21.000 medarbejdere i 47 lande. I Tyskland og Østrig er navnet Dänisches Bettenlager – i resten af verden JYSK. JYSK GROUP ønsker at være et godt tilbud for alle og har en ambition om at blive udbredt i hele verden. Bag JYSK GROUP står stifter og ejer Lars Larsen, der blandt andet også ejer møbelkæderne Bolia.com, IDEmøbler og ILVA. Den samlede omsætning i LARS LARSEN GROUP er på 27 milliarder kroner.